Samfundet prioriterer ikke tilgængelighed i byrummet højt nok.
Det fandt kandidatstuderende ved Roskilde Universitet, Monica Rahbek, ud af, da hun skrev sit speciale om tilgængelighed i byrummet. I forbindelse med sin forskning har hun inddraget ti mennesker med sclerose, der lever med en funktionsnedsættelse. De har bidraget som såkaldte medforskere, der har givet Monica et særligt indblik i de hverdagsudfordringer, som dårlig tilgængelighed medfører.
Hvad ville du undersøge med dit speciale?
Med mit speciale ville jeg gerne afdække nogle af de blinde vinkler, man kan have som kropskapabel person. Der er meget, som du og jeg tager for givet, når vi bevæger os ud i byrummet – at vi let kan benytte offentlig transport, eller at vi kan komme ind ad en butiksdør. Ting som mennesker, der for eksempel benytter et hjælpemiddel, ikke altid kan tage for givet. I yderste led fører de begrænsninger, man kan møde som ”ikke-kropskapabel” person til, at der er en stor gruppe, der bliver ekskluderet fra sammenhænge eller steder. Og det er et problem, for i udgangspunktet bør vi have de samme vilkår, når vi befinder os i byrummet – det er bare langt fra sådan, det forholder sig.
Nu har du mødt en række mennesker, der lever med sclerose – hvilke udfordringer oplevede de i byrummet?
Der var især et problem, som alle mine medforskere kunne mødes om – nemlig højdeforskelle og ujævn belægning. Selvom det ser hyggeligt og stemningsfuldt ud med brosten, er det ikke farbart for alle, og der mangler simpelthen alternative passager eller stier mange af de steder, hvor der er brosten. Så er der sådan noget som fortovsfliser, hvor designet ofte er sådan, at der lægger to fliser ved siden af hinanden adskilt af en stribe af brosten. Det skaber især problemer for dem, der bruger elscooter, kørestol eller rollator, fordi ujævnhederne kan være til gene og ubehagelige at køre på.
Der er et specifikt eksempel, jeg gerne vil fremhæve. En mandlig medforsker, der bruger kørestol til at komme rundt, viste mig, hvordan han var nødt til at køre ulovligt på bilernes vejbane for at komme over krydset i sit lokale villakvarter. Grunden er, at der mangler noget så simpelt som asfalthældninger fra fortov til vej i krydset – derfor er han tvunget til at køre ned af en hældning, der ligger et godt stykke fra krydset og køre resten af vejen derhen på vejbanen. Det er både ulovligt og farligt.
Der er en stor gruppe af mennesker i vores samfund, som ender med ikke at have lige muligheder, hvis vi ikke begynder at tænke bydesign mere bredt.
Monica Rahbek
Hvad er konsekvensen af de her ting?
Konsekvensen er, at man, hvis man har en funktionsnedsættelse af en art, hele tiden er nødt til at økonomisere sine kræfter og tænke strategisk, når man bevæger sig rundt i byrummet. Det kan godt lade sig gøre at komme rundt, men ikke uden hele tiden at være ultrabevidst om omgivelserne, og det er ikke hensigtsmæssigt. Det kræver mange kræfter både fysisk og kognitivt, og det kan begrænse en persons færden. Det kan være, man gerne vil handle i Meny, men fordi Netto er tættere på, må man handle der for at spare på energien, så der er nok til resten af dagen. For mange betyder det også, at de føler sig mere afhængige af deres omgivelser – for eksempel pårørende – til at hjælpe dem trygt rundt i byrummet, og det gør, at de ikke kan være lige så selvstændige, som de ønsker.
Kan man selv gøre noget for at bidrage til et mere tilgængeligt byrum som privat person?
Noget, som alle, der bor i huse med haver, kan tænke over, er at få klippet hækken i god tid, så den ikke hænger for meget ud over fortovet. Det kan virke som en lille detalje, men hvis du færdes med hjælpemidler, kan det blive en irriterende og unødig forhindring, at fortovet bliver endnu smallere, når hækkene ikke bliver klippet i tide.
Hvorfor mener du, at det er vigtigt, at der generelt set kommer endnu mere fokus på tilgængelighed i byrummet?
Der er en stor gruppe af mennesker i vores samfund, som ender med ikke at have lige muligheder, hvis vi ikke begynder at tænke bydesign mere bredt. Det er mennesker, som er født med de samme rettigheder og livsvilje som du og jeg. De skal selvfølgelig have præcis samme adgang til at tilgå de tilbud og muligheder, der er i vores samfund. At man har en kropslighed, der falder udenfor det, der er blevet gjort til normaliteten i vores samfund, betyder lige nu, at man kan blive ekskluderet fra virkelig mange ting. Det er både i selve byrummet, men vi kan også tale om adgangen til uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Det hele bunder i den samfundsstruktur, vi har. At vi har et privilegeret og blindt billede af, hvad kroppen skal kunne, og det er selvfølgelig vigtigt, at vi får ændret det narrativ.
Efter at have forsket i det her område, hvad mener du så, der skal til for at gøre byrummet mere tilgængeligt for mennesker med sclerose?
Jeg tror ikke, der findes et entydigt svar på, hvordan man kan gøre byrummet 100 procent tilgængeligt for alle grupper af mennesker, men noget af det, mine medforskere fremhæver er, at vi bør begynde at tænke mere i nivellering. Hvis vej og fortov er i niveau, bliver det nemmere at komme rundt med hjælpemidler. Flere af mine medforskere fremhævede også farveinddelinger som en del af løsningen. Hvis alt er i niveau, har vi brug for at kunne afkode, hvad der er cykelsti, fortov og kørebane, og det kan man gøre med farveinddelinger. Generelt handler det om at spørge dem, der lever med funktionsnedsættelser, hvad deres udfordringer er, og sørge for at inddrage deres erfaringer i langt højere grad i fremtidige designprocesser og ved renovationer af byrummet.
Du har talt med mennesker med MS, men kunne du ikke lige så godt have interviewet arkitekter, eller byplanlæggere, som har stor faglig indsigt i emnet?
Der er stor forskel på faglighed og levede erfaringer, og jeg tror aldrig, at en arkitekt kan blive lige så klog på byrummets barrierer, som dem, der hver dag oplever dem i forbindelse med deres funktionsnedsættelse. På den workshop, jeg afholdte, som en del af forskningsprocessen, kom der et fint eksempel på bordet, der illustrerer, hvordan der ikke altid er et match mellem arkitektens intention og brugernes behov. Flere af mine medforskere har oplevet, hvordan der på offentlige handicaptoiletter er hængt knager op til overtøj. Men knagerne hænger i højden til folk, der er stående – de er altså slet ikke mulige at benytte, hvis man sidder i en kørestol. Så er der de ophængte håndtørre, der typisk sidder i en højde, der godt kan nås, når man sidder i kørestol, men ikke uden at vandet fra hænderne bliver sprøjtet tilbage i ansigtet, fordi det ikke er tiltænkt mennesker i en siddende position. Et ønske fra mine medforskere var, at man nedsætter en eller flere ekspertgrupper på tværs af forskellige handicaps – for eksempel gennem Dansk Handicap Organisation – som kan inddrages i større designprocesser for på den måde at imødekomme dem, det handler om, og sikre at det, der designes, rent faktisk fungerer i praksis.
