Det kan være svært at indse, at man skal til at bruge et hjælpemiddel. Og det kan måske være endnu sværere at begynde at vise sig med en stok eller en rollator i det offentlige rum. Sådan var det i hvert fald for møbeldesigner Anker Baks mormor, da hun fik aldersbetingede fysiske gener, som gjorde, at hun skulle bruge krykke og rollator for at komme rundt. Hjælpemidlerne, hun fik udleveret, var af standard karakter og i aluminium, og deres udseende gjorde, at hun ikke havde lyst til at bevæge sig udenfor, fordi det føltes skamfuldt for hende at bruge dem.
“Lige dér blev min mormor gammel, fordi hun begyndte at isolere sig”, husker Anker Bak.
Det inspirerede ham til at designe en krykke til sin mormor, der kunne noget andet end den klassiske aluminiumskrykke og gøre det nemmere for hende at komme ud i verden igen. Siden da har den 40-årige designers altoverskyggende fokus været at skabe alternativer til de hjælpemidler, der allerede eksisterer, så mennesker med funktions nedsættelser har en bredere vifte af hjælpemidler at vælge imellem, hvis de en dag skulle få brug for dem.
Det har blandt andet resulteret i den føromtalte krykke, en rollator og en pilleæske.
Fokus på rigtige udfordringer
Da Anker Bak havde designet sit første hjælpemiddel – krykken til sin mormor – blev det klart for ham, at det også havde stor betydning, at krykken passede til andre målgrupper. En fysioterapeut fra hans lokalområde havde et træningsforløb for mennesker med sclerose, og det blev indgangsvinklen for Anker Bak til at få en anden forståelse for, hvordan hans krykke kunne ramme et bredere publikum. En del af personerne fra træningsforløbet blev nemlig til en fokusgruppe, som designeren gennem de sidste 10 år har arbejdet sammen med.
Fokusgruppen består blandt andre af Karen og Vibeke, der begge har sclerose, og som er med til at bidrage med nye idéer til produkter, som designeren kan kaste sig over i fremtiden. Derudover har kvinderne testet en prototype af Anker Baks krykke.
Det blev til et længere forløb, hvor kvinderne testede krykken ved at gå rundt med den i det offentlige rum og efterfølgende gav feedback til designeren om, hvad der helt lavpraktisk kunne laves om på krykken, og hvordan de oplevede, at andre m ennesker reagerede på deres nye hjælpemiddel.
“Det er vigtigt for mig, at jeg taler med rigtige mennesker med rigtige udfordringer, og set fra min stol er mennesker med sclerose en god målgruppe at teste ting på, fordi sclerose er en sygdom, som har så mange forskellige variabler. Man kan være ung, man kan være gammel, og man kan være ramt på meget forskellige måder”, siger Anker Bak og fortsætter:
“Jeg bruger fokusgruppen til at få feedback på mit arbejde, og det er selvfølgelig brugbart, men det allervigtigste for mig er faktisk at høre deres personlige historier, fordi det understreger for mig, hvor vigtigt det her arbejde egentlig er – og det gør, at jeg virkelig knokler igennem med at lave de her hjælpemidler”. For Karen Rosengaard, 56 år, har samarbejdet med Anker Bak været både spændende og givende. Hun blev diagnosticeret med sclerose i 2000, og sygdommen udfordrer særligt hendes gangfunktion og balance.
Når vi snakker værdighed i forhold til hjælpe midler, er det jo ikke ‘one-size-fits-all’
Anker Bak, møbeldesigner
“Det betyder rigtig meget for mig, at der er mennesker som Anker, der har lyst til at skabe alternativer til de hjælpemidler, der allerede er, så jeg ikke absolut skal have en stok, som jeg synes er grim og ikke har lyst til at vise mig med. Alle mennesker her i verden vil jo gerne have et valg – og det vil jeg også rigtig gerne, selvom jeg har sclerose”, siger Karen Rosengaard.
Også Vibeke Lück, 60 år, sætter stor pris på, at Anker Bak har inddraget hende i sit arbejde med at lave hjælpemidler. Hun fik sclerose i starten af 2000, og særligt hendes balance og gangfunktion er påvirket. Hun husker tydeligt, da hun så den koboltblå stok, som hun kunne få tilbudt som hjælpemiddel af det offentlige.
“Det føltes, som om stokken kom gående med mig, og jeg ikke kom gående med den. Selvom jeg har brug for et hjælpemiddel, så har jeg stadig noget forfængelighed, og jeg vil gerne gå med noget, der er pænt”, siger Vibeke Lück og fortsætter:
“Jeg ved godt, at der også er et økonomisk aspekt, og at det er et dyrere alternativ at skulle have en af Ankers ting. Men jeg vil bare gerne have valget om, hvad jeg har lyst til at bruge”.
Karen og Vibeke har fulgt Anker Baks arbejde i over et årti, og de siger begge, at det er tydeligt at mærke, at designeren er drevet af et ønske om at gøre en forskel – og at han rent faktisk lytter til den feedback, de kommer med.
“Karen fortalte på et tidspunkt Anker, at hun havde en skammel med et trin op, som var helt uundværlig for hende i hverdagen, men at den altså godt måtte være lidt pænere. Næste gang vi talte med ham, så havde han lavet en prototype på sådan en skammel”, siger Vibeke Lück og tilføjer:
“Jeg er lidt stolt af, at jeg er med i det her projekt, og at han kan bruge de inputs, vi kommer med”.
Hjælpemidler er ikke ‘one-size-fits-all’
Anker Bak kalder selv sine møbler for dignity-design, værdighedsdesign på dansk, og den krykke, han designede til sin mormor, fik også navnet ‘Værdig’.
“I min optik er værdighed en meget individuel ting, men det handler om, hvordan man selv føler sig værdig, og hvordan man føler sig værdigt behandlet. Når vi snakker værdighed i forhold til hjælpemidler, er det jo ikke ‘one-size-fits-all’. Det handler om, at man skal tage de mennesker, der skal bruge hjælpemidlerne, seriøst, og at der skal være flere valgmuligheder til dem end bare en standard aluminiumskrykke, hvis vi skal tage den som eksempel”, forklarer Anker Bak.
For designeren handler det at have flere valgmuligheder også om, hvor man kan købe hans produkter, for det er en vigtig del af Anker Baks vision, at det er så nemt og behageligt som muligt at købe et hjælpemiddel.
“Når du kommer ind i en hjælpemiddelbutik, så kommer du samtidig også ind i en butik, der sælger ting til hospitaler, og for nogle er det bare ikke et rart sted at komme hen, og det kan måske blive en ekstra hindring. Når du en dag står og skal bruge en rollator eller en stok, så skal det i hvert fald ikke være butikken, der gør, at du ikke får købt dit hjælpemiddel, og derfor giver det for mig mening, at de produkter skal sælges i en helt almindelig møbelbutik. Det var min drøm for 11 år siden, og det er den drøm, som jeg stadig arbejder frem mod i dag”, siger han.
En del af arbejdet med Anker Baks drøm er også, at hans produkter skal sættes i produktion, for selv står han kun for at lave prototyper, som han sender ud til producenter, med håbet om at de vil producere og sælge dem. Ifølge Anker Bak selv er det realistisk, at nogle af hans produkter kommer til salg inden for to år.
Møbler til folket
De hjælpemidler, som Anker Bak designer, er der både brugt lang tid på og dyrere materialer til, og det betyder også, at prisen på produkterne vil være en anden, end man ellers ser på hjælpemidler.
“Det har ikke været min intention, at tingene skal være dyre, men det har været vigtigt at lave en skarpt optrukket kontrast til det eksisterende, for ellers ville jeg slet ikke kunne komme i tale hos de forskellige producenter, og det er jeg altså kommet nu, fordi jeg er startet med at lave det, man nok godt kan kalde ‘toppen af poppen’-modellerne”, forklarer Anker Bak og fortsætter:
“Nu er de produkter forhåbentlig på vej i produktion og i salg, og når de så endegyldigt er det, vil jeg rigtig gerne lave en serie med billigere hjælpemidler, hvor prisen skal være i fokus. Jeg er inspireret af det gamle FDB-princip ‘møbler til folket’, og det vil jeg rigtig gerne arbejde ud fra med det projekt”.
Den målrettede designer arbejder også lige nu på en ny krykke, der minder lidt mere om den krykke, vi alle sammen kender – men blot lavet i ren træ.
“Jeg har fundet ud af, at der er nogle, der ikke har behov for at stikke ud eller at vise sig frem med produktet, og derfor arbejder jeg både på at lave ting, der er karakteristiske, og ting, der er mere anonyme. Det vigtigste er, at du får et hjælpemiddel, som du har lyst til at bruge. Det er jo en af de vigtigste ting at arbejde med: Hvordan får man folk til at være stolte af dem, som de er med deres hjælpemiddel?”
