Scleroseforeningen har meldt sig ind i Civilsamfundets Brancheforening. En organisation, der arbejder for at sikre bedre rammevilkår for frivillige civilsamfundsorganisationer indenfor social- og sundhedsområdet i Danmark.

Ifølge Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen, er medlemskabet i Civilsamfundets Brancheforening et vigtigt skridt mod at styrke samarbejdet og fællesskabet mellem Scleroseforeningen og andre organisationer.

“Civilsamfundet har en vigtig og betydningsfuld rolle for sammenhængskraften i samfundet. Netop nu er der øget politisk fokus på det, man kunne kalde samfundskontrakten mellem stat, regioner og kommuner på den ene side og så alle os mange civilsamfundsaktører på den anden side. Det kalder på øget samarbejde og fællesskab os aktører imellem, derfor har det også været naturligt for os at melde os ind i Civilsamfundets Brancheforening, og vi ser frem til at bidrage med vores viden og perspektiv,” siger Klaus Høm.

Med samarbejdet håber han også på at styrke foreningens politiske stemme yderligere.

“Helt aktuelt ser vi meget frem til, at regeringen fremlægger deres model for den fremtidige medfinansiering af civilsamfundet. For vi både kan og vil gerne spille en endnu større rolle, når det handler om at hjælpe nogle af de mennesker i samfundet, der har allermest brug for det. Men det er også vigtigt at sige, at det forudsætter, at der også følger økonomi med, så vi i praksis kan bidrage på de områder, hvor både vi og politikerne ser åbenlyse muligheder for øget samarbejde,” siger Klaus Høm.

Louise Boye Larsen, sekretariatschef i Civilsamfundets Brancheforening, og Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.
Louise Boye Larsen, sekretariatschef i Civilsamfundets Brancheforening, og Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.