Det er godt for hele din krop, din psyke og din trivsel, når du bruger dine hænder til noget, du er passioneret omkring – altså crafting. Hvis du arbejder effektivt med koncentrationen og åndedræt, kan du endda udskille anandamid, der lindrer smerter, angst og depression.
5 fordele ved craft-psykologi
1. Craft-psykologi stimulerer følesansen
Jord, garn, plastik – det føles alt sammen forskelligt, og når du bruger hænderne, så mærker du de mange forskellige teksturer. Det er med til at stimulere følesansen, som godt kan være påvirket, når du har sclerose.
2. Du laver gode, gentagne bevægelser
Nervesystemet er på overarbejde, hvis man lever med sclerose, men når du laver noget, hvor der indgår de samme bevægelser igen og igen, er det med til at berolige nervesystemet.
3. Du får styr på tankerne
Det er altid en god idé at starte med at sætte dig godt tilrette og tage nogle dybe vejrtrækninger, så du får ro på kroppen. Når du sysler. får kroppen ro på, og det beroliger negative tanker.
4. Du øger hjernekapaciteten
Når du crafter, skal du måske lære noget nyt, som for eksempel at flette et bestemt mønster eller prøve en ny opskrift i køkkenet. Når du gør det, så øger du hjernekapaciteten. Det vil sige, at du træner din hjernes ydeevne.
5. Det er skjult træning
Det er altid en god idé at træne håndfunktionen, men det er måske ikke altid lige nemt at finde motivationen. Her kan crafting også være godt, for du får trænet håndfunktionen, helt uden at du bemærker det.
Kilde: Ergoterapeut Hellemai Mazur Andersen, der afholder craft-kurser på Sclerosehospitalerne.
Inspiration til craft-aktiviteter
Craft-aktiviteter er alle projekter, der lader dig bruge dine hænder og din kreativitet. Det kan for eksempel være:
- Tegne og male
- Bygge med LEGO
- Håndarbejde som hækling, strikning, syning og brodering
- Madlavning
- Arbejde med træ
- Keramik
Bliv guidet til craft-psykologi
Find dit håndarbejde frem – det kan være alt fra strikketøj, træarbejde, maleri eller noget helt fjerde – og sæt dig godt til rette, når ergoterapeut Ulla Johnsen her guider dig til at opnå fordybelse med dit craft-arbejde.