1. Ret til mindst én årlig konsultation på en scleroseklinik

Mennesker med sclerose skal have ret til mindst én årlig konsultation hos en neurolog på en specialiseret scleroseklinik – uanset sygdomstype. Det vil sikre tidligere opsporing af sygdomsforværring, bedre medicinsk behandling og færre akutindlæggelser.

2. Lige adgang til effektiv behandling

Adgang til behandling må aldrig afhænge af en persons geografi, indkomst, alder, uddannelse eller sundhedskompetencer. Vores anbefaling er, at alle med sclerose følges, så de får den effektive behandling, der passer til dem. For mange vil det være sygdomsmodificerende medicin. For dem, der ikke har gavn af de nuværende behandlingsmuligheder – eller vælger dem fra – skal behandlingstilbud være tilgængelige, efterhånden som de udvikles.

3. Bedre støtte til pårørende til sclerose

Der er brug for øget aflastning til pårørende til mennesker med sclerose. Det mindsker risikoen for, at pårørende udvikler stress, angst eller sygdom og mister tilknytningen til arbejdsmarkedet. En af de mest krævende opgaver er dialogen med det offentlige sundhedssystem. Det er vores anbefaling, at regeringen afsætter penge til oprettelsen af sygdomskoordinatorer, der kan hjælpe pårørende med at navigere i systemet.

4. Ret til vederlagsfri fysioterapi, der matcher behovet

40 procent af sclerosepatienter oplever, at ordningen for vederlagsfri fysioterapi ikke dækker deres behov. Samtidig er fysioterapi den eneste behandlingsform for omkring halvdelen af alle, da de ikke er i medicinsk behandling. Regeringen bør sikre, at faglighed og ikke økonomi styrer omfanget af den behandling, mennesker med sclerose modtager hos fysioterapeuten.

5. Bedre adgang til kognitiv udredning, behandling og monitorering

Kognitive problemer er blandt de mest udbredte og oversete symptomer ved sclerose. Alligevel er systematisk kognitiv udredning, behandling og monitorering ikke en fast del af behandlingen for de fleste sclerosepatienter. Vi anbefaler, at scleroseklinikkerne screener for kognitive problemer og henviser patienter til udredning og opfølgende indsats. Hvis det er nødvendigt, skal der afsættes midler, så der nationalt er lige adgang til tilbuddet.