“Vores forskellighed ikke noget, der deler os. Det er det, der binder os sammen”

Nu er turen kommet til os alle. Sådan kunne man lidt forenklet formulere formålet og ambitionerne bag universelt design. Et nyt designbegreb, som ikke bare vil gøre det muligt, men lige værdigt for os alle at tage del i samfundets aktiviteter og tilbud. Uanset vores alder, størrelse, køn eller en kronisk sygdom som sclerose – og uanset vores funktionsevner. Et menneskesyn, der hylder diversitet og inklusion.’

Vi er alle forskellige. Det behøver vi ikke komme særlig højt op i helikopteren for at konstatere. Vores forskellighed og det faktum, at vi alle i løbet af livet vil opleve funktionsnedsættelser og have skiftende behov og krav til vores omgivelser og til rammerne om vores liv, er kernen i det nye designbegreb. Altså er vores forskellighed ikke noget, der deler os. Det er det, der binder os sammen:

“Det at leve med foranderlige og forskellige funktionsevner er noget, vi deler alle sammen, det er et fælles grundvilkår for det at være menneske. Derfor er der ikke et ‘dem og et os’. Der er kun ét ‘os’”, forklarer Camilla Ryhl, der er arkitekt af uddannelse og har været med til at introducere universelt design i Danmark som underviser, forsker og forfatter til flere bøger om emnet. Hun er forskningsdirektør i Bevica Fonden og daglig leder af fondens videnscentral, der samler og spreder viden om universelt design fra ind- og udland. “Universelt design gør grundlæggende op med forestillingen om, at brugere med særlige behov skal have særskilte løsninger. Vi skal i stedet skabe løsninger, der som udgangspunkt kan fungere for alle mennesker”, forklarer hun. Begrebet blev oprindeligt defineret af den amerikanske arkitekt og kørestolsbruger Ron Mace i midten af 1980’erne som en kritisk reaktion på, at tilgængelighedsløsninger inden for byggeriet ofte blev ”dem og os”-løsninger, der adskilte mennesker med handicap fra mennesker uden handicap. Til trods for intentionen om at inkludere mennesker med handicap kom løsningerne ofte til at ekskludere dem, udstille dem og måske ligefrem stigmatisere dem, fordi de typisk bestod i særlige siddepladser og særlige indgange via særlige anordninger som for eksempel en kørestolsrampe, der sættes uden på en bygning – som tydeligt viser, at kørestolsbrugeres behov ikke har været medtænkt i designprocessen fra start.

I det tilfælde bliver løsningerne ifølge Camilla Ryhl nemt til en slags ”hovsa-løsninger”, der bliver tilføjet det færdige design sidst i byggeriet.

“Det var det, Mace ønskede at gøre op med. Han ønskede at undgå at opdele mennesker i grupper med og uden funktionsnedsættelse og at undgå at kategorisere mennesker i “dem og os”,” fortæller hun.

Det at leve med foranderlige funktionsevner er noget, vi deler alle sammen. Det er et fælles grundvilkår for det at være menneske. Derfor er der ikke et ‘dem og et os’. Der er kun ét ‘os’.

Camilla Ryhl, arkitekt

Diversitet er normen

Høje kantstene, ujævne gade- og fortovsbelægninger, indstigningshøjden i busser og tog, trin og trapper ved indgangen til og inden i skoler, arbejdspladser, restauranter, kulturtilbud, lægehuse og apoteker og alle de fysiske forhindringer, som kan gøre det til en udfordring at krydse gaden, komme frem på fortovet, rejse, få adgang til bygninger og steder og deltage i samfundets aktiviteter og tilbud. Det er forhindringer, som ikke kun gælder mennesker, der har et bevægelseshandicap og bruger stok, rollator eller kørestol. Det gælder også ældre mennesker, unge familier med en barnevogn, rejsende med tunge rullekufferter og alle de mange iblandt os, der årligt kommer til skade og i en periode oplever forandringer i deres funktionsevner, fordi de har forstuvet foden, fået en diskusprolaps, forstrakt en muskel eller brækket et ben. Kort og godt: Det gælder os alle. Før eller siden.

“Og hvis det ikke lige gælder os selv, så gælder det en, vi kender og gerne vil følges med – til koncert, til fødselsdag, på ferie eller noget andet”, siger Camilla Ryhl.

Derfor handler universelt design til syvende og sidst om et nyt, bredt og inkluderende menneskesyn, som gør op med forestillingen om idealmennesket. En forestilling, som kan spores helt tilbage til den romerske ingeniør og arkitekt Vitruvius og hans ideelle proportioner, som Leonardo da Vinci genskabte i sin berømte tegning ’Den Vitruvianske Mand’ fra 1400-tallet.

“Idealmennesket findes ikke. Det er diversiteten, der er normen, og derfor er det diversiteten, universelt design tager udgangspunkt i som redskab til at skabe en verden, hvor alle er med”, siger Camilla Ryhl.

“Selvom en løsning er mere nødvendig for nogle end for andre, skaber den stadig værdi for alle. Dels fordi vi alle kan få brug for løsningen en dag, dels fordi en verden, hvor alle er med, er en verden, der bare er bedre for os alle”. Derfor er universelt design også et grundlæggende opgør med tænkemåden bag tilgængelighed:

“Handicap og funktionsnedsættelse er en del af det at være menneske og eksisterer på tværs af alle aldre og identiteter. Og så kan vi have en tendens til at glemme, at det være mange andre ting end fysisk funktionsnedsættelse. Det er ikke kun kørestolsbrugere og mennesker med synsnedsættelse. Det er en meget snæver forståelse af funktionsevne. For der findes jo mange andre handicap eller funktionsnedsættelser end fysiske,” siger Camilla Ryhl og nævner kognitive, sensoriske og mentale eller psykiske funktionsnedsættelser.

Jeg har altid ear plugs i ørerne om morgenen, når jeg tager S-toget til arbejde. På den måde lukker jeg stimuli som stemmer og høje lyde fra omverdenen ude, så jeg er så frisk som muligt, når jeg møder op på job. 

Amalie, 39 år, lever med sclerose

En menneskeret!

I 2006 blev det skrevet ind i FN’s Handicapkonvention som en generel forpligtelse, at man skal sikre mennesker med funktionsnedsættelser retten til ikke at blive diskrimineret som følge af deres funktionsnedsættelse. Landene, der har tilsluttet sig, skal udforme bygninger, omgivelser, produkter, ordninger og tilbud på en måde, så de bedst muligt kan bruges af alle personer. Danmark forpligtede sig til handicapkonventionen i 2009. Og det gælder både fysiske, sanselige, kognitive, neurodivergente og psykosociale funktionsnedsættelser. Forestil dig for eksempel, at der også blev indtænkt løsninger, der skærmede for alt for mange indtryk. Eller gjorde det nemmere at finde rundt et sted, hvor der er mange mennesker samlet på et sted. I dag har universelt design forgrenet sig til arbejdsliv, uddannelse, lovgivning, støtteordninger, teknologi og det digitale liv, sport, fritid og kultur.

“Hertil kommer FN’s 17 verdensmål, som Danmark tiltrådte i 2015, hvor princippet om “Leave No One Behind” (Lad ikke nogen i stikken, red.), er en fælles forpligtende overskrift og går som en rød tråd gennem verdensmålene,” siger Camilla Ryhl, der oplever en voksende interesse fra flere og flere dele af det danske samfund.

Brosten er smukke at se på, men de er et helvede at gå på. Hvis man bruger et hjælpemiddel med hjul, sådan som jeg indimellem gør, er brosten bare ens værste fjende sammen med trapper og fortovsbelægninger, der oftere er ujævne end glatte. Hjulene sætter sig hele tiden fast.

Simone, 23 år, lever med sclerose

“Det er meget spændende at følge. Det startede for alvor for tre-fire år siden, og lige siden har der været en stor og støt voksende interesse for universelt design. Det gælder helt fra byggeriet, hvor det ikke længere kun er den enkelte tegnestue, men store interesseorganisationer som Arkitektforeningen, Ingeniørforeningen og Bygherreforeningen, der interesserer sig for, hvad vi kan med det her”, forklarer hun.

“Men det gælder også fondene, der begynder at synes, at det her er rigtig interessant på samfundsplan. Vi oplever også en stor interesse fra uddannelsesinstitutionerne. Så det er ikke kun arkitektur og design. Det er også pædagogik, det er også sociologi … Det er meget bredt. Der er generelt en helt anden bevågenhed og interesse for, hvordan universelt design kan blive en grundlæggende præmis for hele vores samfundsindretning”. Så universelt design er blevet en del af den diversitets- og mangfoldighedsbevægelse, der har præget Danmark de seneste år?

“Ja. Det er et oplagt middel til at gøre os opmærksomme på, hvor vores blinde vinkler er, når vi snakker om diversitet og inklusion – på arbejdspladserne, på uddannelserne, ja, overalt – og det er et oplagt middel til at sikre, at hver gang vi snakker om diversitet, så skal vi selvfølgelig også have handicap med”. Verdensmålene forpligter nemlig ikke kun landene til ‘ikke at lade nogen tilbage eller i stikken’, men også til at begynde med de grupper, som er ‘furthest left behind’, det vil sige de grupper, der er ‘ladt længst tilbage’ eller ‘ladt mest i stikken’: “For handicap er stadig en blind vinkel i Danmark og dermed et af de steder, hvor vi skal starte, hvis vi skal løfte vores forpligtelse til at få alle med, sådan som vi har forpligtet os til med vores tiltrædelse af verdensmålene og det overordnede formål: ”Leave No One behind””.

En opfordring, der genlyder i stadig større dele af verden, og som diversitets- og handicapforkæmperen Corinne Gray fra Trinidad og Tobago gav vinger og sendte i kredsløb rundt om Jorden med sine berømte ord: “If you want to embrace diversity and ignore disability, you are doing it wrong”.

Ofte mangler der håndgreb, når der er trapper op til en butik. Er der ikke noget håndgreb, ja, så kan jeg ikke komme ind i butikken. Jeg tager stort set aldrig tog og bus, der er alt for meget gang i den til mig. Jeg har generelt svært ved steder og begivenheder, hvor der er mange mennesker samlet. Der er for meget larm til mig og for mange indtryk. Derfor kommer jeg for eksempel sjældent til forældremøder.

Stefan, 48 år, lever med sclerose