Den nye regering har haft en lang indflyvning. Regeringsforhandlingerne trak ud, sommerferien stod for døren, og det har naturligvis haft konsekvenser. Lovprogrammer er blevet forskudt, reformarbejde er blevet udskudt, og en række beslutninger har måttet vente. Det er svært at forestille sig, at det kunne være anderledes. Desværre.
Derfor er dette heller ikke en kritik af den nye regering. Men det er en venlig påmindelse om, at sundhedsområdet adskiller sig fra andre politikområder. For mens den politiske kalender kan sættes på pause, bevæger virkeligheden sig ufortrødent videre.
Sygdom tager ikke hensyn til regeringsdannelser – eller sommerferie. Sundhedsområdet er som en rulletrappe, der ikke stopper, selvom vi gør.
Stilstand betyder, at vi sakker bagud
Det er netop derfor, Sundhedsmonitors grundige gennemgang af efterårets sundhedspolitiske dagsorden giver anledning til eftertanke. Ikke fordi én udsættelse i sig selv er dramatisk, men fordi mange udsættelser tilsammen sænker det politiske tempo, mens udviklingen i sygdom, demografi og behandlingsbehov fortsætter med at lægge pres på et sundhedsvæsen, der allerede er hårdt belastet.
Når folkesundhedsloven, digitale patientrettigheder, lovgivning om behandlingsredskaber, nærsundhedsplaner, innovationsindsatser og en række andre centrale beslutninger skubbes længere ned ad den politiske dagsorden, kan hver enkelt beslutning være både forståelig og velbegrundet.
For stilstand findes reelt ikke på sundhedsområdet. Når politikken står stille på en rulletrappe, der fortsætter med at køre, er resultatet ikke status quo. Det er, at vi sakker bagud.
Vi står samtidig midt i den største omstilling af sundhedsvæsenet i årtier. Sundhedsreformen skal implementeres. Nye sundhedsråd skal finde deres fodfæste. Opgaver flyttes mellem sektorer. Samtidig bliver flere danskere ældre, flere lever med kroniske sygdomme, og forventningerne til et sammenhængende sundhedsvæsen bliver større år for år. Det er derfor afgørende, at de nuværende forsinkelser bliver netop dét – midlertidige.
Sundhedspolitik handler ikke blot om sundhed
Skal regeringens sundhedspolitiske minipause bruges konstruktivt, bør den bruges til at overveje, hvilken retning sundhedspolitikken skal bevæge sig i. For skal vi lykkes, er det ikke nok at tænke sundhedspolitik som sundhedspolitik alene.
For når mennesker bliver syge, bliver konsekvenserne hurtigt større end diagnosen. Arbejdsliv påvirkes. Familier presses. Ensomhed vokser. Tilknytningen til uddannelse og arbejdsmarked svækkes. Sociale problemer kan forværre sygdom, ligesom sygdom kan skabe social udsathed.
Derfor bliver fremtidens sundhedspolitik også nødt til at være socialpolitik, ja, måske endda kultur- og foreningspolitik.
Fællesskaber, deltagelse, civilsamfund og frivillighed er ikke blot noget, der skaber livskvalitet. Det er også noget, der forebygger ensomhed, styrker mental trivsel, understøtter rehabilitering og hjælper mennesker med at bevare tilknytningen til samfundet.
Vi får kun et robust sundhedsvæsen, hvis vi arbejder mere på tværs
Derfor bør man også håbe på, at samarbejdet mellem Sundhedsministeriet, Socialministeriet og Kulturministeriet styrkes i de kommende år. Ikke fordi ministerierne skal ligne hinanden, men fordi borgernes liv ikke følger ministeriernes organisationsdiagram.
Det gælder også samarbejdet med civilsamfundet.
Patientforeninger, sociale organisationer og den frivillige sektor er ikke alene talerør for mennesker med sygdom. Vi er en del af den infrastruktur, der får hverdagen til at hænge sammen for tusindvis af mennesker. Vi bygger bro mellem hospital og hjem, mellem behandling og arbejdsliv, mellem kommune og familie. Og vi hjælper mennesker med at holde fodfæstet, når sygdom forandrer deres hverdag. Vi ser konsekvenserne af lovgivningen længe før, de kan aflæses i en evaluering.
Den viden bringer vi gerne i spil. Ikke for at overtage politiske beslutninger. Men for at kvalificere dem.
Vi får kun et robust sundhedsvæsen, hvis vi arbejder mere på tværs. Regeringen har forståeligt nok haft brug for tid til at finde sit fodfæste. Nu har Danmark brug for, at sundhedspolitikken igen kommer op i tempo – og bevæger sig i den rigtige retning.
For patienterne er politisk stilstand aldrig bare en pause – det er risikoen for at blive efterladt, mens sygdommen og behovene bevæger sig videre.
