Hvad er min opgave som medlem af Ungeudvalget?

Ungeudvalget sikrer, at Scleroseforeningen er relevant for unge, der lever med sclerose. Dette gøres i samarbejde med Scleroseforeningens sekretariat og udvalgets sekretær.

Udvalget består af i alt 10 medlemmer med en formand og en næstformand. Disse to vælges hvert andet år af udvalget selv, efter valget er gennemført i slutningen af september. Den valgte formand får en plads i Scleroseforeningens hovedbestyrelse.

For at sikre foreningens relevans for unge afholdes hvert år to UNG Tema-weekender arrangeret af Ungeudvalget. Herudover udarbejder udvalget sammen med udvalgssekretæren en toårig handlingsplan, hvor udvalgets fokus besluttes.

Som medlem af Ungeudvalget har du også mulighed for at tilvælge repræsentantskaber alt efter interesse. For eksempel i EMSP, som er et europæisk samarbejde af MS-foreninger, eller i nogle af Scleroseforeningens andre udvalg.  

Læs mere om Ungeudvalget her

Hvor lang tid skal jeg sætte af til arbejdet?

Der er valg hvert andet år til alle foreningens udvalgsposter. Det vil sige, at du vælges for en toårig periode. Udvalget mødes 3-4 gange om året efter behov. Minimum to af de møder foregår fra fredag eftermiddag til søndag formiddag i Dronningens Ferieby i Grenaa. Møder kan også foregå via Teams. Som repræsentant i et andet udvalg eller samarbejde vil du herudover skulle afsætte tid til cirka 1-4 årlige møder. Imellem møderne kan der også være behov for at mødes i nedsatte arbejdsgrupper.

Er der nogen krav til mig?

For at kunne stille op til Ungeudvalget er der følgende krav:

  • Du skal selv have sclerose
  • Du skal være maks. 38 år i september 2024
  • Du skal være medlem af Scleroseforeningen

Hvad får jeg ud af det?

Hvis du bliver valgt til Ungeudvalget, får du en mulighed for at få indflydelse på ungeperspektivet i Scleroseforeningen – et perspektiv, som værdsættes højt. Herudover får du erfaring med arbejdet i en forening med medlemsdemokrati samt praktisk erfaring i forhold til at planlægge og afholde arrangementer.

Det lyder fedt! Hvordan stiller jeg op?

Den. 1. juni åbnes der for opstilling på foreningens hjemmeside. Her vil du til og med den 24. august kunne stille op, hvorefter medlemmer af Scleroseforeningen kan afgive deres stemmer på den kandidat, de helst ser valgt ind. Hvis du er interesseret, men opstillingen endnu ikke er åben på hjemmesiden, så skriv til Annette Irma på aje@scleroseforeningen.dk eller ring på 24990155.