Som mangeårig busguide på Bornholm har Jeanne Cordua haft stor glæde af at vise en masse mennesker rundt på øen, men i sit arbejde har hun også truffet ældre og gangbesværede, der ikke har kunne gå med rundt til seværdighederne.
Selv fik hun brug for en kørestol for cirka fem år siden, da hun oplevede ikke længere at kunne gå mere end 50 meter efter en trafikulykke i 1997.
“Jeg ved, hvor “skoen trykker” og har også selv oplevet ikke at kunne gå med familien rundt i naturen,” fortæller Jeanne Cordua om motivationen for at skrive bogen. Hun ville gøre noget for at finde nye måder at opleve naturen på.
Lysten til opdagelse kom op i Jeanne Cordua, der begyndte at udforske Bornholm i sin egen kørestol og fandt en masse skønne pletter på hele øen. I bogen kan man derfor finde 53 ruter, der bringer en ud på Nordbornholms klippekyster, til sandstrandene ved sydkysten, forbi små hyggelige fiskerlejer eller ud til skov og åbent land inde på øen.
“Jeg håber at vække interessen for at komme ud i naturen og se på landskaber, dyr, planter, fortidsminder og historiske steder. Det giver ro i sjælen og stor nydelse at være ude og få frisk luft og oplevelser, det gælder sådan set for os alle.”
Glæden overstiger forhindringer
Både for den, der sidder i kørestol eller er gangbesværet, og for de pårørende kan en naturudflugt måske føles som et uoverstigeligt projekt. Jeanne Cordua håber at kunne inspirere til en positiv indstilling:
“Man bør være indstillet på at opleve nye steder og sige til sig selv, at det kan godt lade sig gøre! Og det kan blive rigtig hyggeligt, måske med en kaffekurv i bagagen. Der skal måske også bruges lidt kræfter på at skubbe en kørestol eller støtte én, der går langsomt – men glæden over at gennemføre en tur overstiger eventuelle små forhindringer – og det bærer lønnen i sig selv.”
Jeanne Corduas guide til Bornholm er til alle, der gerne vil opleve solskinsøen – uanset deres fysiske formåen. Og udover kørestolsbrugere og gangbesværede nævner hun også småbørnsforældre med klapvogn som en målgruppe for bogens ruter.
Jeanne Corduas bedste råd til at komme ud i naturen som gangbesværet
“Bare begynd i dit nærområde, kør ud på fortove og cykelstier og lær at kigge på de steder, du er omgivet af! Og naturligvis – find en god allieret i familie og venner, der har lyst til at være med! Som jeg også skriver i bogen, bør man undersøge, hvordan terrænet er – for eksempel med skrånende terræn, grus eller sand, der kan være en udfordring.”
Om bogen
Jeanne Cordua (70 år) har selv kørt alle bogens 53 ture igennem på sin batteridrevne Eloflex-kørestol.
Hun vurderer, at turene også kan klares på en el-scooter, mens en “håndskubbet” kørestol kan kræve
lidt selskab af en hjælper. Netop de særlige behov gør denne bog unik, for ved de enkelte ture gør
Jeanne Cordua opmærksom på muligheden for parkering, afstande, terrænforhold, handicaptoilet, behov for hjælper, samt naturligvis historier og oplysninger om turens omgivelser, natur og mål.