“Jeg får åbnet bildøren og humper langs bilen, imens jeg holder fast i den. Jeg trækker mig hen til den første bildør, hvor min stok ligger. Den skal jeg bruge, imens jeg åbner bagsmækken på bilen.
Jeg kan mærke, at jeg har en god ben-dag i dag; min højre fod har mere styrke i sig og kan bøje på en bedre måde end på de dårlige dage. I dag er det faktisk okay.
Jeg bakser lidt med at få kørestolen ud af bagagerummet. Løfter stolen op og ud. Jeg skal lige tænke over at have vægten på benene det rigtige sted. Heldigvis har mine arme kræfter nok til at løfte stolen ud. Sådan. Og så på med puden i sædet.”
At få sat sig i kørestolen
“Nu sætter jeg mig i stolen og får lagt fodstøtterne på jorden foran kørestolen. De skal lige klikkes på. Jeg er nødt til at rejse mig op igen – koncentrere mig om at få mine ben til at stå rigtigt på jorden, imens jeg laver en squat og får lukket bagsmækken af bilen ned. Nu kan jeg sætte mig ned i stolen igen.
Jeg rækker ned med den ene hånd, imens jeg holder fast i stolen med den anden og tager fodstøtterne én af gangen og får klikket dem på stolen. Så får jeg bugseret den ene fod op på fodstøtten ved hjælp af mine arme. Jeg har ikke nok kræfter i mine ben til at lave dén bevægelse; sådan opad og indad mod mig selv. Men min dropfodsskinne hjælper.”
At komme igennem en branddør
“Nu begynder jeg at rulle. Får hjulene i omdrejninger ved at bruge mine hænder og arme. Hen til den store tunge branddør ind til elevatorområdet. Døren åbner ikke af sig selv. Jeg må holde fast i døren og skubbe med den anden hånd. Og så køre, køre, køre udenom døren, inden den smækker i.
Nu er jeg kommet ned i stueplan med elevatoren. Og så er der dæleme en dør til. Det lykkes mig at åbne den ved at køre rigtig hårdt ind i den. Sådan der. Og så bruger jeg mine ben og mine tæer, som jo ikke flytter sig, som en stolpe til at skubbe døren op. Nu er jeg ude.”
Nu er varmen for alvor kommet i kroppen; mine arme begynder at syre til. Terrænet her tillader heldigvis, at jeg kører lidt mere stille og roligt, da det bare går lige ud.
At komme fremad trods genstridig belægning
“Belægningen her er helt normal og jævn, men jeg skal lige holde øje med dér, hvor regnvandet skal ledes væk. For det betyder nemlig en fordybning i belægningen. Så jeg lægger mærke til, om den fordybning er til højre eller venstre for kørestolen. Den er til højre for mig lige nu og dermed også på min højre hånds side. Det gælder om at være på venstre side af fordybningen, da det er min venstre hånd, der er dårlig, og jeg derfor skal have min højre hånd til at styre, så hjulene ikke ryger ned i den. Nogle steder er den stejlere end andre, hvis jeg skal krydse den. Og så risikerer jeg, at mine fødder støder på, og jeg sidder fast.
Jeg begynder at blive træt i mine arme, imens jeg kører. Nu er der en lille forhøjning, jeg skal opad. Sådan der. Min venstre arm, som er den, der har det værst, er ved at være rigtig træt nu.
Nu drejer jeg ned ad en sidegade, som ikke er så godt belagt. Det gælder om at køre lidt skråt for at ramme fliserne på den rigtige måde. Ellers kan jeg ikke komme frem. Det er som om underlaget under fliserne har løftet sig lidt flere steder. Og de små forhøjninger gør, at mine forhjul nemt sætter sig fast imellem dem. Jeg er nødt til hele tiden at kigge ned.”
På grund af et træ hælder vejen en smule, som tvinger kørestolen mod træet, så jeg hurtigt må lave små skub på hjulene for ikke at trille i den retning.
At kunne slappe lidt af i armene, når underlaget tillader det
“Jeg er nu nået til et sted, hvor belægningen igen skifter, og hvor der er en forhøjning på måske ti centimeter, som jeg skal op over ved lige at give et lille løft i stolen og så køre hurtigt videre. Men jeg kom lidt dårligt op på forhøjningen, fordi den var på min venstre side. Jeg skulle have taget den anden vej op.
Jeg ser et stykke frem for at se, om der kommer noget i terrænet, jeg skal tage stilling til. Jeg vil ikke risikere at sidde fast.
Den sidste sidegade ned til Magasin har heldigvis et mere jævnt terræn.
Nu er varmen for alvor kommet i kroppen; mine arme begynder at syre til. Terrænet her tillader heldigvis, at jeg kører lidt mere stille og roligt, da det bare går lige ud. Der findes mange smarte små motorer, der kan sættes på kørestolen og afhjælpe mit besvær. Men at montere dem vil betyde, at jeg går ind i en ny kategori af handicap, hvor nogle andre ting følger med, og dem vil jeg helst ikke ind i. Bevidstheden om dét sidder i baghovedet, når armene syrer til. Og det får mig til at kæmpe.
På grund af et træ hælder vejen en smule, som tvinger kørestolen mod træet, så jeg hurtigt må lave små skub på hjulene for ikke at trille i den retning.”
Sko-området byder på sit eget sæt af udfordringer
“Der er en lille rampe op til indgangen af Magasin, så jeg læner mig fremad i kørestolen for at køre op. Jeg kan se, at de elektroniske døre virker. Sådan. Sidst jeg var her, virkede dørene ikke. Og så var det ikke den dag, jeg skulle i Magasin.
Skoafdelingen er heldigvis i stueetagen. Jeg er en smule forpustet nu.
Jeg kigger ud over Magasins sko-område nu. Jeg har et godt udsyn over hele afdelingen, men der er mange af skoene, jeg ikke kan hverken se eller nå. Så jeg skal helt hen til den enkelte hylde og rejse mig op i stolen for at kunne se skoene ordentligt. Det giver en del overvejelser omkring, hvor jeg skal køre henad. At rigtig mange sko ikke overlader plads til min benskinne, gør det ikke nemmere. For jeg kan ikke se med det blotte øje, om de kan fungere med skinnen. Jeg kan have en idé, men er nødt til at prøve dem efter. Derfor ender jeg ofte med den model, jeg ved passer til skinnen. Nogle gange i en anden farve. Jeg kan ikke bare vælge frit.”
Beskrivelsen herover er kun en halv time af Theis’ dag. Efter han har købt sko, skal han igen hele vejen tilbage til bilen i parkeringshuset – med arme, der syrer til, og blikket stift rettet mod belægningen. Da han når parkeringshuset og branddøren, viser det sig, at døren er umulig for ham selv at åbne fra den anden side. Det lykkes til sidst for ham, da en venlig fremmed holder døren og en anden skubber ham igennem.
7 hurtige om livet fra kørestolen
1. Forbereder du dig før en tur?
Jeg planlægger og forestiller mig ruten på forhånd. Planerne kan ende med at gå op i hat og briller, når der ikke er en ledig parkeringsplads dér, hvor jeg havde forestillet mig. Og det kan i sidste ende have betydning for, hvor langt et hvil jeg har brug for senere på dagen.
2. Kan du huske din allerførste tur i kørestolen udenfor?
Jeg var indlagt på Svendborg Sygehus, og min kone trillede mig ned til en café. Det var første gang, jeg fik øjnene op for, hvor forskellige fortov er. Hvor utrygt det kan føles, når en anden styrer farten over bump og brosten. Situationen var jo ikke normal for os, så vi var lidt ekstra ”sjove” på egen bekostning. Vi stillede også kørestolen til side, så vi kunne sidde som ”almindelige” gæster.
3. Hvad er det værste ved at bruge kørestol?
Begrænsningerne den sætter. Vores samfund er ikke indrettet efter den, og meget er blevet utilgængeligt for mig. Og så er det mærkeligt at snakke op til folk, blive set ned på bogstavelig talt og at trille ved siden af andre, der går. Jeg er bange for at blive set som patient/hjælper og ikke et par eller venner, der er ude sammen.
4. Hvad er det bedste ved at bruge kørestol?
Det bedste er, at den frigiver energi og giver muligheder for at komme med – indenfor begrænsningerne.
5. Hvilke fordomme oplever du om kørestolsbrugere?
At vi er multihandicappede, ikke kan høre og skal tales højere til, og at vi ikke forstår, hvad der bliver sagt, så folk føler, de skal overartikulerer deres sætninger. Derudover er det rart, når folk tager hensyn, men jeg oplever ofte et MEGET heftigt niveau af hjælpsomhed.
6. Hvordan er det at gå på arbejde fra en kørestol?
Overraskende nemt. De første gange skulle jeg lige finde modet frem. Heldigvis er 9. klasses elever så optagede af overvejelser om deres eget liv, at de ser en lærer og ikke en handicappet. De er fuldstændig ligeglade. Alle elever har været åbne og hjælpsomme og gode til at stille mig spørgsmål – modsat mange voksne, som ikke spørger, men kæmper for at få situationen til at føles normal, frem for bare at anerkende det unormale.
7. Hvad har du altid med dig i kørestolen?
På arbejde har jeg en rygsæk bag på stolen med min computer og kaffe i. Jeg har endnu ikke haft eller set nogen grund til at bevæge mig ud i regnvejr – gad vide, om der findes et regnslag til stolen? Måske ligesom til en klapvogn?
