I størstedelen af sin karriere har han beskæftiget sig med fysisk aktivitet, træning og rehabilitering – og de seneste år har forskningsansvarlig på Sclerosehospitalerne, Lars Hvid, primært haft fokus på træning for mennesker, der lever med sclerose.

Her giver han tre nedslag i årets vigtigste forskningsnyheder fra træningsområdet. Nyttig viden, som du kan tage med ind i det nye år.

1. Gåturen gavner

“Der har i mange år været fokus på de gavnlige effekter ved at gå. Som en del af en større satsning på aktiviteter, der fremmer livsglæde, gennemførte jeg sammen med Scleroseforeningen et forskningsprojekt om gangtræning.”

“Det løb over syv uger, og det hele foregik udendørs – i skønne, grønne naturomgivelser. Det gjorde det, fordi vi ved, at naturen fremmer både motivation og trivsel – blandt andet ved at reducere stress. Samtidig var der fokus på at gå med moderat til høj intensitet. Det vil sige et gangtempo, der er hurtigere end det, man normalt ville vælge. Det ved vi nemlig effektivt fremmer både nerver, muskler og kredsløb. Selve programmet blev tilpasset den enkelte deltagers udgangspunkt.”

“Undersøgelsen viste, at man med relativt simple metoder i gangtræningen kan forbedre gangfunktionen og faktisk også den generelle trivsel og livskvalitet – endda betydeligt. De medvirkende meldte også tilbage til os, at de ikke døjede lige så meget med træthed, som de plejede.”

“Gangtræning kan altså med det rette fokus på intensitet og progression – og særligt hvis det foregår i naturen – medføre flere sundhedsfremmende effekter.”

Kilde: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/40252300/

2. Ændret adfærd øger fysisk aktivitet

“Selvom adskillige undersøgelser viser, at fysisk aktivitet er gavnligt for vores sundhed, så er det samtidig veldokumenteret, at mennesker med sclerose sjældent træner lige så meget, som anbefalet. Derfor er det vigtigt, at du, hvis du lever med sclerose, får tilbudt indsatser, der reelt ændrer din adfærd på den lange bane, så din fysiske aktivitet bliver hyppigere og ikke mindst en fast del af din dagligdag.”

“En forskergruppe fra Canada satte sig for at undersøge netop vores adfærdsmønstre. Det gjorde de ved at tilbyde en form for adfærdsterapi, der fokuserede på fysisk aktivitet og træning. Deltagerne fik ugentlig støtte fra en fysioterapeut, og med udgangspunkt i eksisterende anbefalinger blev der udarbejdet et individuelt program for hver enkelt person, der deltog i undersøgelsen.”

“Efter ét år med programmet kunne forskerne påvise en markant stigning i andelen af deltagere, der var fysisk aktive. Stigningen kunne også ses i deltagernes egne initiativer til at komme i gang med fysiske aktiviteter. Undersøgelsen er et glimrende eksempel på, at adfærd – med en dedikeret indsats – godt kan ændres, også selvom det kan tage lang tid.”

Kilde: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/39961428/

3. Fysisk aktivitet bremser udviklingen af sclerose

“Fysisk aktivitet og træning anses for at kunne bremse udviklingen af multipel sclerose – blandt andet fordi det beskytter nervesystemet og modvirker inflammation. Dog har der været meget få såkaldte longitudinelle undersøgelser – det vil sige undersøgelser, der følger de samme personer over lang tid – som har undersøgt netop det.”

“Men en forskergruppe fra Sverige satte sig for at gøre netop det – og har set på data fra 3000 mennesker med sclerose, der går op til 15 år tilbage i tiden. De kunne påvise, at de, der bibeholdt eller øgede til et højt niveau af fysisk aktivitet efter diagnostiseringen, oplevede en mildere udvikling af sclerose – målt på den såkaldte EDSS-score, der bruges af neurologer til at danne sig et overblik over udviklingen i funktionsnedsættelser.”

“Det, der særligt havde en effekt, var moderat fysisk aktivitet – hvilket vil sige to timer eller mere per uge med for eksempel gåture og havearbejde – og højintens fysisk aktivitet, der er karakteriseret som en time eller mere per uge med deltagelse i sport og andre former for fysisk træning.”

“Interessant nok var der ingen forskel på, hvor gavnligt effekten af et højt niveau af fysisk aktivitet var, når man sammenlignede folk, der havde en meget lav EDSS-score og en meget høj EDSS-score.”

“Undersøgelsen understreger, hvor potent fysisk aktivitet og træning er, når det handler om at bremse udviklingen af sclerose. Selvom det er mest ideelt at starte så tidligt som muligt med at have et højt niveau af fysisk aktivitet – og allerhelst helt tidligt i livet – så viser resultaterne dog også, at det aldrig er for sent at komme i gang.”

“Det er samtidig vigtigt at pointere at man, når man lever med sclerose, skal sigte efter at lave det, man kan – og tilpasse det til sit eget funktionsniveau. Men man bør altid stræbe efter aktiviteter, hvor man kan mærke en moderat eller høj intensitet.”

Kilde: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/40987566/

Om Lars Hvid

MSc (Træningsfysiolog), PhD
Lektor ved Idræt, Aarhus Universitet

Lars Hvid er uddannet træningsfysiolog i 2008 og har en Ph.D. fra 2011 inden for aldring og fysisk inaktivitet og dets effekter på nerve-muskel funktion såvel som fysisk funktion. Lars Hvid har omfattende erfaring med fysisk rehabilitering og har siden 2017 arbejdet med MS som primært arbejdsområde ved Aarhus Universitet. I 2021 startede han som seniorforsker ved Sclerosehospitalerne, hvor han bl.a. hjælper med at understøtte og igangsætte forskning der belyser den praksis, der bedrives. Lars Hvid er desuden medlem af bestyrelsen i den europæiske MS rehabiliteringsorganisation RIMS.

Ikon af en person, der sidder i kørestol og styrketræner

Øget fokus på træning

Med den treårige træningsindsats ’1000 til træning’ arbejder Scleroseforeningen i disse år på at skærpe fokus på vigtigheden af træning, når man lever med sclerose.

Indsatsen er støttet af TrygFonden og Jascha Fonden i kølevandet på de forringelser i den vederlagsfri fysioterapi, der i dag rammer omkring hver tredje person med sclerose.

Foreløbig har Scleroseforeningen afprøvet live onlinetræning for mindre hold med fysioterapeuter fra Sclerosehospitalerne, et tilbud, der vil komme bredere ud til flere i 2026. Ligeledes venter træningsevents, camps og lokale træningsfællesskaber, som også udrulles i de kommende år.

Tilmeld dig Scleroseforeningens nyhedsbrev for at modtage seneste nyt om 1000 til træning direkte i indbakken.