De tre projekter viser forskellige veje i forskningen: Nogle undersøger muligheder for at lette hverdagen, mens andre søger forklaringer på, hvorfor sygdommen udvikler sig.

Alle tre har modtaget støtte fra Scleroseforeningen og var blandt de projekter, medlemmerne kunne høre om på årets Forskningsspejl i Nyborg. Her fortalte forskerne om deres arbejde og besvarede spørgsmål fra salen.

Hvorfor bliver sclerose gradvist værre?

For Karin Tuxen, der har sekundær progressiv sclerose, vakte ét forskningsspor særlig interesse. Maria L. Foged undersøger, om små ændringer i cellernes arvemateriale kan være med til at forklare den vedvarende betændelsesaktivitet i hjernen hos mennesker med progressiv sclerose.

”Jeg har selv sekundær progressiv sclerose, så jeg har hørt om noget, som jeg egentlig aldrig har hørt om før,” fortalte Karin efter oplægget.

Marias forskning handler om såkaldte kronisk aktive læsioner. Læsionerne er de områder i hjernen, hvor der er opstået skade. I nogle af områderne fortsætter betændelsesaktiviteten over tid. Det kan være med til at forklare, hvorfor sygdommen gradvist forværres.

Forskerne har analyseret hjernevæv fra mennesker med progressiv sclerose og mennesker uden sygdommen. Hos dem med progressiv sclerose fandt de, at vævsprøver med en større andel af kronisk aktive læsioner også havde flere små ændringer i cellernes arvemateriale. Nogle af ændringerne sad i gener, der har betydning for betændelsesreaktioner.

Det er ændringer, som opstår gennem livet, og som også findes i aldrende hjerner hos mennesker uden sclerose.

Undersøgelsen viser en sammenhæng. Den kan endnu ikke afgøre, om ændringerne er med til at holde betændelsesaktiviteten i gang. Men fundet giver forskerne et spor at arbejde videre med for at forstå sygdommens forværring.

På længere sigt kan den viden måske hjælpe med at identificere mennesker med høj risiko for sygdomsforværring og udvikle behandlinger rettet mod de processer i hjernen, som driver sygdommen.

Karin Tuxen har sekundær progressiv sclerose og blev særligt optaget af Maria L. Fogeds forskning. Her skriver hun sig op som interesseret i at deltage i studiet.

Kan en struktur i hjernen fortælle mere om sygdommens udvikling?

En særlig struktur i hjernen er ofte større hos mennesker med sclerose end hos mennesker uden sygdommen. Men skyldes forstørrelsen sclerose eller mere generelle forandringer i hjernen?

Det har Derya Tireli og hendes forskergruppe undersøgt.

Strukturen hedder plexus choroideus og producerer den væske, som omgiver og beskytter hjernen og rygmarven. Forskerne brugte MR-skanninger til at sammenligne dens størrelse hos mennesker med og uden sclerose.

De fandt, at strukturen generelt var større hos deltagerne med sclerose. Størrelsen hang sammen med scleroseforandringer i hjernen, men ikke med alder eller generelt hjernesvind.

Resultaterne tyder derfor på, at forstørrelsen kan være knyttet til selve sygdommen. Det bidrager til forståelsen af, hvordan sclerose påvirker hjernen.

På længere sigt kan forskerne undersøge, om strukturens størrelse kan bruges som et tegn på sygdomsforandringer. Det er endnu ikke afklaret, og undersøgelsen får ikke umiddelbart betydning for behandlingen. Først skal forskerne blive klogere på, hvad forandringerne fortæller om sygdommen.

Kan elektriske impulser hjælpe mod stivhed og ukoordinerede bevægelser?

For mennesker med sclerose kan stive muskler, balanceproblemer og ukoordinerede bevægelser gøre daglige aktiviteter sværere. Lars Hvid undersøger, om Exopulse Mollii-dragten kan hjælpe nogle af dem.

Dragten har indbyggede elektroder, som sender svage elektriske impulser til udvalgte muskler. Projektet skal afklare, om den kan forbedre bevægelsesfunktionen hos mennesker med ataksi og/eller spasticitet.

Ataksi kan give ukoordinerede bevægelser og balanceproblemer. Spasticitet medfører øget muskelspænding og stivhed.

Deltagerne bliver tilfældigt fordelt til enten at afprøve dragten eller modtage et almindeligt rehabiliteringsforløb. Forskerne undersøger deres bevægelsesfunktion i over- og underkroppen ved projektets start, efter én uge og efter seks uger.

Undersøgelsen er endnu i en tidlig fase, og der er ingen resultater.

Hvis dragten viser sig at have en gavnlig effekt, kan resultaterne få betydning for, om den fremover bliver en fast del af rehabiliteringstilbuddene på Sclerosehospitalerne for mennesker med ataksi og/eller spasticitet.

Lars Hvid præsenterer Mollii-dragten med Scleroseforeningens direktør Klaus Høm som model.

Fra søvn og træning til livet som mor

Dagens øvrige oplæg handlede blandt andet om søvnproblemer og træthed, om træning og søvn kan hjælpe med at lære nye bevægelser, og om livet som mor med sclerose. Der var også forskning i fødselsdepression, immuncellers rolle i sygdommen og hjernens beskyttende blod-hjerne-barriere.

Netop indblikket i de mange forskningsprojekter var en af grundene til, at Anette Søndergaard deltog i Forskningsspejlet.

”Jeg har haft sclerose i mange år og vil gerne følge med i forskningen. Både i den viden, jeg kan bruge nu, og i det, forskningen kan føre til på længere sigt. Og så vil jeg gerne se, hvad pengene fra indsamlingerne bliver brugt til,” fortæller hun.

Efter Derya Tirelis oplæg havde Anette et spørgsmål om, hvordan forandringerne udvikler sig over tid. I frokostpausen fik hun mulighed for at tale med forskeren.

”Muligheden for både at høre om forskningen og selv stille spørgsmål var en af grundene til, at jeg meldte mig til.”

Hendes nysgerrighed rammer noget centralt i de tre projekter: Forskningsstøtten gør det muligt både at afprøve konkrete muligheder i rehabiliteringen og at undersøge de mekanismer, forskerne endnu ikke fuldt ud forstår.

Om Forskningsspejlet 2026

Forskningsspejlet er Scleroseforeningens konference, hvor forskere fortæller om projekter, der har modtaget støtte fra foreningen.

På årets konference i Nyborg præsenterede ni forskere deres arbejde for medlemmerne, som kunne stille spørgsmål under oplæggene og tale med forskerne i pauserne.

Samtidig præsenterede omkring 20 forskere fremdriften i deres støttede projekter i et parallelt forskerprogram.

Scleroseforeningen deler i de kommende dage oplæg og interviews fra dagen som lyd.

Forskerne samlet ved Forskningsspejlet 2026, hvor de delte viden og fremskridt fra deres projekter støttet af Scleroseforeningen.