Skuespiller og instruktør Lotte Arnsbjerg tror på, at der gemmer sig stærke kræfter indeni os alle sammen. Det er udgangspunktet, når hun underviser i drama og performance. Hendes ærinde er at bruge værktøjer fra scenen til at bringe en positiv forandring frem i mennesker, der oplever, at noget holder dem tilbage, når de står over for andre.

“Man kan være nervøs for ikke at være god nok. Kroppen reagerer. Hjertet begynder at banke. Hænderne begynder at svede. Man mister den røde tråd i det, man skulle sige. Når det sker, så hjælper jeg folk med at rumme det og lade det ske. Og i accepten af kroppens reaktioner, bliver der åbnet for en helt anden kanal. Det, som skaber modstanden, er nemlig ofte nøglen til den unikke ressource, der findes i alle mennesker,” siger Lotte Arnsbjerg.

Kunst som selvudvikling

Gennem hele sin karriere har Lotte Arnsbjerg arbejdet med kunst og mennesker, og hun mener, at kunsten er et fantastisk redskab til selvudvikling.

“Kreativt arbejde er en meget stærk terapeut. Det er ikke terapi, men det har en terapeutisk effekt for deltagerne, og det har altid interesseret mig.”

Lotte Arnsbjerg arbejder med alle slags mennesker fra kunstnere til ledere i erhvervslivet, der gerne vil lære at give slip på indre modstand, nervøsitet og ubehag ved at stå frem i en forsamling. Derudover har hun faciliteret performance-træning og instrueret forestillinger med mennesker med kronisk sygdom og handicap.

“Det, som jeg møder igen og igen, er, at når man har en modstand i sit liv, som en kronisk sygdom eller et handicap, så vil man gerne ligne mennesker, som ikke har det. Man vil gerne være en del af normaliteten, og man vil gerne væk fra det, som jo er modstanden i ens liv. Men hvad er det at være normalt? Findes det overhovedet, eller er det et stigmatiserende begreb, som gør det sværere at forstå, hvad det vil sige at være menneske?”

På det kommende hold for mennesker med sclerose skal deltagerne vælge personlige historier, som skal dramatiseres som enten en monolog eller i samspil med de andre deltagere. Musiker Christoffer Høyer er med til at skabe den musikalske baggrund til historierne. Formålet er at få deltagerne ud af deres komfortzone.

“Man vil opdage, at der ligger en enorm kraft uden for komfortzonen. Og man bliver nødt til at komme derud, før der bliver åbnet til den kraft. Hos mennesker med kronisk sygdom og handicap er det ofte tydeligere, at den transformation, der kan finde sted, åbner for noget helt nyt i det menneskes liv og syn på sig selv. Man kan jo opleve sine begrænsninger som noget sorgfuldt. Performance-træning fjerner ikke problemet, men den forstørrer noget andet. Den forstørrer styrker og evner og lader dig tilgå nogle ressourcer, du måske ikke var klar over, at du havde.”

Din historie kan røre andre

Gennem sine forløb har Lotte Arnsbjerg mange gange oplevet, at de personlige fortællinger, der bliver udfoldet på scenen, bygger bro mellem mennesker med helt forskellige liv.

For nylig lavede hun en forestilling med tre mennesker, der ikke har noget sprog på grund af deres handicap, men som alligevel formåede at komme ud over scenekanten med historier, som rørte publikum.

“Deltagerne var overraskede over, hvor meget de kom igennem og selv kunne formidle, og det var en meget overvældende oplevelse for publikum. Det gav deltagerne en kæmpe tro på, at der også er en scene for dem, og at publikum gerne vil høre deres historier. Og ikke mindst at deres historier rammer dybt ind i noget almenmenneskeligt, som mange mennesker kan spejle sig i,” siger Lotte Arnsbjerg.

“Sådan en forestilling sætter gang i en masse refleksioner og en vedkommende dialog for både deltagerne og publikum. Og det, synes jeg, er både opsigtsvækkende og interessant.”

Om Lotte Arnsbjerg

Uddannet skuespiller i 1991.

Underviser og coacher i skuespil, teknik og performance-træning. Har en stor passion for at bringe gemte ressourcer frem i mennesker gennem kunstnerisk udfoldelse.