Vil du høre, hvorfor seniorforsker og overlæge Jeppe Romme Christensen har store forhåbninger til CAR T-behandling – trods risikoen for alvorlige bivirkninger?
Lyt til Scleroseforeningens podcast NYT FRA ECTRIMS her:
CAR T-behandling var et tema, der gik igen i flere oplæg fra forskere og i faglige diskussioner ved årets ECTRIMS – verdens største konference for forskning i sclerose i Toronto i Canada.
Og det er der en god grund til, lyder det fra overlæge ved Dansk Multipel Sklerose Center på Rigshospitalet i Glostrup, Jeppe Romme Christensen.
Behandlingen bruges allerede mod visse kræftformer. Og nu er der kommet ”ganske lovende” resultater fra de første studier af behandlingen hos mennesker, der lever med sclerose.
”Hvis vi kigger på de kliniske data, så er der resultater, hvor man tænker: ’Det var lige godt sørens’,” siger han i Scleroseforeningens mini-podcastserie, der er optaget på dette års ECTRIMS.
”Der er nogle af de patienter – som vi ikke ville forvente blev bedre ud fra det sygdomsstadie, de nu er på – som bliver lidt bedre. Og der er også studier, hvor man ser læsioner, man ikke plejer at se gå væk ved sclerose, gå væk,” siger overlægen, der også er klinisk lektor tilknyttet Københavns Universitet.

Hvad er CAR T-behandling?
CAR står for Chimeric Antigen Receptor, og terapiformen bruges allerede mod visse former for lymfe- og blodkræft.
Ved visse typer CAR T-celleterapi får man taget T-celler ud direkte fra blodbanen. T-cellerne får ved hjælp af genteknologi tilført evnen til at genkende og angribe bestemte celler. Herefter får man T-cellerne tilbage i blodbanen. Ved sclerose afprøver forskere behandlinger rettet mod B-celler.
Metoden har tidligere vist positive resultater ved andre autoimmune sygdomme – for eksempel lupus.
CAR T-celler kan trænge helt ind i hjernen
Ved CAR T-behandling ændrer man T-celler fra immunsystemet genetisk, så de kan angribe bestemte celler. I behandlingen af mennesker med sclerose er målet ofte de B-celler, som bidrager til inflammation i centralnervesystemet.
”De kravler så ind og tager livet af B-cellerne, hvis man har instrueret dem i det,” forklarer Jeppe Romme Christensen om den nye terapi.
Der findes allerede en række godkendte lægemidler, der rammer B-celler. Men de har begrænset adgang til centralnervesystemet, hvor den kroniske inflammation, der karakteriserer progressiv sclerose, findes. Her kan CAR T-behandling tilsyneladende krydse den såkaldte blod-hjerne-barriere og trænge helt ind i hjernen. Det er dog endnu ikke dokumenteret, at den kan bremse sygdommens udvikling.
På ECTRIMS i år præsenterede et tysk forskerhold blandt andet et mindre studie om CAR T-behandling. Fem mennesker med sclerose – to med progressiv og tre med attakvis sygdom – havde deltaget i forsøget, som viste, at CAR T-behandlingen kunne påvirke immunaktiviteten i centralnervesystemet.
”I det tyske studie kan vi se, at cellerne kommer ind til den her kroniske betændelse omkring hjerne og rygmarv – og kan få den til at gå væk,” siger Jeppe Romme Christensen.
Risiko for alvorlige bivirkninger
Neurologen understreger dog, at de få forsøg, der er lavet, er små og ikke er blindede – hvilket vil sige, at både læger og deltagere ved, hvilken behandling der er givet. Derfor skal forbedringerne tolkes forsigtigt, siger Jeppe Romme Christensen.
”Det kan godt gå godt, uden at det nødvendigvis er behandlingens skyld,” siger Jeppe Romme Christensen.
Samtidig er der set ganske alvorlige og i visse tilfælde dødelige bivirkninger ved forsøgsbehandlingen, understreger overlægen. Risikoen for voldsomme immunreaktioner – der i flere tilfælde har ført til dødsfald hos deltagerne i forsøgene med CAR T-behandling – har i de seneste måneder fået to medicinalvirksomheder til at sætte deres forsøg med det avancerede lægemiddel på pause.
Af den grund forventer Jeppe Romme Christensen heller ikke, at CAR T-celleterapi bliver tilgængelig som sclerosebehandling lige foreløbig – eller om terapien vil kunne blive godkendt til mennesker, der lever med sclerose. Det tager typisk over ti år at udvikle et nyt lægemiddel, forklarer overlægen.



