“Da jeg var under uddannelse, var jeg overbevist om, at jeg skulle være sådan en type, der flyttede til New York og fik en stor karriere, og i min drømmetilværelse kunne jeg rejse verden rundt som selvstændig multimediedesigner og have kæmpestor succes.
Jeg havde egentlig været syg i noget tid, men jeg var sikker på, at det var symptomer på stress, som ville forsvinde, når jeg var færdig på studiet. Jeg rystede på hænderne, mine ben havde ikke så mange kræfter, som de plejede at have, og jeg havde nogle problemer med mit venstre øje. Jeg ville egentlig ikke til lægen, men jeg endte med at gøre det, fordi jeg skrev bachelor og sad ved min computer hver dag og anstrengte mine øjne. Jeg tænkte, at hun ville udskrive nogle øjendråber, og så var det det, men sådan blev det ikke. To uger efter at jeg havde modtaget mit eksamensbevis, fik jeg diagnosticeret sclerose.
Jeg var så dårlig, at jeg blev sygemeldt, og jeg følte mig enormt isoleret. Det var, som om jeg var den eneste 25-årige med sclerose i verden, der var blevet færdiguddannet og sygemeldt lige bagefter.
Der sad en indre kritiker inde i mit hoved, der sagde til mig: ‘Du troede nok rigtig, at du var noget. Du troede, at du skulle noget, og du troede, at du skulle ud og være den store karrierekvinde. Og se så på dig nu’.
Mine forventninger, håb og drømme blev skamfulde for mig, da jeg ikke kunne opfylde dem. Jeg afskar kontakten til alle mine gamle studiekammerater, fordi jeg frygtede at få spørgsmålet ‘Hvad laver du så nu?’, og jeg så skulle til at forklare, at jeg var et helt andet sted, end de var.
I dag er der blevet lappet nogle gode ting sammen indeni mig, og den indre kritiker er stoppet med at tale grimt om mine karrieredrømme. Jeg har brugt Scleroseforeningens psykologer meget, og jeg er begyndt at hvile i, at mit liv er, som det er. Jeg har fået et fleksjob inden for det, jeg er uddannet til, og det har været enormt vigtigt for mig, at jeg har fået lov til at arbejde med det, som jeg er god til.
Mine forventninger, håb og drømme blev skamfulde for mig, da jeg ikke kunne opfylde dem
Diana Sofie Bolin Rasmussen
Hvis jeg bliver skamfuld over min karriere i dag, så handler det ikke længere om, hvordan jeg ser på mig selv, men om, hvordan andre ser på mig. Min kæreste og jeg er begge uddannet inden for det samme felt, og jeg kan godt opleve, at folk spørger interesseret ind til, hvordan det går med hans arbejde, og så vender de sig efterfølgende rundt til mig og siger: ‘Og du er stadig i fleksjob?’.
Lige der føler jeg mig lukket inde i en kasse, hvor jeg ikke er lige så værdifuld eller dygtig, og hvor der ikke bliver spurgt ind til mit arbejde, fordi jeg ikke arbejder 37 timer om ugen. Så begynder jeg at skamme mig, fordi mit arbejde bliver sådan noget, man ikke spørger ind til, og det vil jeg bare ikke, for jeg er rent faktisk stolt af, at jeg har et skidespændende arbejde, som jeg også er dygtig til.”
