Mange af symptomerne ved ADEM og sclerose er de samme, da der i begge tilfælde er tale om skader på nerverne i centralnervesystemet. Selvom ADEM minder om sclerose i den måde nerverne angribes, er det ikke den samme sygdom. ADEM går normalt i sig selv igen, mens sclerose er en blivende, kronisk sygdom. ADEM udvikler sig normalt meget hurtigt, så symptomerne når et højdepunkt efter mindre end en uge. Denne hurtige sygdomsudvikling ses normalt ikke ved sclerose. Et fåtal af mennesker med ADEM rammes senere i livet af sclerose, men der findes ingen måder at forudsige, hvilke personer det drejer sig om.

ADEM i Scleroseforeningen

Da både ADEM og sclerose er sygdomme, der nedbryder nervesystemet, vil mange af symptomerne minde om hinanden. Den medicinske behandling er forskellig, men de daglige opmærksomhedspunkter og træning minder om hinanden. Personer med ADEM og deres pårørende vil derfor kunne have glæde af mange af de gode råd, der findes på Scleroseforeningens hjemmeside.

I Scleroseforeningen har vi både socialrådgivere og psykologer i vores rådgivningsteam. De ved alle meget om nervesygdomme både i forhold til kommunen og behandlerne, men også i forhold til den personlige omvæltning en diagnose er. Kontakt os for at høre mere.