Første gang Lára Gudnadóttir Lindgreen prøvede kræfter med at afvikle events, vidste hun, at det var inden for det fag, hun hørte hjemme.

Passionen for arbejdet har bragt Lára fra restaurationsbranchen til hotelbranchen og gennem en uddannelse som markedsøkonom og dertil en bachelor i International Hospitality Management. Nu, i en alder af 52, er hun landet som salgs- og konferencechef i Nordatlantens Brygge, der er et kulturhus for de nordatlantiske lande.

Men det er ikke kun passion, der har skabt det arbejdsliv, som Lára har i dag. En sclerosediagnose for seks år siden gjorde, at Lára har måtte forme sit arbejdsliv, så der var plads til både ambitioner og sclerosen.

“Det var Guds gave, at jeg havde fået det her arbejde (hendes nuværende job på Nordatlantisk Brygge, red.), må man sige. Jeg havde ikke været i min stilling i lang tid, før sclerosen begyndte at gøre meget ud af sig med kropslige udfordringer og spasmer”, fortæller Lára.

Op til diagnosen havde hun i længere tid kæmpet med fysiske udfordringer og en udbrændthed, som hun ikke kunne forstå hvor kom fra.

“En måned før jeg gik helt ned, havde jeg en 12-timers vagt i høje hæle”, fortæller Lára. Hun fortsætter med et smil:

“Nu kan jeg ikke engang kigge på høje hæle”.

Nye rammer

I dag mærker hun primært sin sclerose i form af følelsesløshed i højre side af kroppen og dropfod, som gør, at hun til daglig går med støtteskinne og en krykke eller rollator. For nylig har hun også taget en kørestol i brug, når der er behov for det. Lára valgte fra begyndelsen at være fuldstændig ærlig omkring, hvordan sclerosen påvirker hende, over for sin chef og kolleger.

Åbenheden har gjort, at de i fællesskab har fundet nogle rammer for Láras arbejde, så hun kan bibeholde sit fuldtidsjob. Rammerne involverer to hjemmearbejdsdage om ugen og en assistent, der er en støtte i den fysiske del af arbejdet med at afvikle arrangementerne.

“Jeg har jo verdens bedste direktør, må man sige. Der har simpelthen været plads til det hele. Og der er også plads til, at hvis jeg har nogle dage, hvor jeg ikke har god balance, så tager jeg en ekstra arbejdsdag hjemme. Jeg er blevet støttet igennem hele mit forløb”, fortæller Lára og fortsætter:

“Det med at forklare, at jeg har sclerose, er hårdest, når jeg har kundemøder. Så er der meget: ‘Har du været på skiferie?’, hvor jeg må sige, nej, jeg har sclerose. Nogle går helt i baglås. Men personligt kan jeg bedre lide at sige det med det samme”.

Jeg tror, det bedste, man kan gøre, er at holde hovedet koldt og huske på, at der er en regning på den anden side

Lára Gudnadóttir Lindgreen

Nye rammer har også gjort sig gældende i Láras privatliv, hvor hun og manden er flyttet fra deres toetagers lejlighed i Valby til en mere tilgængelig bolig i Sydhavnen. Her understreger hun, at der er stor hjælp fra hendes mand og familie til at få hverdagen til at hænge sammen. For med et fuldtidsjob skal der holdes styr på energien.

“Jeg har en energi-kalender, hvor jeg planlægger, hvor jeg skal bruge energien, og hvor jeg ikke skal. Skal jeg noget specielt, så prøver jeg at sætte lidt energi til side eller har tid til at hvile efterfølgende”, siger Lára.

Lára har altid arbejdet med at lave events. Nu har hun fundet nogle arbejdsrammer, som passer præcis til hende.

Giv slip

“Vi havde offentligt besøg fra den islandske præsident i oktober sidste år. Og der var meget stor opmærksomhed omkring det, da det nye kongepar kom. Det var et kæmpe puslespil at få det hele til at gå op. Vi skulle vise os fra vores fineste side. Og det skulle lykkes at få hele det kæmpe puslespil til at gå op”, fortæller Lára.

Til arrangementer som disse indrømmer Lára, at hun nok lægger lidt flere timer, end hun plejer, men at der også i de perioder med stort arbejdspres er forståelse fra kollegerne.

“For eksempel prøvede vi at holde møder på de dage, hvor jeg var der”, fortæller Lára og fortsætter:

“Det vigtigste, jeg har lært af at få denne her sygdom, er at give slip og finde ud af, at jeg ikke behøver at gøre det selv. Jeg bliver simpelthen nødt til at stole på det, når en anden skal gøre det. Førhen gjorde jeg det jo bare selv. Det er nok meget en kvinde-ting”, siger Lára og griner.

Hun fremhæver også, at havde hun været i restaurationsbranchen eller hotelbranchen, var det ikke sikkert, at hun havde kunnet beholde sit job, da der ikke er den samme mulighed for ikke at være fysisk på. I dag er hun fortsat med i begyndelsen af et event, hvor hun for eksempel til et bryllup lige siger hej til brudeparret, og derefter lader sin assistent overtage.

“Jeg synes, det har været lidt svært at erkende, at man ikke kunne det hele selv. Både i arbejdslivet og i privaten. Jeg tror, det bedste, man kan gøre, er at holde hovedet koldt og huske på, at der er en regning på den anden side. Derfor skal man prøve at organisere sig på den måde, så man sidder i noget, som man kan”, siger Lára.

Der er derfor heller ikke noget, der holder hende tilbage fra at blive ved med at arbejde. At gå ned i tid er med Láras egen ord “altid på tegnebrættet”, men hun har ikke tænkt sig, at det skal være i den nærmeste fremtid:

“Så længe de vil have mig, og så længe jeg kan, så vil jeg blive. Også selvom jeg kommer til at sidde i kørestol, vil jeg arbejde, så længe hovedet kører, som det skal. Jeg er ikke klar til at trække mig tilbage fra arbejdslivet. Langtfra”, konkluderer Lára med fasthed i stemmen.

“Selvom min rolle har ændret sig lidt med tiden, så kører det jo meget godt, ikke?”.

Det vigtigste, jeg har lært af at få denne her sygdom, er at give slip og finde ud af, at jeg ikke behøver at gøre det selv

Lára Gudnadóttir Lindgreen

Lára Gudnadóttir Lindgreen

Lára Gudnadóttir Lindgreen, 52, er salgs- og konferencechef på Nordatlantisk Brygge. Hun er islandsk, men har boet det meste af sit voksne liv i Danmark. Hun mærker sin sclerose i form af nedsat mobilitet og bruger hjælpemidler i sin hverdag. Hun bor i Sydhavnen med sin mand, hvor deres fælles tre børn og børnebørn kommer på besøg. Hun holder sig i gang ved at træne og køre på sin trehjulede cykel.

Ikon af et smilende hjerte

Sådan passer du på dig selv, når du er i arbejde

Tilpas din arbejdsdag – Tal med din arbejdsgiver om fleksible løsninger, hold pauser for at undgå overbelastning, og få eventuelle hjælpemidler.

Lyt til din krop – Fatigue er en stor udfordring, så planlæg din energi fornuftigt, og søg hjælp hos de specialister, der er på Sclerosehospitalerne, i vores patientstøttetilbud i foreningen og hos din MS-klinik.

Søg støtte, og vær åben – Få rådgivning om dine udfordringer i god tid, og del dine behov med kolleger for at skabe forståelse og fleksibilitet.

Kilde: Scleroseforeningens socialrådgivere.