Julen kan på mange måder være en dyr måned at komme igennem – måske især for mennesker med sclerose. Den koster nemlig ikke kun på pengepungen, men også på energikontoen. Og hvis du kan mærke, at pengene og energien ikke rækker til den jul, du drømmer om at kunne give dit barn – og hvis dit barn også giver udtryk for at være påvirket af det – kan det være en god idé at tage en fælles snak i familien om, hvordan I holder jul.
Psykolog med speciale i børnepsykologi, Anne Marie Troensegaard, kommer her med nogle bud på, hvordan du kan gribe snakken an.
Skal jeg snakke med mine børn om økonomiske problemer og manglende energi?
“Hvis dit barn udtrykker bekymring omkring julen, eller hvis I modtager julehjælp, kan det være en god idé. Man skal altid snakke med sine børn om ting, der har en betydning i familien. For uanset alder mærker dit barn, hvis du som forælder er bekymret. Men vurdér, om det her er noget særligt, som det er nødvendigt at sige noget om. Måske er pengene blot lidt små ligesom i så mange andre familier? Måske er din energi tilstrækkelig til et par julearrangementer, men ikke lige til dem alle? Gør dig de overvejelser. Og hvis du så finder frem til, at bekymringen hos dig er stor, kan det være godt at få talt med dit barn om.”
Men kan det ikke gøre mit barn ked af det?
“Som forælder kan du ikke forhindre, at dit barn oplever sorg og afsavn. Og det er hårdt, når vores børn bliver kede af det og skuffede, og vi ikke kan gøre det for dem, vi egentlig gerne ville. Men det skal vi kunne rumme. For hvis dit barn oplever, at du kan takle udfordringerne ved at have sclerose, kan dit barn også. Dermed kan dit barn også klare, hvis der er nogle ting ved julen, I ikke kan, hvis DU kan klare det.”
Lægger jeg ikke bare mine egne bekymringer over på mit barn?
“Uanset dit barns alder, er det vigtigste, at du som voksen tager ansvar. Dit barn skal ikke ind i din bekymring. Bekymringen tilhører jer forældre. Og det kan godt lade sig gøre at fortælle dit barn om, hvordan julen bliver hos jer uden, at det gør dit barn bekymret. Den bedste måde til at undgå at gøre dit barn bekymret er ved, at du selv får styr på dine bekymringer.”
Hvornår er det bedste tidspunkt til at tage snakken?
“Mange vælger at tale med deres børn, lige inden de skal sove, fordi der er ro på. Det er et lidt skidt tidspunkt, synes jeg. For så ligger dit barn der alene med sine tanker bagefter. Aftal hellere et tidspunkt, hvor I som familie kan planlægge, hvordan julen skal se ud med gaver, mad og arrangementer. Det kan du også gøre med en femårig. Sæt jer ned sammen og gør det til en hyggelig stund.”
Hvordan fortæller jeg mit barn om manglende penge og energi?
“Hold det enkelt uden en masse ord. Dit barn har ikke brug for dine eventuelle bekymringer, men brug for at få vilkårene ridset op; at få at vide, hvad I skal i julen, og hvad det kan forvente. Fortæl dit barn, hvad der er givet på forhånd – at der ikke er penge til alt, og at din sclerose gør, at du ikke kan tage med til alt – og fortæl, hvad I kan finde ud af sammen (måske om I skal vælge det ene eller andet julearrangement). Måske kan tante eller onkel tage med dit barn til et arrangement – og i så fald, hvem vil dit barn så helst have med? Tal om det.
Hvis I har fået julehjælp, kan du også forklare dit barn, hvorfor I har fået det (måske fordi du er i fleksjob). Hold dine følelser ude af snakken. Det er ikke nødvendigt at sige, at du er “ked af du ikke kan komme med til julearrangementet på skolen”, eller at du “ville ønske du havde flere penge til større julegaver”. For så kan dit barn komme til at tage ansvar for, at mor og far er kede af det – og SÅ bliver dit barn ked af det.”
Så der skal slet ikke snakkes følelser eller hvad?
“Du skal give plads til dit barns følelser. Og dem er der bedre plads til, når dine følelser holdes ude. Når du har forklaret dit barn vilkårene for jeres familie, kan du fint spørge neutralt ind til – uanset alderen på dit barn – om der er noget, dit barn har brug for at snakke om i forhold til det? Eventuelt kan den raske forælder eller en anden nær voksen følge op senere. For det kan være svært for barnet at dele sine bekymringer med den syge forælder. Måske ikke for det mindre barn, men for det større. Og dit barn må jo gerne føle skuffelse og sorg.
Som forælder med sclerose skal du kunne fokusere på dit barns følelser og ikke dine egne, og sige til dit barn, at det er synd for det. Ikke for dig. Men husk også på, at dit barn ikke føler det samme som dig. Det har egne følelser, og det er dét, du skal møde det i. Det er ikke sikkert dit barn synes, det er for dårligt, du ikke har råd til at købe en større gave.”
Hvilke forskelle er der i forhold til om det er en fem, 10 eller 15-årig, jeg taler til?
“Du vil skulle være mere konkret med en femårig, som ikke vil have samme sammenligningsgrundlag som en 10 og 15-årig. Ofte vil det mindre barn sammenligne sig mindre med andre, end vi voksne måske lige tror. For en femårig ser familien ud som den gør, og det er sådan, det er. Når dit barn bliver ældre, kommer det måske i skole efter jul og hører om de andres mange store gaver.
Generelt er det det samme, du vil skulle snakke med dine børn om uanset alder, for en 15-årig skal heller ikke involveres i mors og fars bekymringer. Forældre er nødt til at bære voksenbekymringen alene. Men det er ikke det samme som at sige, at vi kan fjerne al sorg fra vores børn. Det kan vi ikke. Og det er ok.”
Savner du at tale med nogen?
Husk på, at alle familier og alle børn er forskellige. Der er ikke én opskrift, der passer til alle. Du kender dit barn bedst og er den bedste til at finde frem til, hvad I som familie har brug for. Derfor skal ovenstående også kun tjene som inspiration.
Husk, at hvis du er medlem af Scleroseforeningen, har du adgang til gratis psykologsamtaler. Det kan være en stor hjælp at tale med en professionel, hvis du – eller måske dit barn eller din partner – har brug for at tale om nogle af de mange følelser, der kan være forbundet med et liv med sclerose.




