Forsker Stig Præstekjær Cramer: Nye scanninger kan gøre snigende forværring af sclerose mere synlig
Stig Præstekjær Cramer er læge, ph.d. og seniorforsker ved Enheden for Funktionel Billeddiagnostik på Rigshospitalet i Glostrup. Han forsker i avancerede MR-metoder til brug i diagnosticering af sclerose og har i sin forskning særligt fokus på hjernens såkaldte blod-hjerne-barriere.
“Indenfor billeddiagnostik lagde jeg særligt mærke til, at der ved ECTRIMS i Toronto blev talt en hel del om såkaldte ringlæsioner – også kaldet PRL’er. Ringlæsioner er gamle læsioner med en kant af aktive immunceller, der har lagret jern, og de kan ses på en særlig type MR-scanning. De menes at være tegn på den ulmende betændelse, som hænger sammen med snigende forværring – på engelsk “smouldering MS”, hvor sygdommen udvikler sig langsomt uden attakker eller nye tegn på forværring på en MR-scanning.”
“Jeg hørte blandt andet et oplæg med canadiske Jiwon Oh, som er professor i neurologi. Hun præsenterede data fra to store fase 3-forsøg med det nye lægemiddel fenebrutinib, der endnu ikke er på markedet. Hun fortalte, at deltagere med attakvis sclerose fik færre nye ringlæsioner end dem, der fik lægemidlet teriflunomid. Det kan dog delvist skyldes, at lægemidlet giver færre nye læsioner i det hele taget – så der er færre, der kan udvikle en ring. Det er spændende, selvom det endnu ikke er et endeligt svar på, om der er en effekt på ulmende betændelse.”
“Et nyt værktøj der også menes at kunne monitorere denne snigende forværring, er en såkaldt PET-scanning. Her bruger man et sporstof, der binder sig til aktiverede immunceller i hjernen og kan vise den ulmende betændelse. I et oplæg om den nye generation af medicin mod sclerose, BTK-hæmmere, argumenterede den finske professor i neuroimmunologi, Laura Airas, for, at PET-scanninger muligvis kan være den metode, der mangler, for at vise en effekt på ulmende betændelse i forsøg med progressiv sclerose. Det er vigtigt, fordi det er den type sclerose, hvor effekten af behandling har været svær at påvise.”
“Jeg husker de to oplæg, fordi de begge peger på, at vi er ved at få redskaber til at måle det, der driver den snigende forværring. Det er positivt, men det er endnu kun forskning. For eksempel kræver en PET-scanning et radioaktivt sporstof, og det er ingen rutinescanning.”
Forsker Roshan das Nair: Hvad nu, hvis de kognitive test ikke måler det, der betyder mest?
Roshan das Nair er professor i klinisk psykologi og neuropsykologi ved University of Nottingham og leder af enheden Forskning og Innovation inden for mental sundhed ved St. Olavs Hospital i Trondheim i Norge. Han forsker i neuropsykologisk rehabilitering, og hvordan kognitive og psykologiske indsatser kan gøre en forskel i hverdagen for mennesker med sclerose og andre neurologiske sygdomme.
“Der var en virkelig god session om kognition og kognitiv rehabilitering på ECTRIMS i år. Her holdt neurolog Gabrielle Macaron fra Universitetshospitalet i Montreal i Canada et oplæg, hvor hun satte fokus på værdien af menneskers egne beskrivelser af kognitive problemer, når de lever med sclerose. For både historisk set og i dag er der meget fokus på objektive kognitive test, hvor en neuropsykolog for eksempel måler, hvor hurtigt et menneske kan bearbejde information. Den slags test er “guldstandarden”, når man skal vurdere kognition. Samtidig har der været en vis skepsis over for at bruge subjektive mål for kognition (patientens egne oplevelser og selvrapporterede kognitive vanskeligheder, som typisk indsamles via spørgeskemaer eller interviews, red.) Men Macaron viste i sit oplæg meget tydeligt, at de subjektive mål har en værdi – fordi de afspejler, hvilke problemer der faktisk er vigtige for mennesker med sclerose.”
“Jeg synes, at vi som fagpersoner inden for rehabilitering bør interessere os for, om de interventioner eller rehabiliteringsprogrammer, vi tilbyder mennesker med sclerose, rent faktisk gør en forskel i dagligdagen. Hvis den hjælp, vi tilbyder, udelukkende baserer sig på objektive mål for kognition, kan vi måske se en forbedring på de parametre på papiret. Men vi kan ikke være sikre på, at forbedringen faktisk fører til noget, der er meningsfuldt for mennesker, der lever med sclerose.”
“Jeg har blandt andet været med til at lave nogle studier, hvor vi har set på resultaterne fra kvalitative undersøgelser af gruppebaseret kognitiv rehabilitering for mennesker med sclerose. Deltagerne oplevede flere positive effekter ved at deltage, fortalte de. Men hvis man ser på de kliniske studier – altså de randomiserede kontrollerede forsøg, som vi bruger til at undersøge, om en indsats virker – så måler de faktisk ikke de ting, som mennesker med sclerose selv fortæller, at de oplever forbedringer i. Det gælder for eksempel selvtillid, fællesskab og følelsen af samhørighed med andre.”
“Så jeg tror, at der har været en vis uoverensstemmelse mellem det, mennesker med sclerose selv fortæller, at de har gavn af, og det, vi som forskere undersøger, om de har gavn af. Derfor mener jeg, at vi i fremtidens forskning er nødt til at få de to ting til at hænge bedre sammen. Det er vigtigt, at vi også kan se forandringer i det virkelige liv.”
Forsker Tobias Sejbæk: Attakvis eller progressiv? Sclerose er ikke altid enten-eller
Tobias Sejbæk er klinisk lektor på Syddansk Universitet og overlæge i neurologi på Esbjerg Sygehus med speciale i sclerose, neuroimmunologi og personlig medicin. Han forsker blandt andet i biomarkører, behandlingsrespons og ny medicin til behandling af sclerose.
“Jeg har været på ECTRIMS hvert år i 16 år, og der er altid rigtig meget ny viden at tage med hjem – særligt om behandling. I år har jeg fået mere viden om, hvordan vi kan blive bedre til at karakterisere, hvilken type sclerose, folk har – så vi bedre kan give den rette behandling. Det er vigtigt, fordi effekten af de behandlinger, vi har i dag – og dem, der er under udvikling – afhænger af, hvilken subtype sclerose man har.”
“For eksempel ved vi i dag, at det er vigtigt at skelne mellem aktiv progressiv sclerose, hvor der kan ses forandringer ved en MR-scanning, og ikke-aktiv progressiv sclerose, hvor der ikke er nye eller forstørrede forandringer. Det er afgørende, fordi de sygdomsmodificerende behandlinger, der findes i dag, kun virker, hvis sygdommen er aktiv.”
“På ECTRIMS i år hørte jeg et oplæg med den amerikanske forsker Fred Lublin, der er et koryfæ indenfor sclerose. Han har været med til at definere de kriterier, vi læger anvender, når vi typeinddeler progressiv sclerose. Han går meget op i, hvordan vi definerer sygdommen klinisk – altså hvordan folk, der lever med sclerose, siger, at de har det, og hvordan vi som læger måler på dem.”
“Den klassiske inddeling af typerne af sclerose er attakvis sclerose, primær progressiv sclerose og sekundær progressiv sclerose. Men Lublin understreger, at billedet af sclerose ikke er sort/hvidt. Det er ikke enten attakvis eller progressiv, for begge dele kan være til stede samtidig. I dag bliver vi hele tiden bedre til at nuancere og inddele sclerose i yderligere subtyper – ved at bruge biomarkører i form af nye scanninger, særlige blodprøver, analyser af rygmarvsvæske og nye digitale analyseværktøjer.”
“Og netop her finder jeg enormt meget håb: Ved hjælp af nye biomarkører kan vi læger i fremtiden forhåbentlig bedre måle det, vores patienter kan mærke, når de oplever progression. På den måde kan vi bedre identificere skift i sygdommens forløb og give den bedste behandling på det rigtige tidspunkt.”
