Kom, som du er, er sjældent efterlevet mere end her på spidsen af Djursland. Du kan søge ud blandt de andre eller passe dig selv. Folk, der har været her lidt tid, finder de sorte badejakker frem, som er rare at have på ned på stranden. Så er der slægtskab, sorte rygge at få øje på mellem træer og klitter. Hovedadressen på Dronningens Ferieby er Dronningens Ferieby 1. Ettallet understreger, at der ikke var et husnummer, før feriehusene blev bygget i 1990 af Scleroseforeningen.
Kun naturen var her, og selvfølgelig sætter den rammen. Og er til stede som en ulmende bund. Der er det store Fortælletræ i midten af det hele, hvor der er oplæsningsaftener. Råvildt hører med, ligesom musene og edderkopperne var til stede først. Og der er hugormen, der er vendt tilbage til samme plet sæson efter sæson, så den er til at manøvrere uden om, men også udgør sin egen attraktion for børn, der ikke har set sådan en før.
Teamet kan vise dem vejen. Ikke mindst Karen Lassen, stedets daglige leder, en komplet undersælgende titel, fordi hun har hænderne i det hele. Og et øje for det.
Hun kan fortælle, hvad styrken er ved hver af de nærmeste tre strande målt på de tilgængelige sten: en har gode fossiler, en har kalksten, en har sten, der er ideelle at male.
Mange har første oplevelser her. Det kan være første gang, et barn møder en jævnaldrende, der også har en mor med sclerose, der bliver træt. Eller en gæst med MS, der første gang kører på en motordrevet crosser, en hurtig vej over terrænet uanset hvordan din balance er.
“Det er afprøvet. Vi gør ikke noget, uden der er en vis tryghed i det,” siger Karen Lassen.



Om husene
Karen Lassens indirekte, konstante medspiller er arkitekt Erik Korshagen (1926-2005), som tegnede Dronningens Ferieby, der blev opført af Scleroseforeningen i 1990. I dansk sammenhæng er husene et stykke pionerarbejde, når det gælder lige adgang for alle. De ligger i Fuglsang Plantage syd for Grenaa. Området er fredet. Hvert år besøger omkring 22.000 gæster feriebyen. Medlemmer af Scleroseforeningen kan søge et legat, der giver dem halv pris på deres ophold.
Hensynsfulde huse
Lyden af Dronningens Ferieby er havet og vinden i træerne. De 44 huse er forbundet af stier, der bugter sig, så du bliver opslugt af det, når du går gennem det. Og så tager bygningerne næsten umærkeligt hensyn til de gæster, der lever med sclerose. Tilgængelighed er indbygget i arkitekt Erik Korshagens oprindelige vision. Det giver sig til udtryk ved hoveddøre med et diskret dørtryk ind til boligerne. Gardiner kan tilpasses lige så nemt på en knap uden et langt stræk med kroppen ind over et køkkenbord. Eller tag sengene, der har samme fleksibilitet som en hospitalsseng, men er beklædt, så det faktum ikke gør væsen af sig.
Vinduerne er dybt røde, hvilket kan ligne en rent æstetisk beslutning, men som Karen Lassen fremhæver:
“Hvis dit syn er svækket, hjælper farven til, at du ikke går ind i dem.”
Og det er altså ikke trafiklys-rød. Dronningens Ferieby råber ikke på den måde. Smukt og veldesignet, jovist, men også sit eget stykke politik. Et indspark til den arkitekt eller byplanlægger, som et andet sted i verden skal gøre et område tilgængeligt for mange forskellige kroppe. Som standard og udgangspunkt rettere end en særligt markeret indgang herovre til siden.
“Der kommer også forretningsrejsende og familier, som ikke tænker over de ting. Og det er helt okay,” siger Karen Lassen.
Vi gør ikke noget, uden der er en vis tryghed i det
De rigtige forstyrrelser
Meget af hemmeligheden bag Dronningens Ferieby er at ramme en balance: Hvornår har folk lyst til at blive forstyrret? Det spænder fra hensyntagen inden for væggene. Der er to badeværelser i alle huse, så utålmodige børn ikke behøver skynde på deres forældre. Og på ydersiden. Husene er vendt på grunden, så de både har lysindfald og ugenerthed. Du kan ikke kigge ind til naboen.
Forstyrrelser, der er fuldt ud opmuntret, er daglige hilsner. Hvis du arbejder i Karen Lassens team, siger du hej. Om du så passerer en kollega eller en gæst.
“Hvis en gæst har et spørgsmål, må man ikke snerre, fordi man har gang i noget andet. Lige meget hvor travlt man har. Ægte værtskab er hjerterum. Det kræver personer, der kan veksle mellem de forskelligheder, der er her.”
I praksis er det en kultur, men for hende udspringer det af at være sit ansvar bevidst.
“Når jeg taler et kvarter med nogen, gør jeg mig umage. For jeg kan ikke vide, om det er den sociale kontakt, personen havde den dag.”

Mærkedagen i en bisætning
Karen Lassen og hendes team læner sig også ind i andre situationer. Adspurgt om seværdigheder er de hurtigere til at anbefale en rute til et udsigtspunkt end at foreslå Djurs Sommerland. For den første plan undgår at blive et spørgsmål om økonomisk råderum. Og får de nys om et sølvbryllupspar, kommer der en flaske champagne på værelset. Eller de sætter gang i skumfiduser over et bål til de yngre gæster. Hører de om en fødselsdag, sørger de for is.
“Tit nævner dem, der booker opholdet, en mærkedag i en bisætning, som falder sammen med, at de kommer. Det skal du lytte dig ind til,” siger Karen Lassen.
Hun kan godt joke med teamet med, at det nogle dage er som at arbejde i Fawlty Towers med henvisning til John Cleese-serien, hvor hoteldrift er et yderst omskifteligt fag.
“Vi siger det, fordi du skal have det fint med at veksle mellem at hjælpe med at pudse glas og guide til, hvor du køber den bedste lokale fisk, eller hvad smutvejen er ned til Fornæs Fyr.”
Selv har hun det bedst i fart. Hun siger, at hun ikke er så god til at trække stikket i det daglige. Men hvis hun skal dele en strategi, som driver arbejdet:
“Jeg tanker op på gode skæbner. Folk skal have deres årsoplevelse, når de kommer her. Det gør mig høj på adrenalin, når det sker.”
Hun kan finde på at bruge nogle minutter ved Fortælletræet og tage et par dybe åndedrag. Og to uger om året er hun helt uden for rækkevidde på en strand et sted. Det er nødvendigt, når man som hende bor et kvarter fra gæsterne. Og altid kan træde til.
Når jeg taler et kvarter med nogen, gør jeg mig umage. For jeg kan ikke vide, om det er den sociale kontakt, personen havde den dag



