Den nye ordning for vederlagsfri fysioterapi er en ommer

I januar stod tusindvis af sclerosepatienter over for en ny virkelighed. Her startede den nye ordning for vederlagsfri fysioterapi, som Danske Fysioterapeuter har indgået en overenskomstaftale om med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, og som i 2024 kun omfatter sclerosepatienter, men de følgende år vil udvides til flere patientgrupper. Den nye ordning skulle ifølge aftaleparterne forbedre effektiviteten af den lægehenviste behandling. Men virkeligheden har desværre vist sig at være langt fra det, der var målet med ordningen – meget langt fra faktisk. Det kan vi hverken på et menneskeligt eller samfundsmæssigt plan være tjent med.

For halvdelen af landets knap 19.000 sclerosepatienter er fysioterapi deres eneste behandlingsmulighed. Det er ikke en luksus, men deres eneste medicin mod den fremadskridende og invaliderende sygdom og deres eneste mulighed for at holde sygdommen stangen og bevare et aktivt og selvhjulpent liv længst muligt. Vi må forstå det fulde omfang af situationens alvor.

Som repræsentanter for de mere end 100.000 mennesker, der som patienter eller pårørende har sclerose helt inde på livet, er Scleroseforeningen blevet oversvømmet med henvendelser fra medlemmer fra hele landet siden begyndelsen af januar. Fælles for henvendelserne gælder, at patienterne har fået antallet af deres lægehenviste behandlinger drastisk beskåret og i manges tilfælde mere end halveret. Jeg må derfor være meget klar i mælet: Ordningen fungerer ikke, og det er mangel på rettidig omhu, når både Danske Fysioterapeuter og kommunerne over for Danmarks Radio i weekenden opfordrede til at ”se tiden an” og til at give den nye ordning ”tid til at komme ind under huden” på fysioterapeuterne.

Tid er det eneste patienter med en fremadskridende og invaliderende sygdom som sclerose ikke har. De skal hele livet kæmpe for at bevare funktion. For hver dag, der går, bliver disse mennesker mere syge og mere plejekrævende. Og udfordringer og omkostninger vil derfor kun vokse, hvis ikke der handles nu. For samfundet er det ikke bare et spørgsmål om medmenneskelighed, det er også et spørgsmål om økonomi.

Under corona-epidemien fik vi indblik i, hvor hurtigt det kan gå, og hvor store konsekvenser det kan få for mennesker med sclerose, hvis de ikke får den nødvendige fysioterapeutiske behandling og træning. Et stort flertal af sclerosepatienter blev under epidemien ramt af forringede muligheder for at få den nødvendige træning og behandling og var i en periode henvist til helt eller delvist at træne selv. Næsten tre ud af fire af disse rapporterede senere, at de i nogen eller i høj grad havde mærket fysiske konsekvenser af de forringede fysioterapeutiske behandlings- og træningsmuligheder under nedlukningen. Der var patienter, der havde tabt så meget funktion, at de ikke længere selv kunne befordre sig til fysioterapiklinikken, og lige siden sker det jævnligt, at jeg møder medlemmer, der fortæller, at det aldrig lykkedes dem at generhverve det funktionsniveau, de havde før coronanedlukningerne.

Det er viden, der forpligter, og som gør, at der er behov for, at vi handler med hjertet og med hjernen, og at vi gør det nu. Der er ingen tid at spilde i et sundhedsvæsen, der allerede nu mangler hænder til at behandle følgesygdomme og funktionstab, som kunne have været undgået.

Sclerosepatienter er blot den første gruppe af patienter i denne nye ordning. Snart er det planen, at også landets mange parkinson-, stroke- og kronisk leddegigtpatienter skal overgå til den nye ordning. Derfor opfordrer jeg alle relevante parter til at tage ansvar og handle nu. Der skal findes en løsning, der klart og tydeligt sikrer, at den lægehenviste vederlagsfri fysioterapi er tilgængelig for de tusindvis af mennesker, der bogstaveligt talt ikke kan klare sig uden.