Forældre og børn har brug for at kunne være sammen og tale om, hvordan sclerose påvirker familien. Derfor tilbyder vi familieweekender til forældre med hjemmeboende børn og unge i aldersgruppen 6-18 år.

Formålet med opholdet er, at I som familie bliver klædt på til at håndtere de udfordringer, der kan opstå i børnefamilier – med særligt fokus på at tale med sine børn om sclerose og sygdommens konsekvenser. I løbet af opholdet vil der være gruppesamtaler for både børn og voksne, som det forventes, at I deltager i.

Weekenden vil byde på hyggelige og sociale aktiviteter sammen med de andre familier, og samtaler med familieterapeuter. Vi lover, at I får både gode oplevelser og nye perspektiver på hverdagen med hjem, når weekenden er omme. Vi har nemlig lavet et relevant program med både uformelle netværksaktiviteter, sjove lege og konkrete værktøjer, der kan hjælpe til hverdagslivet i en familie med sclerose.

Vi tilbyder familieophold nogle gange om året, og de vil fremgå af vores arrangementskalender eller herunder. Hvis du har spørgsmål til familieophold, er du meget velkommen til at kontakte os på 36 46 36 46.