Men spørgsmålet er, om vi – trods ambitionerne om det modsatte – er ved at bygge et sundhedsvæsen, der fungerer bedst for dem, der har mindst brug for det, og svigter dem, hvis behov er størst.

Det startede i bankerne. Først blev de pengeløse. Så blev de mennesketomme. I dag møder de færreste deres bankrådgiver ansigt til ansigt. Og når det gælder bankforretninger, fungerer det for de fleste. Nu er turen kommet til sundhedsvæsenet.

Med sundhedsreformen, den nationale digitale sundhedsstrategi og projekter som Fremtidens Ambulatorium i den nye Region Øst er nærhed og digitalisering blevet bærende principper. Behandling, opfølgning og rehabilitering skal tættere på borgernes hverdag – ofte helt hjem i stuen – via digitale løsninger, online konsultationer og egenmonitorering.

Med Fremtidens Ambulatorium er målet, at 30 procent af alle fysiske ambulante konsultationer skal omlægges eller helt forsvinde. Det svarer til 1,8 millioner kontakter. Ikke med udgangspunkt i den enkelte patient eller sygdom, men med udgangspunkt i en fast procent.

Det er bemærkelsesværdigt i et sundhedsvæsen, der ellers taler om individualisering, og som ved, at standardløsninger ofte rammer socialt skævt.

På papiret lyder det effektivt: mindre transport, kortere ventetid, større fleksibilitet. I praksis risikerer det at overse dem, der har størst behov – og sværest ved at navigere i systemet.

Spørgsmålet er derfor ikke bare, hvor mange kontakter vi kan fjerne, men om hvem vi taber undervejs.

Sundhed er ikke jævnt fordelt

Der er allerede markante sociale og geografiske forskelle i både sygdom og adgang til behandling i Danmark. Borgere med kort uddannelse, lav indkomst og svag tilknytning til arbejdsmarkedet har ikke bare dårligere sundhed. De har også mindre kontakt til sundhedsvæsenet.

En ny landsdækkende undersøgelse blandt 3.000 mennesker med sclerose bekræfter billedet. Omkring hver tredje har sjælden eller ingen kontakt med de neurologiske ambulatorier, der har behandlingsansvaret. Hver fjerde har sjældnere end årlig kontakt, og mindst seks – ifølge registerdata snarere ti – procent har slet ingen kontakt.

Det er udgangspunktet, før vi for alvor flytter mere kontakt over på digitale platforme.

Samtidig er der tydelige sociale skævheder. Personer, der har kort uddannelse eller står uden for arbejdsmarkedet, mister oftere kontakten. Blandt patienter med lav sundhedskompetence har næsten dobbelt så mange sjælden eller ingen kontakt sammenlignet med dem, der oplever dialogen som let. Det er netop de borgere, der ofte også har færrest digitale kompetencer.

Paradokset er tydeligt: De, der har mest brug for støtte til at forstå og navigere i sundhedsvæsenet, er dem, der oftest har mindst kontakt.

Sclerose er ikke undtagelsen – men et eksempel. På tværs af kroniske sygdomme lever mange med kognitive udfordringer, udtalt fatigue og komplekse symptomer, der gør det svært at skabe overblik og tage initiativ. Alligevel forventer vi i stigende grad, at patienten selv er tovholder.

Patienterne ønsker ikke mindre kontakt

Når der politisk tales om “overflødige” kontroller, er det derfor på høje tid at spørge: Overflødige for hvem?

Blandt sclerosepatienter ønsker næsten hver fjerde mere kontakt. Kun én procent ønsker mindre. Det står i skarp kontrast til ambitionen om markant færre fysiske konsultationer.

Visionen om færre rutinebesøg og bedre ressourceudnyttelse hviler på en antagelse om, at patienter kan navigere i et sundhedsvæsen, der kræver digital parathed, høj sundhedskompetence og evne til at håndtere komplekse forløb. Den antagelse holder ikke.

For mange handler det ikke om vilje, men om kognitive vanskeligheder, træthed, manglende overblik og kommunikationsudfordringer. For dem gør digitale løsninger ikke adgangen lettere – men sværere. Digitalisering er derfor ikke neutral. Den risikerer at forstærke eksisterende ulighed.

En ny barriere i forklædning?

Hvad sker der, hvis vi flytter kontakten fra klinikken til skærmen? Risikerer vi at behandle symptomer, men miste blikket for mennesket? At måle værdier og justere medicin, men miste samtalen om hverdagen, bekymringerne og det, der ikke passer ind i et skema?

Og mister vi samtidig noget endnu mere grundlæggende: den kliniske dømmekraft?

Meget af den faglige vurdering opstår netop i mødet. I helheden. I det, patienten ikke selv har ord for: begyndende kognitive forandringer, gradvise funktionstab eller tegn på psykisk belastning.

Når kontakten baseres på data og egenrapportering, flyttes ansvaret for at opdage problemer over på patienten. Men ikke alle har forudsætningerne for at vurdere symptomer og handle i tide.

Data kan understøtte faglighed. Men data kan ikke erstatte den.

Menneskelig relation – ikke enten/eller

Spørgsmålet er ikke, om vi skal digitalisere. Det skal vi. Spørgsmålet er hvordan. Digitale løsninger må ikke erstatte den menneskelige relation, men skal styrke den. For nogle er skærmen en genvej. For andre er den en barriere.

Hvis fremtidens sundhedsvæsen designes til dem, der allerede kan navigere, kommunikere og tage ansvar, risikerer vi et system, der fungerer bedst for de stærkeste – og svigter dem, der har mest brug for det.

Nærhed handler ikke om teknologi.

Det handler om mennesker.

Debatindlægget er bragt i Politiken 10.4.2026