Pernille Ibsen Hauge, leder af Rådgivning og Frivillighed i Hjerteforeningen
“I Hjerteforeningen har vi mange pårørende til hjertepatienter, der engagerer sig som frivillige for at støtte vores sag. For mange handler det om at få et netværk blandt ligesindede, men også om at give tilbage til andre, som står i samme situation som dem selv. Det er tydeligt, at hjertesagen står de frivillige, der selv er pårørende, meget nær, og derfor oplever vi, at de ofte er meget dedikerede, og mange har også et godt lokalt netværk, hvor de kender til de øvrige lokale og mulige samarbejdspartnere – på den måde, er de fantastiske ambassadører. Det er altid vigtigt, når man skal rekruttere at gøre sig klart, hvad opgaven består i. Hvor stor er opgaven? Hvilke kompetencer kræver den? Det gælder også, når man skal rekruttere pårørende som frivillige.
I vores forening, har vi nogle aktiviteter, hvor det er et krav eller i hvert fald en fordel at være pårørende – det kan være som forældre til et hjertebarn eller som pårørende-støtte, hvor den frivillige indsats netop bygger på, at man som frivillig kan tage udgangspunkt i egne erfaringer i for eksempel en såkaldt ”peer-to-peer samtale” (en arrangeret samtale mellem to i samme situation, red.).Vi ved fra undersøgelser om livet med en hjertesygdom, at rollen som pårørende kan være krævende – og derfor er det vigtigt at have en kultur, hvor der er mulighed for at sige til og fra, hvis hjemmesituationen ændrer sig.”
Helene Kemp, udviklingskonsulent i SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed
“Som i mange andre foreninger har vi i de seneste år gennemgået en professionalisering af rekrutteringen af frivillige. I SIND har der traditionelt set været mange frivillige pårørende, og sådan er det også i dag. Det skyldes, at mange tætte pårørende til mennesker, der lever med psykisk sårbarhed, har oplevet den, de er pårørende til, være meget ensom, og have det utrolig svært i perioder. Ligesom den, der lever med psykisk sårbarhed, kan føle sig mast, kan den pårørende føle det samme – man har måske skulle hjælpe meget i hverdagen med jobcenter og indlæggelser, og det kræver ressourcer. En del frivillige pårørende i SIND efterspørger muligheden for at være med til at skabe frirum, hvor de kan være sammen med den, de er pårørende til, på en anden måde, end de er til hverdag, så det er et vigtigt fokus for os.
Vi har både mange frivillige pårørende i vores bisidderkorps og i vores lokalafdelinger, og de kommer med nogle vigtige ressourcer på trods af, at det i kan være hårdt i perioder at være nær pårørende til et menneske, der lever med psykisk sårbarhed. Vi ved dog, at frivilligt arbejde er med til at fremme mentalt helbred, både for dem, der er pårørende og dem, der selv lever med psykisk sårbarhed. Vi spørger ikke som sådan vores frivillige, hvad deres baggrund er, men vi sørger for at tale med dem om den frivillig-opgave, de påtager sig. Hvad de har lyst til, og hvilke ressourcer har de. Det er en vigtig samtale at have, og det er forhåbentlig med til at gøre det frivillige arbejde meningsfuldt.”
Anne Frøkiær, organisationskonsulent i Scleroseforeningen
“Pårørende er ikke én målgruppe, når det kommer til frivillighed. Det er mennesker i al deres forskellighed. Derfor handler det for os i Scleroseforeningen om at sørge for, at vi har forskellige frivilligopgaver på hylden, fordi vi mennesker engagerer os forskelligt i frivilligt arbejde. Det er både bestemt af interesser, hvad vi har af kompetencer og af vores hverdag. Derfor har vi også organiseret det frivillige arbejde i Scleroseforeningen ud fra interesseområder. Vores fornemmeste opgave er at gøre det muligt at gøre en forskel for sclerosesagen på mange forskellige måder. Vi har brug for frivillige, og det gælder både dem, der kan afsætte mange timer, og dem der kun kan afsætte et par timer ad hoc. Ligesom vi både har brug for dem, der kan hjælpe til praktisk, dem der er gode til at snakke med folk, dem der selv vil starte en aktivitet, eller dem, der kan lide at tage de opgaver, der nu byder sig. Og det er med pårørende som med mennesker i det hele taget; vi skal huske at spørge dem, om de vil være frivillige. Når det er sagt, har vi et stort ønske om, at pårørende til mennesker med sclerose bliver frivillige i foreningens arbejde. Og med pårørende mener jeg både familien, vennerne og alle dem, der er tætte på en person med sclerose. Vi har ganske enkelt brug for at være mange omkring den her sag.
De erfaringer, vi har gjort os gennem mange år viser, at de oplevelser, det frivillige arbejde giver, er meget værdifulde – for mange er det følelsen af at kunne gøre noget, og det at have et netværk, man ikke vidste, at man havde brug for.”
