Kære brevkasse
Hvor kan jeg finde troværdige oplysninger om, hvor mange mg omega 3 jeg dagligt bør indtage? Der er mange gode råd og anbefalinger om dagligt indtag på nettet, men bør sklerosepatienter ikke have ekstra omega 3 tilskud?
Svar
Du har helt ret i, at det kan være svært at orientere sig om kost- og ernæringsanbefalinger på nettet, da der er rigtig mange, der har en holdning og mening hertil. Der findes ikke en officiel anbefaling om en bestemt mængde af de polyumættede omega-3 fedtsyrer til sklerosepatienter, da der ikke er nok evidens på området til at kunne fastsætte en bestemt mængde. Men da omega-3 fedtsyrer har en betændelseshæmmende effekt / virker antiinflammatorisk i kroppen, er det en god idé at sikre, at kosten indeholder tilstrækkelige mængder.
I Danmark er det Fødevarestyrelsen, der står bag de officielle danske kostråd, som Sklerosepatienter også anbefales at følge. Ifølge Fødevarestyrelsen bør voksne dagligt spise en mængde omega-3 fedtsyrer, der svarer til 1 % af det samlede daglige energiindtag. Omregnet til milligram (mg) vil det for de fleste voksne være 2400-3600 mg omega-3 fedtsyrer dagligt. Heraf bør mindst halvdelen – altså ca. 1200-1800 mg – være omega-3 fedtsyren ALA, da vi ikke selv kan danne den i kroppen, dvs. den er essentiel. Du kan f.eks. få ALA ved at spise visse nødder, frø eller planteolier. F.eks. indeholder 1 spiseske rapsolie ca. 1300 mg ALA.
Desuden anbefales det, at mindst 200-300 mg af den samlede mængde omega-3 fedtsyrer består af DHA og EPA. Disse fedtsyrer kan du især få ved at spise fed fisk som f.eks. makrel, laks og sild. Vi bør spise 200 g fed fisk om ugen, og 350 g fisk i alt. Fra 100 g makrel får du f.eks. ca. 2300 mg EPA+DHA, mens laks bidrager med ca. 1200 mg pr. 100 g. Hvis man ikke spiser fed fisk, kan man supplere kosten med omega-3 tilskud med EPA og DHA.
Du kan læse mere om Fødevarestyrelsens anbefalinger om omega-3 indtag på altomkost.dk.
Charlotte Mortensen, Cand.scient. i Human Ernæring