At nævne Sigmund Freud for Marianne Kjærem Nielsen giver følgende reaktion: Et hurtigt grin. Og så en uddybning om sin berømte østrigske fagfælle: “Det her med, at folk skal ligge på en briks, har jeg aldrig brugt.”
Til gengæld sørger hun for, at personen hun taler med, kommer ind i et stille værelse. Der er noget varmt at drikke, hvis det er. Og så er der afstand mellem psykolog og klient.
“Der er mennesker, der ikke kan lide, at du sidder for tæt på,” siger hun.
Gennem snart tre årtier har Marianne tilbudt det værelse til Scleroseforeningens medlemmer. I mange år i foreningens sekretariat i Valby og i dag i sin praksis nord for København.
“Min erfaring er, at jeg ikke skal tale ret længe med en person, inden jeg kan høre, hvad der presser sig på.”
Første gang hun havde en klient med sclerose, var i 1990. Det var, inden hun kom til foreningen og var ansat som psykolog på Hillerød Hospital.
“Foran mig sad en mand i midten af 30’erne, der var indlagt med depression. Han var vokset op med en far med sclerose, som tidligt var kommet på plejehjem. Som 19-årig fik han selv konstateret sclerose, og i lyset af sin opvækst havde han besluttet, at han ikke ville have børn eller arbejde. Hans påpasselighed havde forplantet sig, så han ikke var kommet i gang med et voksenliv. Sclerosen var mild og næsten uden fysiske symptomer. Det sporede mig ind på, at mit fag kunne have en værdi i forhold til mennesker med MS.”
Når hun fortæller historien, skynder hun sig at sige, at hun har fået lov at fortælle den af ham. Fortroligheden kommer først.
“Det lykkedes at hjælpe ham til at tænke anderledes. At begynde at gribe muligheder og ikke lade sig styre af frygten for det værste,” siger hun.
Det møde minder også om, at der trods alt er lidt arv at samle på fra Freud. Betydningen af tidlige oplevelser, herunder forældrenes påvirkning, er med i samtalen med hendes klienter.
“Det spiller en rolle. Men jeg prøver jo også at finde ind til en livskraft, der ikke behøver være bundet til barndommen. Og jeg folder det ud i samtalen. Tit spørger jeg: Hvad er dine honningkrukker? Så fortæller folk om en yndlingsbeskæftigelse, og så siger jeg: Jeg kan se, du smiler, når du taler om det. Det skal du holde fast i.”
Dengang var der en del skepsis blandt dem, der arbejdede med sclerose, fordi det var så følsomt. I dag er det helt indgroet, at vi beroliger børn ved at sige sclerose højt
Marianne Kjærem Nielsen
Spøgelset ud af skabet
Marianne Kjærem Nielsen hører til en generation af psykologer, der er fuldt med scleroseforskningen. Da hun startede sidst i 1990’erne, var den sygdomsmodificerende behandling ikke slået afgørende igennem. Krise, tab og sorg var i fokus, når hun talte med sine klienter. Men i takt med at behandlingen udviklede sig, blev MS en sygdom, du lever med. For hende understregede det, at en psykolog var nødt til at være fremdriftsorienteret. Betone klientens ressourcer. Og eksperimentere, når der var brug for det. I 1990’erne lånte hun nåle på Rigshospitalet og holdt kurser mod nålefobi for de medlemmer, der skulle lære at injicere sclerosemedicin selv. I 00’erne skubbede hun til endnu en bevægelse. Hun havde bidt mærke i et stort canadisk studie, der undersøgte indvirkningen på børn af at leve i en familie med en forælder med sclerose. Det anbefalede at inddrage børn og unge i den psykologiske samtale.
“Dengang var der en del skepsis blandt dem, der arbejdede med sclerose, fordi det var så følsomt. I dag er det helt indgroet, at vi beroliger børn ved at sige sclerose højt. Det gælder for det, som det gør med meget andet: Et spøgelse bliver mindre skræmmende, hvis vi tager det ud af skabet og ser på det.”
Læringen fra Canada fik hende til at sætte gang i familiesamtaler. Hun taler om, at ængstelighed skal gøres konkret. Og fremhæver erindringen om en pige, som var med på et af de forløb for familier, hun var med til at arrangere i Scleroseforeningen.
“En otteårig pige tegnede en situation, hvor hun og forældrene hyggede sig derhjemme, men ude i det ene hjørne stod en trold med klør og skarpe tænder. Hun havde udtrykt bekymringen, og vi kunne tage en snak om, hvad det var for en trold.”
Jeg tør ikke bruge ordet kald, men det har været min livsudfordring
Marianne Kjærem Nielsen
De andres viden
Inddragelsen af børnene foregik i samarbejde med Bente Røttig, den tidligere leder af Scleroseforeningens socialrådgivere. Deres parløb var i bredere forstand med til at bringe rådgivere og psykologer i spil som et samlet team.
“Det er nyttigt, at der kan sidde en klient over for mig og tale om, hvordan de mange opgaver i hverdagen udmatter hende. Jeg spørger ind til den følelse. Men så bliver det en grad mere håndgribeligt, når socialrådgiveren følger op: Lad os snakke om, hvilken støtte du kan få, så du har overskud til det vigtigste.”
En anden væsentlig sparringspartner har været neuropsykologen Lisbet Marstrand fra Rigshospitalet. Hvis klienten med MS ønskede det, gav neuropsykologisk testning et sæt data om koncentration, hukommelse og overblik.
“Vi bragte en barriere ned mellem neurologi og psykologi. Et testbillede betyder, at klienten kan forholde sig til eventuelle kognitive forandringer i sin hjerne. Al viden gør den psykologiske samtale bedre.”
Når det brænder på
Det, der får hende til at blive i faget, er en fascination af menneskets kapacitet. For hende spidsformuleret i en bog, der har sat sig: Den østrigske læge og psykolog Viktor Frankls ‘Menneskets søgen efter mening’ om hans overlevelse i nazismens koncentrationslejre.
“Det er et ekstremt eksempel, men det viser, hvor meget et menneske kan tilpasse sig. Den evne bliver ved at interessere mig.”
Også relationerne ansporer hende til at fortsætte. Som når en klient med sclerose ringer efter 17 års pause.
“Når det brænder på, hører du fra folk. Selvfølgelig er det et professionelt møde, men det er også et langt bekendtskab, hvor du ikke behøver starte forfra.”
Ind imellem drømmer hun om klienter om natten.
“Anderledes er det ikke. Jeg tør ikke bruge ordet kald, men det har været min livsudfordring. Jeg sagde det engang til mine kollegaer: Min hjerne er en æske med krøllede s’er for sclerose.”
