“Det værste for mig har været, når jeg har været på universitetet, og min hjerne pludselig ikke virker. Jeg har altid været en person, der læser meget, men lige pludselig kan jeg ikke forstå, hvad jeg læser. Det er, som om hele alfabetet bare forsvinder i min hjerne. Jeg kan ikke huske, hvad de forskellige ord er, eller huske, hvordan det er, man siger det, jeg gerne vil – eller hvad var det var, jeg ville sige, selvom det bare var en simpel lille ting. Det er også sket til en fremlæggelse engang. Første del af fremlæggelsen gik fint, men lige pludselig, bum! Så var det, som om der var noget, der bare slukkede, og jeg blev så ked af det og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. På det tidspunkt havde jeg ikke fået diagnosen endnu, så jeg forstod ikke, hvad der skete.
Nu hvor jeg ved, hvad det er, så siger jeg til mig selv: ”Jeg ved selv, hvad der er galt, så jeg ved, at jeg ikke er dum, og folk må tro, hvad de vil, for du ved dybt inde i dig selv, hvad det er, der sker”. Det har givet mig en ro.
Op til eksamen kan jeg stadig blive meget frustreret, for der bliver jeg jo nødt til at læse – og der er ikke uendelig tid til det. Så kan det være, jeg siger til mig selv: ”Jeg prøver lige at fortsætte, også hvis jeg skal læse den samme side fem gange”. Og hvis det ikke virker, jamen, så er det sådan, det er. Så prøver jeg igen om en time, og hvis det ikke virker, så må det være dagen efter.
Det værste, jeg kan gøre, er at blive frustreret på mig selv. Det gør situationen værre, og jeg gør bare mig selv ked af det og træt. Så hellere gå væk fra det, hvis det er muligt, og gå en tur, strække ud eller lege med hunden eller noget andet, der får tankerne væk fra det. Det har jeg fundet ud af hjælper mig.”
