Regeringen og Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har netop besluttet at forlænge Sclerosehospitalernes merbevilling i tre år. Det betyder, at hospitalerne i Ry og Haslev kan fortsætte deres livsvigtige arbejde med at give sclerosepatienter højt specialiseret neurorehabilitering – og holde ventetiderne nede. I Scleroseforeningen er begejstringen stor.
“Vi er utroligt glade og taknemmelige for, at regeringen og aftalepartierne har valgt at forlænge Sclerosehospitalernes merbevilling. Det giver ro, stabilitet og mulighed for at fortsætte den indsats, der gør en kæmpe forskel for mennesker med sclerose,” siger administrerende direktør i Scleroseforeningen, Klaus Høm.
“Samtidig viser det, at politikerne anerkender, hvor afgørende specialiseret neurorehabilitering er – og at Sclerosehospitalerne er en uundværlig del af det danske sundhedsvæsen.”
En redningskrans i tide
Den nuværende merbevilling stod til at udløbe midt i 2026. Uden en forlængelse ville det have haft alvorlige konsekvenser: markant længere ventetider, tab af højt specialiseret personale og store menneskelige og samfundsøkonomiske følger.
“Det her er virkelig en lettelse,” siger Klaus Høm: “Hvis bevillingen ikke var blevet forlænget, ville mange patienter skulle vente meget længere på den rehabilitering, der gør, at de kan blive ved med at leve aktivt og udskyde eller minimere sygdommens følger. Nu kan vi i stedet se fremad.”
Behovet vokser – patienttallet er tredoblet
Siden Sclerosehospitalernes grundbevilling blev fastsat for 30 år siden, er antallet af danskere med sclerose tredoblet. Danmark har i dag verdens højeste forekomst af sclerose per indbygger – næsten 20.000 mennesker lever med sygdommen.
Alligevel har hospitalerne aldrig fået reguleret deres grundbevilling, som fortsat er dimensioneret til 1990’ernes patienttal. Derfor er merbevillinger helt afgørende for, at kapaciteten kan følge med virkeligheden.
“På længere sigt håber vi, at der kan findes en varig løsning – en fast finansiering på finansloven, der afspejler det stigende patientantal og det øgede behov for specialiseret rehabilitering,” siger Klaus Høm.
“Men lige nu fejrer vi, at tusindvis af patienter får ro og tryghed i de kommende år.”



