Den 2. august 2022 trådte nye barselsregler i kraft. Lovgivningen opererer fremadrettet med begrebet “øremærket barselsorlov”.
Øremærket betyder, at orloven er reserveret til den anden forælder/faren. Konkret handler det om ni uger, som er øremærket, og hvis anden forælder/far ikke gør brug af orloven, er den tabt.
Der er undtagelser i loven, som gælder:
- selvstændige
- ledige
- studerende
Hvad skal jeg som anden forælder/far gøre, hvis jeg ikke er i stand til at passe mit barn?
Hvis den anden forælder/far er lønmodtager og har ret til barselsdagpenge, men ikke kan passe barnet alene kan mor søge om at få ni ugers ekstra orlov med barselsdagpenge.
Det er ikke undtagelsesbestemmelser for personer i fleksjob. Det handler ikke om fleksjob, men situationer, hvor den anden forælder har et alvorligt handicap, der betyder, at det ikke er muligt at passe sit barn alene. Det er vigtigt at præcisere.
Den nedsatte funktionsevne/handicappet skal være dokumenteret for eksempel ved lægeerklæring eller journaludskrift. Udbetaling Danmark skal vejlede om dokumentationen.
Vær opmærksom på, at barnet skal være født, og du skal være registreret forælder, før du kan søge om ekstra orlov.
Der er ingen frist for at søge om de ni ugers ekstra orlov, men Udbetaling Danmark anbefaler, at du søger hurtigst muligt efter barnets fødsel.
Reglerne fremgår af §16 i bekendtgørelse nr. 427 af 5.4.2022:
Tildeling af ekstra uger med barselsdagpenge i særlige situationer
§ 16. Udbetaling Danmark kan efter ansøgning tildele ekstra 9 uger med barselsdagpenge til den ene af barnets forældre ved fravær efter barselslovens §§ 9 eller 10, hvis den anden forælder på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse er ude af stand til at passe barnet alene.
Stk. 2. Forælderen skal fremlægge lægelig dokumentation for, at den anden forælder er ude af stand til at passe barnet alene. Udbetaling Danmark betaler for den lægelige dokumentation, hvis der er behov for en lægeerklæring.
Hvordan forholder jeg mig i forhold til orientering af min arbejdsgiver?
Vær opmærksom på at overholde de tidsfrister, som er gældende, så din arbejdsgiver ved, hvornår du holder barselsorlov, og hvornår du forventer at genoptage dit arbejde igen.
Hvor finder jeg reglerne?
- Barselsloven
- Borger.dk