Allerede da jeg går op ad trappen til Anders Thordals lejlighed i Nærum nord for København, er det tydeligt, at her bor en kunstner. Store, farverige udskæringer i træ hænger i opgangen – og på reposen foran døren.
Indenfor er væggene tæt dekoreret. Billeder, tegninger, print og bøger står og hænger side om side, og en hel række af udskårne cirkler af træ i forskellige størrelser er malet i alle tænkelige farver. Kunsten er overalt.
”Kunsten kører bare hele tiden inde i mig. Selv når jeg sidder en søndag aften og ser en ligegyldig serie, så er jeg opmærksom på farverne, og hvordan jeg kan bruge det,” siger manden bag de farverige værker, Anders.
Han fortæller også, at han er inspireret af den danske maler, grafiker og billedhugger Poul Gernes, som du måske bedst kender for farveeksplosionen uden på Palads-biografen i København.
På gulvet i Anders’ lejlighed ligger fire store bogstaver: ZUSA. Det er hans kunstnernavn, og det er en forkortelse af det tyske ”zusammen”, som betyder sammen.
Anders har nemlig haft sclerose siden midten af 90’erne, bliver hurtigt træt og er påvirket fysisk, så han har brug for hjælpere til sine daglige gøremål. Og til at skabe streetart.
At se begrænsningen som en mulighed
Kunsten giver Anders noget at stå op til om morgenen, fortæller han.
”Jeg kan føle mig fri inden for de rammer, som kunsten sætter. Den er drivkraft og energi. Jeg tror, min sclerose ville have været meget værre, hvis ikke jeg havde kunsten. Og sclerose er altid til syne på en eller anden måde i min kunst. Det er altid en slags status for, hvor jeg befinder mig lige nu,” siger Anders fra den sorte elektriske kørestol, som står i skarp kontrast til alle de farver og former, som fylder lejligheden fra gulv til loft. Kun en lille smule lyserød maling på venstre baghjul vidner om, at Anders har været i gang med et streetartprojekt.
Anders har i sin ungdom malet graffiti og kom senere på Danmarks Designskole. I sit første job som illustrator i København Zoo tegnede han plakater med dyr på. Men en dag kunne han pludselig ikke længere holde fast på blyanten. Anders havde fået sekundær progressiv sclerose, og efter en håndfuld år måtte han sætte sig i kørestolen. Armene kan han heller ikke bruge længere, som han plejede, og han kan ikke selv tegne og lave sin kunst på samme måde som før.
”Jeg er bevidst om, at det ikke er så nemt at vende kajakken med min sclerose. Min virkelighed er jo, som den er, jeg skal ikke prøve at gøre det anderledes. Hvis jeg skulle gå rundt og dunke mig selv i hovedet, fordi kroppen ikke kan mere, så ville jeg jo aldrig dyrke og opdage de ting, jeg faktisk er i stand til. Så det er et spørgsmål om at se begrænsningen som en mulighed i stedet for et stort tab.”
I dag bliver bogstaverne skåret ud i træ og malet i værkstedet af en helt særlig grund. Det er nemlig den nemmeste måde at gøre det hele klar på forhånd. Når de så skal ud at hænge i gadebilledet, er det bare at lime bogstaverne op.
”Det er begrænsningerne, der har gjort, at det har den form i dag. Så er der en grundform, og det gør det nemmere for mig at diktere, hvordan det skal se ud,” fortæller Anders.
Anders kender sin sygdom ud og ind, så han ved altid, hvordan dagen i morgen ser ud, fortæller han. Men varmt vejr kan for eksempel påvirke hans sclerose i sådan en grad, at han ikke engang kan skabe kunst.
Hjælperne er hans pensler
Anders’ sclerose gør, at han ikke selv kan skære træet ud og holde penslen, når træpladerne skal dekoreres med farver. Derfor har han brug for en række hjælpere, når hans kunst skal føres ud i livet.
”Jeg er jo fysisk begrænset. Dybest set så er mine hjælpere jo mine pensler, og det er bare fantastisk. Når vi arbejder, så handler det om at prioritere energien. Det bliver nødt til at foregå, når jeg er frisk. Jeg fortæller, hvilke farver, de skal bruge, og hvordan det skal se ud. De fleste af dem ved dog efterhånden, hvad jeg tænker. Jeg er så heldig, at jeg har den samme stab, for folk bliver gerne hængende.”
Anders har ikke kun brug for hjælp til at lave bogstaverne. Når de skal op at hænge i gadebilledet, må Anders sidde i kørestolen, mens en af hans hjælpere står højt oppe på stigen og sætter bogstaverne op efter Anders’ anvisninger:
”Når vi er ude for at hænge bogstaverne op, er opmærksomheden fra forbipasserende tit rettet mod mig. Den store kørestol er jo et blikfang. Og det er jo smart nok, for så lægger de bare mindre mærke til mine hjælpere, som kravler rundt og hænger bogstaver op og laver gadekunst,” smiler Anders.