Kroppen, der bliver ved med at gi’.
Sådan har jeg det indimellem, når jeg tænker på min krop, og alt det den har været igennem: Der var de to fødsler i midt/slut-tyverne efterfulgt af amning. Derefter en del år, hvor jeg nedprioriterede kroppen og opprioriterede tiden med mine små børn. Så kom der en sclerosediagnose til, som min krop og mit sind brugte mine tredivere på at vænne sig til og nå frem til i dag, hvor jeg endelig har overskud til at fokusere på netop min krop og passe på den. Og det har givet pote. Endelig er jeg et godt sted rent kropsligt. MEN hvad lurer rundt om hjørnet? Det gør overgangsalderen. Bum.
Jeg orker næsten ikke mere. Nu var jeg lige landet et godt sted, hvor jeg nogenlunde kan aflæse min krops signaler. Og det giver mig ro og tryghed. Men så kommer der den her ukendte størrelse på banen. Jeg ved ikke, hvornår den kommer, og hvor slemt det bliver i mit tilfælde. Alt er uvist. Og jeg har det ikke godt med uvished. Det er der nok af i mit liv allerede.
Andre boller på suppen
I disse år er der endelig kommet et tiltrængt fokus på overgangsalder. En størrelse, der ligesom en række andre ”lidelser”, når det kommer til kvinder, har været noget vi åd i stilhed. For det var jo bare naturligt, og bestemt ikke en årsag til at tage særlige hensyn.
Der er ved at komme andre boller på suppen med forskningen og sundhedsmyndighederne, der langsomt kommer i sving i forhold til at finde ud af, hvordan vi kan blive klogere på overgangsalder og forhåbentlig lette pinslerne for halvdelen af jordens befolkning. Så de ikke bare ”skal tage sig sammen, for det er jo naturligt.”
Trækker mentalt i arbejdstøjet
Men det har også en personlig konsekvens for mig med sclerose, at der er fokus på overgangsalder. Sådan en som mig, der er i start fyrrerne og endnu ikke er gået ind i perimenopause-fasen (overgangsperioden op til selve overgangsalderen), bliver pludselig enormt opmærksom på, at der venter ”noget” lige om hjørnet, som potentielt kan spolere min nuværende sclerosebalance fuldkommen. Og min bevidsthed om det gør, at jeg mentalt trækker i arbejdstøjet for at forberede mig på dens komme og forhåbentlig derved kunne afværge de værste konsekvenser.
Hvordan undgår jeg, at overgangsalderen kommer til at rode med mine sclerosesymptomer? Vil jeg overhovedet kunne kende forskel på symptomerne? Mange overgangsaldersymptomer går på kognitive udfordringer. Og det er allerede dem, jeg kæmper mest med fra min sclerose. Så hvad gør jeg?
Det føles som om, det eneste fornuftige er at gøre alt det, jeg allerede gør i forvejen, for at afværge de værste symptomer fra min sclerose, og så afvente, hvor slemt det bliver. Problemet med den strategi er bare, at min kampgejst i forhold til endnu ”en ting”, min krop skal udsættes for og mit sind tage stilling til, er lig med 0. Jeg kan ikke overskue mere, der skal angribe min krop. Jeg har brug for en voksen, der kan fortælle mig præcis, hvordan jeg afværger katastrofen. For det bliver det jo måske?
Hvor er den voksne, når det kommer til overgangsalder og sclerose?
Der skal ikke meget mere krise min vej, før jeg får gevaldigt svært ved at opretholde min arbejdsindsats på 13 timer om ugen i fleksjob. Eller at opretholde mit sociale liv. Opretholde et anstændigt hjem. Opretholde at være en nogenlunde normal mor. I den forstand har raske kvinder nok lidt mere at trække og slække på, når de skal forholde sig til overgangsaldersymptomer, hvorimod jeg allerede er i knæ.
Og hvor er den voksne, jeg kan gå til, hvis overgangsalderen og min sclerose kommer til at skabe forvirring? Ifølge de mange kvinder, jeg efterhånden har talt med, der har været beriget med både overgangsalder OG sclerose, er der ikke nogen læger, der kan hjælpe. De ved lig med nul om at have sclerose og være i overgangsalderen. Dermed vil det være helt op til mig selv at sætte mig ind i og prøve mig frem – og derefter at overbevise lægerne om at bakke mig op i de tiltag, jeg gerne vil forfølge (som jeg har hørt flere kvinder have udfordringer med).
Bare endnu en voldsom kropslig udfordring i rækken
Hvis man tænker over det, er det kendetegnende for det at være kvinde, at der venter voldsomme kropslige udfordringer lige om hjørnet. Det kendetegner hele vores liv, fra vi er unge (menstruation), til vi er unge voksne (graviditet, fødsel, amning), og til vi går i overgangsalderen. For ikke at nævne de hormonudsving, der påvirker vores humør og energiniveau på daglig basis i alle de år, vi menstruerer.
At have sclerose i forvejen og så gå og vente på noget voldsomt kropsligt lige om hjørnet føles ikke spor naturligt. Det er uforudsigeligt og faktisk bare for meget. Men hvis vi snakker højt om det, vil vi føle os mindre alene, når vi endnu engang skal finde kampgejsten frem. Og vi vil nok også blive mødt med den forståelse og de lempelige krav, vi ved gud fortjener. God kamp derude, sclerosekvinder!
