Vi har vidst det længe: Seksualitet har afgørende betydning for menneskers trivsel og livskvalitet.
Det dokumenterede SEXUS-undersøgelsen allerede for seks år siden. Her vurderede ni ud af ti danskere, at et godt sexliv er vigtigt for deres velbefindende – og at seksuel trivsel hænger tæt sammen med både fysisk og psykisk sundhed.
Alligevel behandles seksualitet fortsat som noget privat og perifert i det danske sundhedsvæsen, når sygdom rammer. Det er ikke bare en forpasset mulighed. Det er et systemisk svigt.
I Scleroseforeningen har vi netop undersøgt, hvordan mennesker med sclerose oplever deres seksuelle sundhed. Resultatet er tydeligt, og det bør vække politisk eftertanke:
- Halvdelen oplever seksuelle problemer som følge af deres sygdom
- Over 75 procent vurderer, at deres sexliv har betydning for deres trivsel
- Næsten 70 procent har aldrig talt med en fagperson i sundhedsvæsenet om deres seksualliv
Det er paradoksalt: Seksualitet mister ikke sin betydning, når man bliver syg. Den bliver bare fortiet, og patienterne overladt til dem selv, selv om det er velkendt, at seksuel dysfunktion kan være en direkte følge af sygdom eller behandling.
Det er ikke rimeligt at forvente, at patienter selv skal bringe et følsomt emne som seksualitet på banen. Mange oplever tab af lyst, selvtillid og identitet – og oven i det skal de nu også bære ansvaret for at få det adresseret?
Seksualitet mangler i kronikerpakker
Det må være sundhedsvæsenets opgave at skabe rammer, hvor seksualitet kan italesættes åbent og professionelt – som en naturlig del af det hele menneskes behandling.
Men det sker ofte ikke. Og spørgsmålet er:
Hvorfor ikke?
I regeringens sundhedsreform, præsenteret i november 2024, introduceres de såkaldte “kronikerpakker”, der skal sikre mennesker med kroniske sygdomme en mere sammenhængende og helhedsorienteret behandling.
Det er et vigtigt og rigtigt skridt. Men seksualitet nævnes ikke med ét ord.
Sundhed, der ignorerer seksualitet, er ikke helhedsorienteret
Nana Folmann Hempler, Forskningschef i Scleroseforeningen
Det er svært at forstå og endnu sværere at forsvare. Seksuel sundhed er ikke en luksus. Det er ikke “nice to have”. Det er, for en del patienter, et af de første områder, sygdommen påvirker. Og det er et af de sidste områder, der bliver talt om.
Hvis vi virkelig mener, at sundhed skal ses i et helhedsperspektiv – og at patientens trivsel er det centrale – så må vi også turde stille os selv spørgsmålet: Har vi politisk mod til at tage ansvar for den del af sundheden, der stadig er omgærdet af tavshed og berøringsangst?
Det bør ikke længere være op til lokale ildsjæle eller tilfældige initiativer, om patienter får hjælp til seksuelle problemer. Der er brug for national styring. Seksuel sundhed skal med i kronikerindsatsen – med konkrete mål, kompetenceudvikling og systematisk opfølgning.
Sundhed, der ignorerer seksualitet, er ikke helhedsorienteret. Og en kronikerindsats, der lader patienten stå alene med sit sexliv, er ikke rimeligt i 2025.
