Kære brevkasse

Jeg er en mand på 55 år. Jeg kan ikke komme i en kvinde. Kan godt holde rejsning, men altså ikke komme i en kvinde. Kan godt ved onani, men det er også enormt svært. Og fordi det kan tage så lang tid, mister jeg koncentrationen og rejsningen – hvis jeg onanerer og vil putte den ind i hende til sidst. Det er gennem tiden blevet et kæmpe problem. Har også prøvet med vibrator først. Vil også fortælle, at der skal klemmes og trykkes rigtigt hårdt på penis for at opnå orgasme ved onani. Hvis kvinden onanerer mig, er det praktisk talt også umuligt for hende, at give mig udløsning. Aner ikke mine levende råd – og for kvinden er det også et problem. Håber du kan give lidt gode råd.

Svar

Du skriver ikke, hvordan du er påvirket af din sclerose. Det kan nemlig have stor betydning for dit problem. Når du oplever nedsat følelse i penis eller nerveforandringer i underlivet, så kan forklaringen på dine udfordringer være sygdommen. Når man rammes af sclerose, så bliver seksualiteten ramt på forskellige måder. Rejsningen kan påvirkes i negativ retning, og man kan få problemer med at få og holde en rejsning. Nerveforandringer og føleforstyrrelser er en del af sclerose – også i kønsorganerne, og det kan derfor være en naturlig forklaring på dit problem.

Føleforstyrrelserne kan netop betyde, at der skal ”tages hårdere fat”, og at der skal mere og hårdere stimuli til for at opnå en orgasme, også ved almindeligt samleje. Men med kraftig og hård stimulering enten med hånden eller med et erotisk hjælpemiddel, kan det lade sig gøre. Du vil måske kunne få glæde af en vibrator, der hedder ”Viberect 3x”. Den giver meget kraftige vibrationer. Du bør tale med din læge, inden du bruger den.

Når først seksualiteten er blevet påvirket, så spiller psyken også en stor rolle. Som du selv skriver i dit brev, så mister du rejsningen, når du skal ”tænke for meget” over det og ”koncentrere dig” for længe. Prøv om du kan slappe af, og lade være med at fokusere så meget på det. Det lyder måske lettere sagt end gjort. Men fokuser på den del af din seksualitet som fungerer og giv det mere opmærksomhed. Derved vil dit sexliv komme til at virke mere succesfuldt, end hvis du kun fokusere på det der ikke fungerer.

Hvis det ikke er sygdommen, der er skyld i dine problemer, så kan det måske være fordi du har oparbejdet en uhensigtsmæssig teknik ved onani eller samleje. Hvis du f.eks. har en helt speciel måde, hvorpå du bedst kan opnå en orgasme, så kan det betyde på sigt, at du vil skulle bruge mere og hårdere stimulering for at opnå orgasme. Du kan herved ikke længere opnå tilfredsstillelse ved almindeligt samleje, fordi du har vænnet dig til at nå klimaks på en speciel måde.

Lad mig give dig et eksempel:
Jeg havde engang en mand i min praksis, som ikke længere kunne opnå orgasme ved samleje. Han fejlede ikke noget. Men han kunne ikke ”nå i mål”. Da han fortalte om sin onaniteknik, kom det frem, at han ved onani skulle spænde på en speciel måde i musklerne i bækkenet, have benene krydset og koncentrere sig om sin vejrtrækning, før han kunne få en orgasme. Men den teknik kunne han ikke bruge ved samleje, hvor han måske lå på ryggen med partneren over sig eller stod på knæ og lå ovenpå hende. Da han blev bevidst om, at det var hans teknik, der var problemet, skulle han på ”afvænning” og forsøge at finde en ny og ”mildere” onaniteknik. Og det var det, der skulle til for at redde hans orgasme.

Der kan altså være flere problematikker i din situation. Uanset om dine problemer skyldes sygdommen eller måske din onaniteknik, så er mit råd, at hvis ikke du kan løse problemet på egen hånd, eller med hjælp fra din partner, så søg hjælp. Du kan få hjælp på et af landets offentlige sexologiske centre f.eks. Sexologisk Center på Aalborg universitetshospital. De vil kunne hjælpe dig med rådgivning til brug af hjælpemidler, medicin eller teknikker, der kan gøre en forskel for dig. Du kan også henvende dig til en privat praktiserende sexolog, men her er det vigtigt, at du vælger en, der har erfaring med sygdom og seksualitet.

Else Olesen, sygeplejerske, sexolog, autoriseret specialist i sexologisk rådgivning, parterapeut og eksamineret psykoterapeut

Else Olesen

Sygeplejerske, sexolog, autoriseret specialist i sexologisk rådgivning, parterapeut og eksamineret psykoterapeut

Else Olesen er uddannet sygeplejerske, sexolog, autoriseret specialist i sexologisk rådgivning (DACS), parterapeut og eksamineret psykoterapeut MPF.

Derudover er hun foredragsholder, forfatter, underviser i sygdom og seksualitet og generelle seksuelle problemer i parforholdet og singlelivet. Medvirker i bogen ”Til sygdom os skiller” og Forfatter til bøgerne ”Når kærligheden bliver svær” (for patienter og pårørende) og ”Når rådgivning bliver svær” (for sundhedspersonale).

Brevkasse

Vi svarer på dine spørgsmål

Stil dit spørgsmål
Kvinde sidder over for en socialrådgiver i samtale.