Ved en høring på Christiansborg den 22. august bliver en ny undersøgelse om vederlagsfri fysioterapi præsenteret med deltagelse af politikere, eksperter, patientrepræsentanter og faglige organisationer.
Undersøgelsen, der er foretaget blandt over 4.000 patienter, viser, at mange mennesker med alvorlige sygdomme og handicap mister den behandling, som de er ordineret, fordi klinikker forsøger at undgå at overskride den økonomiske ramme. Det sker på trods af, at vederlagsfri fysioterapi er en lægeordineret behandling.
Halvdelen af de patienter, der har oplevet ændringer, vurderer, at deres helbred er blevet forværret. Og mere end hver fjerde, der har oplevet ændringer, betaler selv for at få dækket deres behov.
Bag undersøgelsen står Scleroseforeningen og 11 andre organisationer.
Undersøgelsen viser blandt andet
- Hver tredje patient, der har fået ændret sin behandling i 2024, har fået det med økonomi som begrundelse – selvom det strider mod overenskomsten
- Halvdelen af de patienter, der fik ændret i behandlingen, oplever, at deres helbred er blevet forværret
- 27 procent, af de patienter der har oplevet forringelser det seneste år, har selv måttet betale for at få dækket deres behov for fysioterapi
- 9 ud af 10 oplever, at fysioterapien er afgørende for deres livskvalitet og evne til at klare dagligdagen
“Vi kan med al tydelighed se, at ordningen for vederlagsfri fysioterapi ikke virker efter hensigten. Hverken i den gamle eller nye model. Det er ekstremt frustrerende at være vidne til på et menneskeligt plan, fordi det har enorme konsekvenser for det enkelte menneske og for samfundet, fordi vi skubber udgifter alle mulige andre steder hen i vores sundhedssystem og plejesektor,” siger Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen, og fortsætter:
“Det kalder på selvransagelse hos aftaleparterne og en anerkendelse af, at det handler om mennesker af kød og blod i højere grad end excelark og teoretiske modeller. For ordningen skal jo fungere i praksis og gøre en forskel for det enkelte menneske. Vores undersøgelser, hvor vi har fulgt vores medlemmer over tid, viser desværre alt for ofte det modsatte.”
Nye anbefalinger lanceres
På høringen præsenteres også en række anbefalinger, der skal sikre, at ordningen lever op til sit formål: at forebygge forværring og sikre livskvalitet for mennesker med handicap og kronisk sygdom.
Læs de politiske anbefalinger
Med den økonomiske rammeaftale for ordningen er det tydeligt, at der primært styres efter økonomi og ikke faglighed. Med den seneste overenskomst er der indført ventelister og strukturerede forløb som et forsøg på at nuancere styringsredskaberne.
En ny undersøgelse viser imidlertid stadig en lang række tilfælde, hvor fagligheden bliver kompromitteret af en stram økonomisk ramme, fordi udbud og efterspørgsel stadig ikke matcher.
For eksempel viser undersøgelsen fra 2024, at sclerosepatienter – som på tidspunktet for undersøgelsen var den eneste patientgruppe, der var overgået til strukturerede forløb – er mest utilfredse med deres behandlingsforløb sammenlignet med andre patientgrupper.
Sammenfaldet mellem et styringsmæssigt loft og private klinikker skaber et uhensigtsmæssigt stort fokus på økonomi fremfor de borgere, ordningen skal hjælpe.
Mange patienter oplever således stadig at få skåret i, omlagt eller stoppet deres vederlagsfri fysioterapi uden en sundhedsfaglig begrundelse – selvom det er i strid med overenskomsten. Den nye omfattende undersøgelse viser, at en tredjedel af dem, der fik reduceret deres behandling, fik en begrundelse om manglende økonomi.
Målet med ordningen bør være, at de patienter, som har et behandlingsbehov, reelt oplever, at behandlingen bidrager til at opretholde deres helbredstilstand og forebygge forværring – ikke, at flere patienter kan behandles inden for samme økonomiske ramme. Dette vil i øvrigt samlet set være gavnligt for samfundsøkonomien, de dynamiske effekter taget i betragtning.
Vi anbefaler, at:
- Styringsmodellen for ordningen gentænkes, så der ikke alene styres efter økonomi,
men også efter kvalitetsindikatorer. Dette kunne for eksempel være efterlevelse af faglige standarder, monitorering af kapacitet samt måling af effekt og patienttilfredshed. En række af tiltagene i de strukturerede forløb kan i denne henseende videreføres, men det er afgørende, at månedshonorarerne ændres, så det bliver fagligheden og den ensartede behandling på tværs af landet, der bliver udslagsgivende for, hvad patienter kan forvente af fysioterapi.
- Der defineres en række standardiserede kvalitets- og tilfredshedsmål, som kan anvendes på tværs af landet. Her vil det blandt andet være relevant at inkludere mål om dialog og fælles beslutningstagning samt transparens i forhold til behandlingsplanen. Patienternes tilfredshed bør undersøges ved løbende LUP– målinger i fysioterapiklinikkerne.
- KL og Danske Fysioterapeuter forpligtes til årligt at redegøre for status på efterspørgsel og kapacitet, herunder ventetider og antal patienter, der er blevet afvist eller har fået reduceret eller omlagt der behandling som følge af kapacitetsudfordringer. Det skal bidrage til at sikre monitorering af kvaliteten på området, da ventetid for en stor patientgruppe er et direkte kvalitetsparameter.
- Den økonomiske ramme følger antallet af patienter, så den justeres i takt med, at der bliver flere eller færre patienter. I forlængelse heraf bør målet om at behandle flere patienter for samme midler droppes.
- KL og Danske Fysioterapeuter systematisk involverer øvrige relevante aktører på området, herunder patient- og pårørendeforeninger, i drøftelser om ordningen. Der bør både være dialog løbende og særligt op til overenskomstforhandlinger.
Vederlagsfri fysioterapi er lægeordineret behandling, som for mange patienter er uundværlig og livsnødvendig – præcis som medicin eller en operation kan være det for andre patientgrupper. Når en behandling er nødvendig for at opretholde et grundlæggende funktionsniveau og livskvalitet, bør adgangen til denne sikres lige så konsekvent som for andre sundhedsydelser.
Desværre oplever patienterne alt for lange ventetider til behandling, og den manglende behandling påvirker patienternes funktionsniveau og livskvalitet negativt. I undersøgelsen fra 2024 svarer ni ud af ti, at regelmæssig vederlagsfri fysioterapi forbedrer deres evne til at håndtere dagligdagsaktiviteter og deres livskvalitet.
Vi anbefaler, at:
- Vederlagsfri fysioterapi bliver omfattet af behandlingsretten. Dette vil ligestille vederlagsfri fysioterapi med behandling i hospitalsregi og fremadrettet også behandling i speciallægepraksis, jf. aftalen om sundhedsreform fra 2024. I praksis bør kommunen forpligtes til at tilbyde en alternativ og ligeværdig løsning, hvis man ikke inden for 30 dage kan få en tid hos en fysioterapeut i egen kommune. Det kan enten være behandling hos en fysioterapeut i kommunalt regi eller ved en privat fysioterapiklinik på kommunens regning – som vi kender det fra ordningen om udvidet frit valg. Forslaget kan med fordel realiseres, når lovforslag om ret til hurtig behandling hos praktiserende speciallæger fremsættes i 2026.
- Det bliver muligt for børn at få behandling uden ventetid, hvis den henvisende læge skønner det nødvendigt af hensyn til barnets trivsel eller for at undgå varig nedsættelse af funktionsevne.
- Det skal sikres, at patienter, som ikke kan komme til behandling i en fysioterapiklinik, fortsat får et tilbud ved vederlagsfri fysioterapi.
Det delegerede ansvar for den vederlagsfri fysioterapi har resulteret i en ordning, hvor ingen af parterne for alvor tager ansvar for, at patienterne får den behandling, de har behov for. Samtidig er spørgsmål som kvalitet, monitorering og klagemulighed overladt til sig selv i ét stort styringsvakuum.
Et velfungerende klagesystem kræver tydelighed i både indhold og ansvar. Det skal være klart, hvad man kan klage over. Eksempelvis bør patienter kunne klage over visitation til genoptræning – også før behandlingen er gennemført. Det skal også være tydeligt, hvem man klager over: Når problemer skyldes rammer og organisering, bør klagen ikke rettes mod den enkelte fysioterapeut, men mod klinikejeren eller myndigheden.
Derudover er der behov for klarhed om, hvor man skal klage. I dag er det uklart, om en klage hører under Styrelsen for Patientsikkerhed eller Serviceklagenævnet, hvilket skaber forvirring. Lange sagsbehandlingstider udgør desuden en barriere og bør ses som et kvalitetsproblem i sig selv. Klagesystemet skal ikke kun sikre mulighed for medhold, men også bidrage til læring og kvalitetsudvikling.
Vi anbefaler, at:
- Der skabes et klart myndighedsansvar, som tydeliggør, hvem der kan stilles til ansvar for kvaliteten af den behandling, patienterne modtager.
- Kommunerne i højere grad forpligtes på deres myndighedsansvar. Det vil sige, at de skal forpligtes til at sikre, at patienterne har adgang til behandling af høj, faglig kvalitet uden unødig ventetid, og at de vejleder patienterne om deres rettigheder – herunder klageadgang og regler om egenbetaling.
- Der indføres en entydig og fælles klageprocedure i alle regioner. I dag varierer det, hvordan patienter kan klage, og hvad en klage skal indeholde. Klageadgangen bør være tydelig, ensartet og let forståelig for både patienter og pårørende.
Læs anbefalingerne til praksis
En behandlingsplan er et vigtigt redskab til at fastlægge en behandling, der både er fagligt korrekt, og som passer ind i patientens liv og øvrige omstændigheder.
Behandlingsplanen er obligatorisk, skal udfyldes i samarbejde med patienten og skal opdateres efter behov – minimum én gang årligt.
Alligevel er der mange patienter, som slet ikke kender til deres behandlingsplan. I undersøgelsen fra 2024 angiver omkring halvdelen af patienterne, at der ikke er udarbejdet en behandlingsplan, eller at de ikke ved, om den er blevet lavet. 7 ud af 10 patienter, der kender til deres behandlingsplan, synes, at de har stor indflydelse på planen.
For at sikre størst mulig effekt er det afgørende, at behandlingsplanen ikke kun er et passivt dokument, men et fælles redskab, som både patient og behandler tager ejerskab over og løbende bidrager til. Gennem en grundig inddragelse i udarbejdelsen af behandlingsplanen kan patienten bedre forstå og mestre de nødvendige øvelser og tiltag i hverdagen, hvilket styrker mestringsevnen og bidrager til en mere bæredygtig behandling. Den individuelle behandlingsplan bør være et kerneelement i den vederlagsfri behandling – præcis som det er tilfældet med de kommende pakker for mennesker med kronisk sygdom.
Vi anbefaler, at:
- Alle patienter skal have udarbejdet og udleveret en behandlingsplan, og patienterne skal inddrages aktivt i processen. Patient– og pårørendeforeningerne bidrager gerne med konkrete råd til, hvordan patienter kan inddrages i udarbejdelsen af behandlingsplanen.
- Det skal fremgå af behandlingsplanen, hvilket mål behandlingen har, samt hvilken type og hvilket omfang af behandling patienten har brug for. Herunder skal det tydeligt fremgå, hvor meget behandling patienten har behov for, og hvordan dette behov dækkes af hhv. individuel behandling, holdtræning eller selvtræning.
- Behandlingsplanen skal følges og løbende opdateres – mindst én gang årligt. Hvis der sker ændringer i behandlingen, skal der være en sundhedsfaglig begrundelse for dette i behandlingsplanen, så patienten kan vide sig sikker på, at ændringer sker på et sundhedsfagligt grundlag og ikke af hensyn til økonomi.
Med den seneste overenskomst er der en erklæret målsætning om, at indførslen af de strukturerede forløb skal realisere en effektiviseringsgevinst på 2,5 procent. Denne effektivisering betyder, at flere patienter får omlagt deres behandling – for eksempel til selvtræning.
Det kan være problematisk, fordi mange patienter i målgruppen oplever kognitive udfordringer, der gør, at de ikke er i stand til at træne selv. Derudover kan mennesker med Parkinson, som en del af sygdommen opleve apati, hvilket fører til nedsat initiativ og motivation. De oplever, at det kan være en barriere at lave fysisk aktivitet, hvis der ikke er en konkret aftale, hvor eksempelvis en fysioterapeut og andre patienter forventer, de møder op.
Et andet problem er, at det ikke er alle patienter, der har råd til at betale for selvtræning – for eksempel medlemskab i fitnesscenter, bokseklub, yogastudie mv. Der er stor forskel på, om fysioterapeuterne stiller redskaber til rådighed for, at patienterne kan bruge dem i forbindelse med selvtræning.
Vi anbefaler, at:
- Selvtræning tilrettelægges struktureret og tilpasset den enkeltes behov og omstændigheder, så det bliver en meningsfuld og effektiv del af behandlingen. Fysioterapeuten skal ved selvtræning være opmærksom på – og tage hensyn til patientens usynlige og ikke–motoriske symptomer, for eksempel kognitive udfordringer og apati.
- Fysioterapeuten inddrager patienten systematisk i planlægningen af selvtræning, så denne kan hjælpe med at vurdere, hvor meget træning, der realistisk kan varetages på egen hånd. Herunder skal der blandt andet være dialog om motivation og muligheder.
- Hvis patientens helbred forringes – for eksempel på grund af sygdomsforværring–bør det være enkelt at tage planen op igen og overgå til hold– eller individuel træning.
- Der bliver indgået partnerskaber med civilsamfundsaktører, herunder patient – og pårørendeforeningerne. Foreningerne har stor ekspertise og kan bidrage med relevant og støttende materiale samt henvise til eventuelle diagnosespecifikke tilbud, som gør det lettere for patienter at integrere selvtræning i deres daglige rutiner.
Der er flere diagnosegrupper, der har mange brugere af ordningen, og hvor behandlerne med fordel kunne have større kendskab til de specifikke diagnoser for at kunne yde den bedst mulige behandling. Derfor bør fysioterapeuterne i højere grad specialiseres i de relevante diagnoser, så behandlingen i højere grad imødekommer patienternes behov og øger udbyttet af de offentlige midler.
Ved at skabe en mere diagnosespecifik specialisering kan fysioterapeuter opnå dybere viden om bestemte sygdomme og deres behandlingsbehov, hvilket vil sikre en højere faglig standard i vurderingen og behandlingen. Denne specialisering kan også være med til at forebygge uretmæssige nedskæringer i fysioterapi, da beslutninger om behandling i højere grad vil bygge på et stærkt sundhedsfagligt og specialiseret grundlag.
Fysioterapeuterne vil opleve at blive klædt på med evidensbaseret viden inden for den enkelte sygdom. Det vil medføre, at deres patienter i højere grad vil opleve, at deres behandling tilpasses deres specifikke behov, og fysioterapeuterne vil opleve en større arbejdsglæde ved at kunne behandle med en specialiseret faglighed.
Vi anbefaler, at:
- Der indføres diagnosespecifik dokumentation for fysioterapeuter for at styrke den sundhedsfaglige kvalitet i ordningen. Ordningen kan med fordel udvikles og udbydes i samarbejde mellem Danske Fysioterapeuter, patient– og pårørendeforeninger og relevante specialister.
- Det skal sikres, at også mindre patientgrupper kan få højt specialiseret behandling tæt på deres bopæl. Der bør derfor være et loft for, hvor mange fysioterapeuter i et geografisk område der kan have dokumenterede kompetencer til samme patientgruppe – svarende til patientgruppens relative størrelse. Derudover bør der udarbejdes tværdiagnostiske kompetencer, som kan omfatte små, beslægtede diagnoser. Det vil hjælpe patientgrupper, som er små i omfang, men som har en række fællestræk. Det gælder f.eks. sygdomme med involvering af bindevæv som hovedproblematik.
- Der indføres særlige rettigheder for børn, der modtager vederlagsfri fysioterapi. Det kræver både særlige kompetencer, faciliteter og evt. udstyr at tilbyde behandling af børn. Der kan med fordel laves en ordning målrettet behandling af børn, så børnene kan få behandling på klinikker, der kan opfylde de særlige behov. Fysioterapeuterne skal særligt trænes i at tilrettelægge behandlingen i samarbejde med barnet og forældrene.
- Der sker en tættere kobling mellem fysioterapeuter og andre faggrupper, så fysioterapeuterne kan være med til at hjælpe patienter med at navigere blandt de ofte mange fagpersoner.
