Når der sker livsomvæltende ting i et menneskeliv, kan det påvirke vores relationer og gøre det tydeligere, hvem der virkelig er der for os. Sådan er det også med sclerose.
Med sclerose oplever mange, at energiniveauet bliver et lidt andet, og det kan give udfordringer i forhold til, hvor vi bruger den mængde energi, vi så har til rådighed. Vi vil helst bruge den på meningsfulde relationer i vores nye situation med en kronisk sygdom. På mennesker, der forstår os og gør os glade. Men hvordan ved du, hvad en meningsfuld og dermed vigtig relation for dig er?
At have sclerose kan også udfordre vores venskaber. Og det vil også kunne kræve noget af venneflokken, når nogen får sclerose. Det er nemlig rimeligt at forvente, at vennerne på egen hånd sætter sig lidt ind i den nye situation, smøger ærmerne op og er nysgerrige på, hvad sclerose er.