Refleksioner og tanker om livet med sclerose – fra en, der selv lever med sygdommen.
KLUMME: Halleluja for et større fokus på overgangsalderen i disse tider. Men for én, der endnu ikke er gået ind i fasen, bliver det en meget stor og farlig ting, der truer lige om hjørnet. Sådan har klummeskribent Amalie Nebelong, 42, det. For hun er bekymret for, hvad det kommer til at betyde for hendes sclerosekrop, der lige nu er i balance efter at have været så farligt meget igennem.
KLUMME: Klummeskribent Amalie Nebelong får stadig ondt i maven ved tanken om at deltage i et sclerose-arrangement. Efter en del selvransagelse har hun fundet frem til en mulig årsag – og løsning.
KLUMME: I dette brev til sin mor reflekterer klummeskribent Amalie Nebelong over, hvordan det mon er at have en datter, der lever med en alvorlig sygdom.
KLUMME: At føle dårlig samvittighed over at have sclerose er ikke fordrende for noget som helst godt. Men det er alligevel sådan, klummeskribent Amalie Nebelong har det. Og den dårlige samvittighed har sat ild under hendes tendens til perfektionisme; hun vil gå langt for ikke at vise andre, hun er syg. Så langt, at hun i mange situationer kommer til at overpræstere. Og det har konsekvenser. Faktisk også for andre med sclerose.
KLUMME: Amalie Nebelong har 10-årsjubilæum som sclerosepatient, og det giver anledning til at se tilbage på, hvad hun har lært af at leve med sygdommen. Men også at se fremad og fundere over, hvordan de næste ti år bliver.
KLUMME: En rolig måned med få hyggelige traditioner. 5 helt nøjagtigt. Blottet for angst, forventningspres og sukker- og fedt-chok. Lyder det som en utopisk jul fra et eventyr? Det er såmænd bare vores klummeskribent Amalie Nebelongs jul. Og den er god nok. 10 år med sclerose har lagt en god bund for, at julefreden rent faktisk kan sænke sig – men det har været et langt sejt træk dertil.
KLUMME: Konfronteret med en sygemelding fra sit arbejde, blev klummeskribent Amalie Nebelong tvunget til at lære at slappe af. Det troede hun allerede, hun var ekspert i, men det viste sig at kræve en vild første uge som sygemeldt, før hun nogenlunde fik knækket koden.
KLUMME: Da Amalie Nebelong fik beskeden om, at hun havde fået sclerose, røg hun ned i et sort hul, der fik hende til at føle, at alt var håbløst. I dag er hun oppe af hullet igen, men hun er ikke i tvivl om, at hendes mentale helbred stadig spiller en rolle i, hvordan hun har det fysisk.
KLUMME: Hvordan skal der blive plads til andre større livsudfordringer i en hverdagsrutine, der er tilrettelagt snorlige efter sclerosens behov? Lige præcis det dilemma får oftest Amalie Nebelong til at føle sig mest syg.
KLUMME: Fleksjob har været vejen til, at Amalie Nebelong i dag føler sig mindre syg. Og så kan det godt være, at hun ikke er på fornavn med kollegernes kæledyr. Til gengæld er hun tættere end nogensinde med sine børn, og sclerosekroppen bliver passet og plejet.
Er gåture at springe over, hvor gærdet er lavest, når det kommer til træning? Nej, siger Amalie Nebelong. Hun har tværtimod oplevet, hvordan gåturene har kickstartet et nyt kapitel i hendes sclerose- og træningsliv med mere energi og kropsselvværd. Gåturene er nemlig ikke kun forbundet med blid træning for vores klummeskribent. De er også en anledning til at gøre status over sclerosekroppen og få ro på bekymringstankerne.
KLUMME: Der skulle tre tiltag til at hanke op i vores klummeskribent Amalie Nebelong, før hun fandt ud af, hvordan motivationen til at træne kom til hende.