Nadia Buchard er rådgivningschef i Scleroseforeningen. Hun sukker højlydt, tager en dyb indånding og kigger tavst frem for sig, før hun langsomt begynder at svare. Hvordan vil hun beskrive den sag, hun har bistået et medlem med gennem 24 måneder? Så lang tid har det taget 63-årige Jens’ kommune i Nordsjælland at endevende hans hjælp. Kun for at nå frem til, at Jens, der i 15 år har været lam, har brug for lige så meget hjælp som før. Undervejs har der været brug for at hente et advokatfirma ind, der gennem mere end et år overtog kontakten til kommunen.
”Det ord, der falder mig ind er… infamt,” siger hun. ”Det er en infam sag,” gentager hun og forklarer:
”Når man ser på Jens og jo meget tydeligt kan se, at han ingenting kan fra halsen og ned – hvad kommunen i forvejen godt vidste, for sådan har det været i årevis – så kan jeg simpelthen ikke forstå behovet for at gennemgå den hjælp, han har fået i mange år, med en tættekam og hale ham igennem et langt opslidende og utryghedsskabende forløb, hvor der gennem måneder og år er blevet sået tvivl om den hjælp, som han helt åbenlyst har behov for.”
”Hvordan kan man finde på at behandle et andet levende væsen på den måde?” spørger hun:
”Det er det spørgsmål, jeg har stillet mig selv hele vejen gennem dette absurde forløb, og det har gjort mig voldsomt ked af det og voldsomt rasende at opleve så ydmygende… så nedgørende… en behandling af en borger, der har brug for hjælp. Det samme gælder kommunens manipulerende påstande om, at det måtte han jo forstå, at kommunen var nødt til at gøre og insinuationer om, at det havde bund i forpligtende jura.”
Men er kommunen ikke forpligtet til at lave opfølgninger på den hjælp, borgerne får?
”Jo, kommunen er forpligtet til at følge op på den hjælp, borgerne får. Det er der ingen, der anfægter. Det er metoden og tidsforbruget, der er kørt fuldkommen af sporet i denne sag. For der er intet, absolut intet, der forpligter kommunen til mere og andet end at konstatere, at borgerens funktionsniveau og hjælpebehov er uændret.”
I stedet har kommunen ifølge Nadia Buchard anvendt ”uanede medarbejder- og ledelsesressourcer” på at bore sig ned i de mindste detaljer og eksempelvis krævet ’ydelser’ som næsepudsning, frisering, barbering, toiletbesøg, intimvask opgjort i minutter og sekunder, ligesom der er blevet brugt tid på at lave standarder for, hvor mange glas vand Jens må have lov at bede hjemmeplejen om at hente til sig for at hjælp til at få gang i maven under dagens toiletbesøg. Kommunen har tilmed sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er overhovedet er nødvendigt, at han kommer på toilettet hver dag.
”Vildt, fuldkomment vildt,” kalder rådgivningschefen de ressourcer, der fra kommunens side har været anvendt på Jens’ sag:
”Ressourceforbruget i denne sag overgår, hvad jeg nogensinde har oplevet før i de 30 år, jeg har arbejdet med dette område,” siger hun og tilføjer:
”Ikke at vi ikke oplever sager, der er mange år undervejs i systemet, for det gør vi, og det er vigtigt for mig at understrege, at det her er ikke en enlig svale! Men kommunens ressourceforbrug i den konkrete sag er ekstremt. Det gælder i form af mandskab, involvering af ledelseslaget, antallet af afholdte møder, detaljeringsgraden i de mange udførte registreringer og opgørelser og den uendelige bunke af skrivelser, der er blevet sendt frem og tilbage.”
Intet har ifølge rådgivningschefen været for småt for kommunen at bruge tid og ressourcer på, og hun giver som eksempel, at der har været afholdt møder, hvor det er blevet drøftet, om Jens må friseres en ekstra gang efter påklædningen, som foregår liggende og ugler håret, eller kun må blive friseret en enkelt gang, når han kommer ud fra badet, ligesom det i en afgørelse er blevet indskærpet, at Jens er ”ydelsesmodtager” og ”ikke arbejdsgiver”.
”Kort og godt: Han skal ikke bede om noget. Han skal bare ligge passivt på ryggen som en anden skildpadde, der er havnet på sit skjold, og tage imod de ”ydelser”, han kan tildeles efter kommunens forgodtbefindende.”
Hvordan vil du beskrive det system, Jens som borger har været oppe imod?
”Min oplevelse er, at det er en syg og forrået kultur. Det er et umenneskeligt system, der har glemt, hvad det er sat i verden for, og som har mistet evnen til at have empati for de borgere, som har behov for det, og som systemet er til for. Det er blevet til excelark, minutopgørelser, ydelser…. Ydelsesmodtager er det ord, der fremgår af afgørelsen, og som man bruger til at tale om de mennesker, det handler om. Hallo, altså, det er en afstumpethed, der taler for sig selv!”
Hvilken betydning har denne sag haft for dig som chef for Scleroseforeningens rådgivning?
“Jeg synes, at vi som forening igennem rigtig mange år har gjort meget for at påpege de problemer, vi ser i kommunernes håndtering af sager på social- og handicapområdet. Der er ingen tvivl om, at det er blevet en stadig større kamp som borger at få den rette hjælp og at få den i tide, inden problemerne vokser sig store. Det oplever vi på tæt hold her i rådgivningen. Årligt får vi mellem 4.500 og 6.500 henvendelser svarende til, at der hvert år er et sted mellem hvert tredje og hvert andet medlem, som oplever at komme i klemme i deres kommune og har brug for hjælp til at håndtere deres sag. Sådan har det været gennem en længere årrække. Hvis denne sag har ændret noget, så er det, at det står tydeligere end nogensinde for mig, at der er sket en forråelse ude i kommunerne. Det handler ikke kun om, at der er brug for flere penge. Der er tydeligvis brug for en radikal kulturændring blandt de mennesker, der arbejder i det her felt, og som har ansvaret for andre mennesker. Det har denne sag slået fast med syvtommersøm for mig.”
Hvad vil du sige til medlemmerne?
“Brug os! Tøv ikke med at tage fat i os, hvis der er problemer med kommunen. Jo før, jo bedre. Tag aldrig bare et afslag for gode varer, selv om det kommer fra en offentlig myndighed. Det kan man ikke længere i dag, som også denne sag så tydeligt viser. Ring eller skriv til os og få en dialog om din situation med socialrådgiveren i dit område. Vi har et enestående landsdækkende socialrådgivernetværk. Vi ser flere og flere sager, som ingen borger kan løfte alene. Derfor vil jeg sige: Træk på os. Vi er der for det samme.”
Læs mere om sagen
Du kan læse mere om 63-årige Jens’ sag i dagbladet Politiken, der i weekenden – søndag den 17. september 2023 – havde viet forsiden af bladet til sagen og bragte flere artikler om den. OBS: Det kræver login at læse artiklerne. Er du ikke abonnent, kan du evt. oprette en gratis prøveperiode.
Socialminister: »Det er ikke værdigt, den måde, vi driver det på i dag«