Begge sygdomme er autoimmune og skyldes immunforsvarets fejlagtige angreb på nervecellerne. Man kender ikke årsagen eller den præcise mekanisme i hverken sclerose eller Schilders sygdom. Sclerose findes både i en variant, hvor sygdommen kommer til udtryk attakvis, altså med sygdomsudbrud med jævne mellemrum, men sclerose findes også i en variant, hvor sygdommen udvikler sig langsomt og konstant uden store udsving. Denne gradvise udvikling er den, man normalt ser hos personer med Schilders sygdom.

Schilders sygdom i Scleroseforeningen

Da både Schilders sygdom og sclerose er sygdomme, der nedbryder nervesystemet, vil mange af symptomerne minde om hinanden. Den medicinske behandling er forskellig, men de daglige opmærksomhedspunkter og træning minder om hinanden. Personer med Schilders sygdom og deres pårørende vil derfor kunne have glæde af mange af de gode råd, der findes her på hjemmesiden.

I Scleroseforeningen har vi både socialrådgivere og psykologer i vores rådgivningsteam. De ved alle meget om nervesygdomme både i forhold til kommunen og behandlerne, men også i forhold til den personlige omvæltning en diagnose er. Vores rådgivere varetager både rådgivningen af medlemmer med Schilders sygdom og pårørende til personer med Schilders sygdom.