“Jeg er ikke en person, der normalt hverken beder om eller har brug for hjælp. Normalt træner jeg flere gange om ugen, og jeg er vant til at være social og lave noget hver dag. Men så fik jeg et attak, der gjorde, at jeg ikke rigtig føler, at jeg har kontakt til mine ben længere. Når jeg træder ned på mine fødder, føles det, som om jeg falder igennem underlaget, og det snurrer hele vejen op igennem min krop. Derfor har jeg fået en rollator, som jeg kan gå med, så jeg lidt nemmere kan komme rundt.
Da min bror og svigerinde skulle giftes, skulle jeg have rollatoren med. Jeg havde købt den flotteste lange nederdel i tyl, fordi jeg gerne ville være fin, men den var så lang, at den hele tiden blev fanget i rollatorens hjul, så jeg blev nødt til at binde den op med en elastik, og det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig, da jeg købte den. Mange i min familie var ikke forberedte på, at jeg ville troppe op til den fest med en rollator, og da jeg kom ind i lokalet, følte jeg, at de så på mig på en anden måde, end de plejede. Den bedste måde at beskrive det på er nok, at de så på mig med medlidenhed. Det gjorde ondt, og det gav mig lyst til at grave mig ned i et hul. Jeg kunne høre, at min bedstemor på 91 sagde til nogen, ‘at det dog var så træls, at jeg skulle have det sådan’. Det er hårdt, at en 91-årig, der i øvrigt kan klare det hele selv, skal have ondt af mig, fordi jeg som 34-årig ikke engang kan stå på mine ben.
Det er en endeløs spiral af skam
Line Thyregod
Til festen var min familie meget opmærksomme på mig. De spurgte, om de skulle hente noget at drikke til mig, om de skulle flytte sig, så jeg kunne komme forbi, og deres kram var ikke helt så voldsomme i styrke, som de plejede at være. Det er så godt, at de er betænksomme, men det får mig til at føle mig svag og som en anden udgave af mig selv, som jeg ikke kan genkende. Min familie elsker mig, det ved jeg, og jeg har et stærkt og godt bånd til dem, men det er ikke rart at have en følelse af, at de har ondt af mig på grund af min sclerose, og at jeg er årsagen til bekymringer hos dem. Det sætter en lavine af følelser i gang i mig. Det giver mig lyst til at forsvinde fra jordens overflade, for så skal de ikke bekymre sig for mig og se mig på denne her måde. Når jeg får den følelse i kroppen, slår jeg mig selv oven i hovedet med, at jeg har det sådan, for det hjælper jo heller ikke noget, at jeg bare graver mig ned i et hul og har ondt af mig selv. Det er en endeløs spiral af skam, og det er meget svært for mig at slippe væk fra de dårlige tanker igen.
Alle de følelser er bare en realitet for mig, og jeg har ikke nogen gode måder at undslippe dem på – lige nu i hvert fald.”
