Sigurd Hartkorn Plaetner var 20 år gammel, da han fik konstateret sclerose. Nu har den i dag 34-årige forfatter og lydfortæller lavet en podcast om, hvad det at få sclerose har gjort ved hans måde at være i verden på at på – en serie, der handler om at leve i skjul for, på trods af og i kraft af det, man ikke kan ændre. 

I podcastserien hører man Sigurds egen historie, men undervejs i programmerne møder man samtidig også andre mennesker, der har haft sclerose helt tæt på.

I første afsnit af ‘Du dør, hvis du græder’ skruer Sigurd tiden 14 år tilbage til dengang, verden – helt bogstaveligt – begyndte at vælte sammen omkring ham. Det føltes, som om væggene i hans lejlighed faldt ned over ham, og at træerne på hans gåtur gjorde det samme. 

Efter en smuttur til lægen, der udskrev færre byture og mere søvn, tog Sigurd til sin optiker, der med det samme ringede efter en ambulance, der kørte til Bispebjergs Akutneurologiske afdeling. Her var Sigurd indlagt, indtil lægerne konstaterede, at årsagen til hans synsforstyrrelser ikke var vilde fester, men derimod den kroniske sygdom sclerose. 

Hør Sigurd Hartkorn Plaetner fortælle resten af historien i første afsnit af ‘Du dør, hvis du græder’ her: 

‘Du dør, hvis du græder’ er en podcastserie i 14 afsnit, der er produceret og tilrettelagt af Sigurd Hartkorn Plaetner. Den er blevet til i samarbejde med Scleroseforeningen og JFM. 

Du kan finde alle afsnit af podcasten på alle førende podcastplatforme nu.