Valget starter den 1. september, og alle medlemmer af Scleroseforeningen har mulighed for at stemme. Når valget åbner, vil du modtage en besked i e-Boks med et personligt link til at afgive din stemme. Du modtager kun beskeden i e-Boks, hvis vi har registreret dit cpr.nr. i vores medlemssystem. Hvis du har et husstandsmedlemsskab, har din husstand en stemmevægt på to stemmer. 

Inden valgperioden går i gang, har du mulighed for at orientere dig om de opstillede kandidater, så du kan beslutte, hvor du vil sætte dit kryds. Se kandidaterne på valglisten med MS-repræsentanter her.

Valget slutter den 25. september klokken 23:59.

Delegeretforsamlingen er Scleroseforeningens øverste organ. Det er Delegeretforsamlingen, der vælger medlemmer til Hovedbestyrelsen og foreningens udvalg. Det er også på det årlige delegeretmøde i Dronningens Ferieby, at Delegeretforsamlingen godkender foreningens årsrapport og budget.

For at sikre en bred repræsentation sammensættes Delegeretforsamlingen på følgende måde:

  • 43 pladser repræsenteres af et medlem fra hver af de 43 lokalafdelinger
  • 12 pladser repræsenteres af den siddende hovedbestyrelse
  • 16 pladser repræsenteres af medlemmer med MS – MS-repræsentanter*
  • 10 pladser repræsenteres af pårørenderepræsentanter
  • 10 pladser repræsenteres af netværksrepræsentanter
  • 4 pladser repræsenteres af ungerepræsentanter

Det er den kategori, der er markeret (*), hvor der i år skal stemmes om pladserne.

Hvis du ikke har e-Boks eller ikke modtager beskeden i e-Boks, så kontakt os på valg@scleroseforeningen.dk. Så kan vi hjælpe dig med at stemme via e-mail eller sms i stedet for.

Særligt for dig med et husstandsmedlemsskab

Hvis du har et husstandsmedlemsskab, har din husstand en stemmevægt på to stemmer jf. Scleroseforeningens vedtægter.

Stemmevægten er fordelt således, at hvis vi kun har registreret én person i husstanden, tildeles denne person 2 stemmer. Hvis vi har registreret to personer i husstanden, tildeles hver person én stemme hver.

Valgkortet udsendes via e-Boks d. 1. september. For at modtage valgkortet kræver e-Boks, at der er tilknyttet et cpr.nr. Hvis du ikke har modtaget et valgkort, skyldes det formentlig, at vi ikke har registreret dit cpr.nr. i vores medlemsregister. Hvis du gerne vil bruge din stemmeret, skal du derfor skrive til valg@scleroseforeningen.dk. Så kan vi sende et valgkort til dig via e-mail eller sms i stedet for.