Formål

Balancetræning er vigtigt og kan gøres på mange måder. Der kan trænes både siddende, stående og gående samt med/uden samtidige opgaver (muti-tasking). Denne variation i træningsmulighederne er vigtig, men den gør det også vanskelig at bestemme hvor hård træningen egentlig er. Der findes i dag ikke en metode til vurdering af balancetræningsintensitet. Dette gør det svært at undersøge, hvordan træning gøres bedst. Formålet med dette projekt er at undersøge, om motoriske “fejl” i balancetræning kan anvendes som et udtryk for intensitet af træningen.

Mød forskeren: Jacob Lynge Callesen, fysioterapeut

Beskriv hvad der driver dig personligt i dit arbejde med MS-forskning:

Som fysioterapeut er jeg optaget at træning som behandling, da det er essentielt for bedring og vedligeholdelse af funktion. Når træning skal anbefales, er der meget god videnskab, der peger på styrketræning. I fysioterapeutisk praksis er der også stor og god erfaring med balancetræning, men grundet en mere uklar definition af hvad balancetræning er/ikke er, så er det svære at finde god videnskabelig underbygning af træningsformen. I mit arbejde drives jeg af en lyst til at bidrage til udviklingen af træningen, så personer med MS kan få det bedst mulige tilbud. 

Hvilken betydning har det for din forskning at projektet har modtaget midler fra Scleroseforeningen?

Bidraget fra Scleroseforeningen er helt afgørende for, at projekt kan afvikles. Udover taknemmelighed for midlerne til forskningsaktiviteten, så er det også motiverende, at der via samarbejde med Scleroseforeningen er så kort vej fra “laboratoriet” til de folk, den frembragte viden vil kunne gavne.

Om projektet

Støtte modtaget fra Scleroseforeningen

2023: 446 400 kr.

Projektperiode

2024 – 2024

Projektets nøgleord

  • Rehabilitering
  • Træning