Gå til hovedindhold

Din forberedelse er vigtig

Kort fortalt

Det er vigtigt at du bruger tid før din indlæggelse på at forberede dig.

Fx er det en god idé, at du gør dig tanker om, hvad du gerne vil opnå med din indlæggelse og hvad der vil gøre en forskel for dig, når du kommer hjem.

Forbered dig her på hjemmesiden

Her på hjemmesiden kan du orientere dig om Vores Tilbud, og om hvordan Din Indlæggelse planlægges og gennemføres. Du kan også læse mere om, hvordan du i samarbejde med dit behandlerteam er med til at bestemme indholdet af din individuelle indlæggelse. 

Din mentale forberedelse

Under din indlæggelse vil du møde mange andre mennesker med sclerose. Det er godt at være forberedt på, at sclerose er lige så individuel som et fingeraftryk, den kan have mange udtryk og give forskellige symptomer.

Det er vigtigt, at du gør dig tanker om, hvilke områder eller udfordringer i dit liv med sygdommen, som du gerne vil have særligt fokus på i dit forløb. Du kan blandt andet overveje, hvad du gerne vil opnå, hvad du ønsker at ændre på eller blive bedre til, og hvordan du gerne vil kunne mærke disse ændringer eller forbedringer i dit liv sammen med din familie. 

Planlæg dit fravær

Det er en fordel at du planlægger dit fravær i hjemmet sammen med din familie – og med eventuelle kollegaer på din arbejdsplads - så du under din indlæggelse kan koncentrere dig om dig selv og din rehabilitering.