Spasmer i benene
Jeg har problemer med smerter i musklerne bag på lårene, når jeg kører langt i bil. Det er som små kramper inde i musklerne og starter efter ca. 20 - 30 minutters kørsel. Jeg kører ikke selv, men sidder ved siden af.
Der kommer tilsvarede smerter men i meget mindre grad, når jeg går tur og når jeg sidder derhjemme. På gåturene er det også som om musklerne i lårene bliver stive, og jeg føler at jeg ikke har fuld kontrol af benene, hvis jeg går for hurtigt. Er der noget medicin der kan hjælpe på smerterne, helst noget der bare kan tages, hvis vi skal køre langt, da det resten af tiden er til at overkomme?
Jeg har haft sclerose i ca. 5 år. Får Tecfidera. Går ca. 5 km 2x om dagen. Går til Fysioterapi, holdtræning 1x om ugen. Arbejder 3 timer 4 dage om ugen, meget stående arbejde.
Det lyder som spasmer, der er hyppigt ved sclerose, og som særligt kommer lige når man har hvilet og skal i gang, eller når man har gået et stykke tid. Den klassiske behandling er medicinsk med Baklofen evt. Sirdalud, gammelkendte effektive præparater. Man kan prøve med mindste dosis Baklofen 5 mg (1/2 tablet a 10 mg), som du kan tage som PASSAGER lidt før køreturen, da det første virker efter nok 20-30 min.
I større doser kan det virke sløvende, hvorfor det er smart at tage (mest) medicin om aftenen. Det nedsætter spændingen i muskulatur, og hvis man får for meget kan det give ”svaghed” i benene. Men med en meget lav dosering, som burde være nok til dig, bliver det ikke noget problem.