Scleroseforeningen er en demokratisk forening, hvor medlemmerne har indflydelse. Det betyder, at du i år kan stille op til Delegeretforsamlingen og til Ungeudvalget. Bliver du valgt, gælder valget for en periode på to år.
Delegeretforsamlingen er Scleroseforeningens øverste organ. Det er Delegeretforsamlingen, der vælger medlemmer til Hovedbestyrelsen og foreningens udvalg. Det er også på det årlige delegeretmøde i Grenaa, at Delegeretforsamlingen godkender foreningens årsrapport og budget. Som en del af Delegeretforsamlingen har man således indflydelse på beslutninger i Scleroseforeningen.
Ungeudvalget fungerer som talerør for unge mennesker med sclerose. Udvalget står blandt andet for sociale arrangementer både lokalt og regionalt og råder over flere repræsentantskaber internationalt.
For at blive godkendt som kandidat til Delegeretforsamlingen eller Ungeudvalget skal du have opbakning fra mindst fem medlemmer af Scleroseforeningen. Opstillingssystemet hjælper dig med at indsamle og registrere dine stillere, som skal godkende dit kandidatur senest 13. august 2026 kl. 23.59.
Hvis der bliver kampvalg, afholdes afstemningen til Delegeretforsamlingen og Ungeudvalget i perioden 1.-25. september 2026.
Har du spørgsmål til opstilling eller valg, eller har du brug for hjælp, kan du kontakte os på valg@scleroseforeningen.dk.



