Forleden måtte sclerosesygeplejerske Rikke Bjerre bestille et par blodprøver. Egentlig er det ikke hendes opgave. De mennesker, der får behandling i Sydvestjysk Skleroseambulatorium i Esbjerg, hvor hun arbejder, skal selv logge på regionens hjemmeside med MitID og booke en tid.
“Men jeg blev nødt til at gøre det. De kunne ikke finde ud af det, for systemerne er ikke brugervenlige,” siger Rikke Bjerre. For hende er det en selvfølge at hjælpe de mennesker, der i den offentlige debat betegnes som “digitalt udsatte”.
Men hun finder det ikke uproblematisk. For Region Syddanmark skruer – i lighed med andre regioner – op for digitaliseringen. 30 procent af konsultationerne skal være virtuelle, lyder målet. Mange af dem, Rikke Bjerre møder i ambulatoriet, ser det som en fordel, at de i stedet for at møde fysisk op på hospitalet, kan tjekke prøvesvar i en app eller rapportere deres symptomer i et online-spørgeskema. Men for andre er det svært at mestre den ny teknologi.
I det nye år træder også Sundhedsreformen i kraft med “flere digitale sundhedstilbud”. Partierne bag reformen vil indføre en ny patientrettighed, “der giver ret til digital kontakt med sundhedsvæsenet”. Det øgede antal virtuelle kontakter skal sikre fleksibilitet i vores hårdt pressede sundhedssystem og “frigøre ressourcer til de borgere, der har særlige behov,” fremgår det af aftalen.
Spørgsmålet er, hvor de nye digitale tiltag efterlader mennesker med sclerose? Rikke Bjerre har et bud.
“Vi arbejder med kognitivt svækkede personer. Og der er jo ingen tvivl om, at mange har begrænsede digitale kompetencer. Så hvis det er den digitale vej, vi skal gå, skal vi virkelig være skarpe. Ellers er jeg bekymret for, at vi skaber en ulighed mellem stærke og svage patienter,” siger hun.
Det risikerer at gå ud over patienterne, hvis man fortrinsvis omlægger for at få overstået en konsultation hurtigt
Henriette Langstrup, professor i digital sundhed og samfund
Udsat på forskellige tidspunkter
Rikke Bjerre er ikke alene med sin bekymring. Henriette Langstrup er professor i digital sundhed og samfund ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Gennem 20 års forskning har hun kortlagt, hvordan digitaliseringen af det danske sundhedssystem har ført til en øget risiko for digital ulighed – og dermed en ulighed i behandling. En form for ulighed, der ikke kun afhænger af, om du er digitalt indfødt eller ej. Det kan lige så vel handle om dårlig internetdækning, hvorvidt du har råd til at købe en ny smartphone, eller hvor god du er til dansk, forklarer forskeren.
“Basalt set kan alle på forskellige tidspunkter i deres liv – og som følge af forskellige forhold – være digitalt udsatte. Man kan få en hjernerystelse, og så er det forhåbentlig forbigående. Eller man kan have en progredierende og kognitiv lidelse som sclerose, som pludselig gør, at du har svært at bruge dine fingre på skærmen,” siger hun.
“Så er det ikke nødvendigvis dem med de største behov, der får mest adgang og nemmest adgang til vores sundhedsvæsen.” Historisk set har digitaliseringen dog ført positive ting med sig. Især for folk, der har problemer med førligheden, og som bor langt fra et hospital.
“Det har muliggjort, at vi som borgere og patienter i højere grad kan få indblik og blive inddraget i vores egen behandling. Og vi kan få adgang til de data, som sundhedsvæsenet har om os,” siger Henriette Langstrup.
Fulgt på afstand
For danske sclerosepatienter er ikke-fysisk kommunikation med de offentlige sygehuse steget. Fra 2021 til 2025 er antallet af kontakter via telefon og video gået fra 19.836 til 21.454.
Scleroseforeningens medlemmer bemærker forandringerne: 27 procent af de 239 medlemmer, der har svaret på Scleroseforeningens spørgeskema om emnet, har oplevet, at en fysisk konsultation er blevet omlagt til et telefonopkald.
Der er et stort potentiale i digitaliseringen af vores hospitalsvæsen, mener Scleroseforeningen. Men kun når værktøjerne har faglig rygdækning.
“Digitale løsninger skal skabe værdi for patienterne – ikke være et mål i sig selv. Vi arbejder for, at den digitale omstilling bliver et reelt kvalitetsløft,” siger forskningschef Nana Folmann Hempler.
Både-og er bedst
Når det gælder digitale konsultationer på video eller telefon er Scleroseforeningens medlemmer positivt stemt. Men ikke hvis de står alene. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som 239 medlemmer af Scleroseforeningens svarpanel har udfyldt. 48 procent foretrækker en kombination af personligt fremmøde og digitale konsultationer. Virtuelle konsultationer og telefonsamtaler er fleksible, og de sparer energi og tid, lyder argumenterne. Men næsten lige så mange – 40 procent – foretrækker udelukkende en fysisk konsultation. Det er der flere årsager til. Det fysiske møde med en sygeplejerske eller neurolog kan føles mere trygt end en samtale over telefonen eller på video. Flere udtrykker også en bekymring for, at symptomer og eventuel forværring af sclerosen kan blive overset ved en digital konsultation.
Men er der grund til skepsis?
“Jeg kender faktisk ikke til forskning, som direkte kan påvise, at man for eksempel overser symptomer,” siger Henriette Langstrup.
Til gengæld mener hun, at det er værd at være opmærksom på, at konsultationerne bliver mere kortfattede, når de foregår online.
“Det er jo ikke, fordi det er illegitimt at forsøge at skabe et mere effektivt sundhedsvæsen, når det, vi har, er superpresset og begrænset på ressourcer. Men det risikerer at gå ud over patienterne, hvis man fortrinsvis omlægger for at få overstået en konsultation hurtigt.”
Vi er ikke specielt overbeviste om, at sclerose er det område, hvor alt kan konverteres til noget virtuelt
Finn Sellebjerg, professor i neurologi
Sæson for besparelser
På Dansk Multipel Sklerose Center (DMSC) i Glostrup i den nye Region Østdanmark er målet klart:
“Vi har fået at vide, at vi skal have 30 procent færre konsultationer. Der skal reduceres i aktiviteten for at sikre, at der er ressourcer til de mere krævende patienter,” siger leder af centeret og professor i neurologi, Finn Sellebjerg.
Det er en del af indsatsen, der kaldes Fremtidens Ambulatorium. Ledelsen på de neurologiske afdelinger beslutter, hvordan de vil reducere antallet af fysiske konsultationer. På centeret i Glostrup sker det ved at skære i antallet af MR-scanninger, og så bliver stabile patienter i højeffektiv behandling nu kun tilbudt en fysisk konsultation hvert tredje år. Før havde de én konsultation årligt, men Finn Sellebjerg har foretaget prioriteringen med “ro i sindet”.
“Der er ingen grund til, at vi ser en patient fysisk, som ikke har nogen funktionsnedsættelse overhovedet, og som har stabile scanninger og et stabilt sygdomsforløb,” siger han.
Men det er noget andet med mennesker, der lever med progressiv sclerose, understreger han. De vil fortsat blive inviteret til fysiske konsultationer:
“Det bliver ikke præcist, hvis man kun tager det per telefon.” Netop kompleksiteten i en sygdom som sclerose gør det svært at foretage undersøgelser og test digitalt ifølge Finn Sellebjerg.
“Så vi er ikke specielt overbeviste om, at sclerose er det område, hvor alt kan konverteres til noget virtuelt,” siger han om regionens mål.
De 30 procent reduktion i aktiviteten vil da også blive målt på hospitalsniveau, lyder det fra Magnus T. Jensen, der er formand for styregruppen for Fremtidens Ambulatorium.
Han forklarer, at indsatsen skal skabe et “fleksibelt og behovsstyret sundhedsvæsen, hvor overflødige besøg og kontroller er reduceret, og hvor mødet med sundhedsvæsnet kan foregå digitalt for dem, der ønsker det.”
Medlemmer om digitale konsultationer
FORDELE:
“Absolut at jeg sparer transporttid = kræfter. Det er meget udtrættende at skulle til fysisk fremmøde og koster en hel dag samt hvile dagen efter.”
“Jeg vil gerne have en digital samtale en gang om året. På den måde bliver mit sygdomsforløb fulgt. Og ved forværring kan neurologerne indkalde mig til en fysisk konsultation.”
ULEMPER:
“Hvordan skulle sundhedspersonalet kunne afgøre min fysiske tilstand, hvis de ikke ser mig face to face?”
“I forhold til den sclerosemedicin, jeg får, der kan have hjernehindebetændelse som bivirkning, så vil jeg gerne sidde fysisk overfor en sygeplejerske eller læge, der kan se og fornemme, hvad der sker med mig.”
Kilde: Medlemssvar fra Scleroseforeningens spørgeskema om Fremtidens Ambulatorium og digitale konsultationer, 2026.



