Hvad er min opgave som husleder?

Som husleder er du den voksne i et af feriehusene på campen. Du har det primære ansvar for den gruppe børn, der bor i dit hus (4-5 børn). Det betyder, at du er børnenes trygge voksne og er den, som de kan henvende sig til med stort som småt.

Det er dig, der siger ‘godmorgen’ og ‘godnat’, og det er dig, der giver et kram, hvis hjemveen skulle melde sig.

Det er også dig, der har styr på det praktiske, som at børnene kommer i seng og får børstet tænder og dagen efter igen er klar til dagens aktiviteter.

I løbet af dagen er det FUN-Team, som står for aktiviteterne, og vi andre hjælper til.

Måltiderne spiser vi sammen i fælleshuset.

Mød Pauline, der var frivillig i 2023:

Hvor og hvornår foregår det?

BørneCamp foregår mandag til fredag i uge 27 i Dronningens Ferieby i Grenaa. Vi betaler for din transport, og du får selvfølgelig både kost og logi.

Hvor lang tid skal jeg sætte af?

Selve den uge hvor BørneCampen finder sted. Det vil sige fra mandag morgen den 1. juli til fredag den 5. juli om eftermiddagen.

Herudover afholder vi intromøde tirsdag den 18. juni kl. 17.30-18.30. Intromødet foregår online via Teams.

Er der nogle krav til mig, og hvad får jeg ud af at melde mig som frivillig husleder?

Det vigtigste krav til dig for at komme med som husleder er, at du har forståelse for og erfaring med børn og har lyst til at give dem en god sommerferieoplevelse. Det er ikke et krav, at du har erfaring med kronisk sygdom, men det er en fordel.

Til gengæld for at hjælpe os, får du:

  • nogle dage i Grenaa lige ned til Kattegat sammen med 6 andre frivillige, to familieterapeuter og ansatte i Scleroseforeningen, som sammen med dig går efter at skabe den hyggeligste uge for de tilmeldte børn
  • studie- eller erhvervsrelevant erfaring
  • indsigt i børn som pårørende

Det lyder fedt! Hvordan søger jeg?

Send et par ord om dig selv og din motivation til Annette på mail : aje@scleroseforeningen.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!