Lægemiddelkomitéen (CHMP) i Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har anbefalet, at midlet ocrelizumab bliver godkendt til børn og unge over 10 år, der lever med attakvis sclerose. Det skriver medicinproducenten bag ocrelizumab i en pressemeddelelse.
Anbefalingen bygger på et studie ved navn OPERETTA 2, der i 2025 blev præsenteret på den internationale forskningskonference i sclerose, ECTRIMS. I studiet blev ocrelizumab sammenlignet med midlet fingolimod, og ocrelizumab viste sig at forebygge attakker mindst lige så godt og gav samtidig færre nye sygdomsforandringer på MR-scanninger.
I dag er der i forvejen tre godkendte præparater til behandling af børn og unge med sclerose. Den mest udbredte behandling til børn i Danmark er lige nu det højeffektive lægemiddel fingolimod.
“Det er meget positivt, at der nu er udsigt til endnu en godkendt behandling til børn og unge med sclerose. Selvom der er tale om en lille gruppe i Danmark, er det vigtigt, at også disse børn og unge får adgang til behandlinger, der er undersøgt og godkendt til deres alder,” siger forskningschef i Scleroseforeningen Nana Folmann Hempler.
Få bivirkninger
Overlæge Morten Blinkenberg fra Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet i København er også glad for at høre, at endnu en behandling nu officielt bliver anbefalet til børn og unge. Særligt fordi ocrelizumab har høj effekt og relativt få bivirkninger.
“Det betyder, at vi nu i langt de fleste tilfælde kan tilbyde det mest effektive lægemiddel, der er på markedet, til børn og unge – helt fra starten af,” siger overlægen, der selv behandler en række børn på Rigshospitalet.
Sclerose hos børn er sjælden, men når de bliver ramt, er sygdomsforløbet ofte aggressivt. Heldigvis virker behandling ofte godt på børn, fortæller Morten Blinkenberg.
Ifølge Det Danske Scleroseregister var der ved indgangen til 2026 18 børn under 18 år med sclerose, og i 2025 blev otte børn under 18 år diagnosticeret.
Når lægemiddelkomitéen (CHMP) i EMA har anbefalet præparatet, er næste skridt, at Europa-Kommissionen inden længe foretager en endelig godkendelse. Når det er sket, vil en godkendelse af behandlingen også være gældende i Danmark.



