“Kørestolen får ikke lov til at begrænse mig”

Jeg har spillet fodbold og dyrket andre sportsgrene, siden jeg var fire-fem år. Jeg er nok, hvad man kalder en sports­freak. Det var egentlig også i forbin­delse med mine ture på fodboldbanen, at jeg først mærkede, at der var noget galt. Jeg begyndte at få ondt i knæene og tog til lægen. Lægen kunne ikke se noget, så jeg blev sendt videre og videre. Efter et års tid med forskellige undersøgelser kom de frem til, at jeg havde sclerose. Dengang var jeg i midt-20’erne. Jeg anede ikke, hvad det var, men min mor græd, da hun fik det at vide. Det var nok først der, det gik op for mig, at det måske ikke var helt godt det her.

Skulle undvære alt

Pludselig kunne jeg ikke bare fortsætte som før. Hele det første år gik med at lære at leve med at have en kronisk sygdom. Sclerosen udviklede sig egentlig ret stærkt. Den er især gået ud over mine ben. Jeg startede med at have ondt i knæene efter fodbold, så begyndte jeg at halte. Det blev værre og værre. Derfor begyndte jeg at bruge en krykke. Til sidst måtte jeg bruge to.

Det føltes, som om jeg ikke længere kunne leve det liv, jeg altid havde levet med masser af fart over feltet. Det hele gik ned ad bakke. Og det var svært, for jeg skulle undvære alt det, jeg brugte tid på. Fodbold, badminton og byture, hvor jeg førhen havde været en fast del af dansegulvet.

Der var så mange tanker dengang. Jeg så bare negativt på det hele, fordi fremtiden var så uvis. Især efter at jeg ikke kunne spille fodbold mere. Jeg kunne bare ikke se fremad lige der. Jeg var kun fokuseret på alt det, jeg ikke kunne.

Min mor foreslog mig, at jeg talte med en psy­kolog. Hun kunne godt se, at jeg havde brug for noget hjælp. Hos psykologen handlede det om om at få flyttet fokus væk fra alle de ting, jeg ikke længere kunne, og over på det, jeg faktisk stadig kan. Det hjalp. Men det var hårdt, for der var fuld fart på alle i min omgangskreds og deres liv og karriere, mens jeg blev nødt til at stoppe op og spørge mig selv, hvad det var, jeg kunne i stedet. Det er ikke sådan, at sclerosen stadig gør mig ked af det i dag, men en gang imellem rammer det da, og så bruger jeg faktisk stadig det råd, som psykologen gav mig dengang.

Jeg opdagede en stor forbedring af min livs­ kvalitet, da jeg for første gang tog en kørestol med på ferie. Det lyder måske mærkeligt at sige, at jeg fik min livskvalitet tilbage af at bruge kørestolen, men det betød, at jeg slap for de dumme krykker og kunne komme rundt overalt.

Uanset hvor vi parkerede, og hvor langt vi skulle, kunne jeg bare drøne med i kørestolen. Det var simpelhent så nemt at være på den ferie, at jeg tænkte, at jeg også ville have en kørestol derhjemme. Det var virkelig en lettelse, da jeg fik den.

Stadig en sportsfreak

Det er også først efter, at jeg har fået kørestolen, at jeg rigtig har åbnet op og er begyndt at dyrke sport igen. Det var ellers gået helt i stå. Men i stedet for at fokusere på, at jeg ikke længere kunne spille fodbold, fokuserede jeg på, hvad jeg kunne i stedet.

Jeg kunne jo stadig bruge mine hænder og bevæge mig rundt i kørestolen, så jeg begyndte at kigge på, hvordan jeg kunne bruge min krop og dyrke sport i kørestol. Det blev starten på at afprøve alle mulige forskellige sportsgrene.

Jeg opdagede en stor forbedring af min livskvalitet, da jeg for første gang tog en kørestol med på ferie. 

I dag er jeg virkelig glad for min håndcykel. Den kan jeg sætte på kørestolen og så cykle med armene. Jeg bruger den, som andre bruger deres almindelige cykel, så når folk spørger, om jeg vil med ud at cykle, tager jeg bare håndcyklen. Jeg træner også i et træningscenter, hvor jeg træner hele overkroppen og benene.

Sport har bare altid været en del af mit DNA, så det ville være mærkeligt at droppe det, bare fordi jeg har fået sclerose. Det giver en følelse af frihed og en følelse af, at jeg stadig kan, når jeg ruller ind klar til kamp eller ruller ud på landevejene og mær­ker luften, vinden mod mit ansigt og musklerne, der arbejder. Det giver en form for følelse af, at jeg kan det samme som andre.

Fra Aarhus til de paralympi­ske lege i Rio

På et tidspunkt så jeg tilfældigvis, at DR Sporten søgte personer med en eller anden form for begrænsning til at være med til at dække de paralympiske lege i Rio. Det lød jo superfedt, for jeg er vild med sport, og hvem vil ikke gerne med til verdens største begivenhed i parasport?

Jeg havde absolut ingen erfaring inden for den branche. Men jeg sendte en ansøgning afsted, og en dag fik jeg pludselig en besked om, at DR Sporten gerne ville se mig til samtale og casting. Egent­lig var jeg slet ikke nervøs, for jeg tænkte, at jeg ingen erfaring havde, så de ville nok ikke have mig. Men et par dage efter ringede de til mig og fortalte, at de havde valgt mig.

Jeg var virkelig imponeret over, at de stadig dyrkede deres sportsgrene på trods af alle mulige handicaps.

Jeg havde slet ikke set det komme og blev glad og spændt. Det var jo en vild oplevelse, der lå foran mig. Jeg mærker ikke meget til sclerosetræthed i dagligda­gen, så jeg tænkte egentlig ikke over, om jeg kunne holde til det mentalt. Til gengæld tænkte jeg over, hvordan jeg skulle klare det fysisk.

Jeg skal helst ligge ned en halv time om dagen og strække benene ud, og det kunne jeg bare ikke i Rio, for der ville være arbejde fra morgen til aften. En bekymring om, hvad der måske skulle blive et problem, skulle dog ikke have lov til at stoppe mig. Jeg bad derfor om orlov fra mit arbejde og tog til en oplæ­ringsperiode i DR Byen, hvor jeg skulle lære at interviewe og sidde foran et kamera.

En verden bygget til mig

Det var en ret speciel følelse at være til de paralympiske lege, for pludselig stod jeg i en verden, der var designet til mennesker, som har forskellige handicaps. Jeg kunne komme rundt overalt uden at skulle tænke over noget som helst. Alle sportsarenaer og steder, som atleterne skulle opholde sig i, var designet til han­dicappede. For første gang skulle jeg ikke tænke over, om jeg kunne komme frem i kørestol.

Jeg mødte rigtig mange andre med forskellige handicaps i Rio. Og det satte det hele lidt i per­spektiv. Jeg var virkelig imponeret over, at de stadig dyrkede deres sportsgrene på trods af alle mulige handicaps. Og det fik mig lidt til at tænke, at jeg måske ikke er så handicappet igen. Det gav mig en følelse af, at jeg nok skal finde en vej ind til de ting, jeg gerne vil, på trods af at jeg ikke længere kan gå.

Kørestolen giver opmærk­somhed

Rio var så vild en oplevelse, men hold op, hvor var det megahårdt. Vi tog afsted mod hallen klokken 8 om morgenen og var tit først hjemme på hotellet igen klokken 19. I den tid skulle vi interviewe deltagerne og lave reportager.

Jeg tror, jeg kørte på adrenalinen i de tre uger, vi var afsted. For det var så stor en begivenhed og en kæmpe sportsfest.

De bekymringer, jeg havde, før jeg tog afsted, blev slet ikke rele­vante. Måske var det også, fordi der hele tiden skete noget, og jeg var omgivet af kæmpe sports­haller og idrætsudøvere fra hele verden. Det var med til at holde mig oppe og i gang.

Kørestolen skal ikke have lov til at begrænse mig. Det har jeg besluttet mig for. Hvad enten den handler om at dyrke nye sportsgrene, springe i faldskærm eller tage til Rio. Faktisk tror jeg aldrig, at jeg har rejst så meget, som jeg har gjort, siden jeg blev kørestolsbruger.

Der er selvfølgelig en del opmærksomhed omkring køresto­len, særligt når jeg er på bar. Men jeg tager det ikke så tungt. Folk må gerne spørge ind, jeg synes bare, det er hyggeligt at tale med folk. Jeg får lidt en VIP-behand­ling, uanset hvor jeg kommer hen.

Hvis jeg skulle give et råd til mig selv, dengang jeg fik diagnosen, ville jeg tage psykologernes råd og begynde at fokusere på alt det, jeg stadig kan, frem for begræns­ningerne.”