"Du kan tro og håbe nok så meget, det nytter ikke noget, hvis viljen ikke er der"

Søren Ulrik Petersens køkken på Nørrebro er der en tegning. Hans datter og søn har lavet den, et blødt C for Carla og et L for Louis, der hegner C’et ind, direkte på væggen. Den var der, da Søren kom hjem en dag. Han havde været ude at rejse, og de havde haft lejligheden for sig selv.

“De troede, de måske ville få skældud, men så fik de jo ros. Køkkenet er malet siden, men tegningen bliver ikke malet over. ‘Tro, håb og vilje’ kalder jeg den. Jeg tillader mig at tage ‘kærlighed’ ud, fordi den er så naturlig for mig, i den måde jeg har prøvet at møde andre. Men viljen er vigtig. Du kan tro og håbe nok så meget, det nytter ikke noget, hvis viljen ikke er der.”

Det er for eksempel viljen til at tale om sit helbred, ikke sin sygdom. Den beslutning tog han, da han fik sclerose.

“Jeg er superskarp i min attitude omkring det. Det er jeg også, hvis en af mine venner siger, at jeg er bundet af at sidde i kørestol. Så siger jeg, nej, det er forkert, jeg er ikke mere bundet end en person kan være til en kontorstol i et job, de ikke kan fordrage.”

Eller hvis han skal sige det kort: “Det er ikke afgørende, hvordan du har det, men hvordan du tager det.”

Han har brugt kørestol i ti år. Så er det lettere at komme rundt mellem køkken, badeværelse, garderobe, soveværelse og de to stuer mod gaden. Sclerosen kan godt gøre ham nærtagende, medgiver han. Særligt når det er koldt, gør kroppen ondt. Det hjælper at planlægge dagen. Børnene er flyttet hjemmefra, men her til morgen har hans datter været forbi, så han kom op og var klar til interviewet.

“Det, jeg gør, kræver mere forberedelse, end det gjorde tidligere. Jeg har aldrig haft et attak, men jeg bliver træt. Og jeg har færre kræfter. I stedet for at ærgre mig over det, lægger jeg vægt på det, jeg nyder. For altså: Jeg kunne ikke have et bedre liv. Og jeg ved, jeg skal være her, så længe det varer. Ikke på Riget eller på Bispebjerg Hospital. Eller i den der airbnb-lejlighed nede ad gaden.”

Hvem skulle du være, hvis du ikke er dig selv? Hvis du ikke står ved det, risikerer du at forvirre omgivelserne. Det er den, du er nu, det handler om. Ikke i går. Ikke i morgen.

Søren Ulrik Petersen

En souvenir fra Haslev

Det er 15 år siden, han fik diagnosen MS. Umiddelbart efter var han på Sclerosehospitalet i Haslev.

“Vi var en blandet gruppe, men havde det til fælles, at vi var i gang med at udvikle, hvordan vi tænkte på sygdommen. Du skal lige fatte, at det er dig, det er sket for, ikke en anden.”

Det var under opholdet, at han overhørte en sige, at sclerose er en dame med en sort taske, der flytter ind i din lejlighed. “Jeg ved ikke, hvornår hun går igen,” siger han.

Han har stadig en kop fra Haslev, som han finder frem fra opvaskemaskinen, ‘ærlighed og autensitet’ står der på porcelænet.

“Den er god. Hvem skulle du være, hvis du ikke er dig selv? Hvis du ikke står ved det, risikerer du at forvirre omgivelserne. Det er den, du er nu, det handler om. Ikke i går. Ikke i morgen.”

På muren med graffiti, som der er udsigt til fra køkkenet, har han planer om, at datteren skal male netop det ord: Nu.

“Ikke med spørgsmålstegn efter. Bare Nu,” siger han.

Det er en af de måder, de er sammen på. Børnene og deres kærester, der kommer og laver en ny udstilling inden for rækkevidde. Denne formiddag er den i vindueskarmen og inkluderer: to valmuer på lang stilk i en vase, et rødt banner og en kniv, familien tog med hjem fra en tur til Vietnam, hvor de så, at det var den type værktøj, der blev brugt til at hugge hovedet af kyllinger. Eller børnene kigger forbi og bruger hans værksted i underetagen.

“Der er åbent, de kan altid komme. Du bliver glad af at skabe, lige meget hvad det er. Den glæde har de også.”

Dronningens stol

Der er optagetheden af nu’et. Kan vi lave noget spændende i den der vindueskarm i dag? Og fantasien.

“Den er lige så vigtig,” siger han.

“Med den kan du tage rundt om månen eller Mars eller være i Sydamerika. Du skal øve dig i at bruge den. For mig har det været nemt. At komme på historier og følelser og gøre dem til ting, du kan røre ved.”

En følsomhed, han omsatte til et håndværk, da han som ung gik på Skolen for Brugskunst i København.

“Vi var en masse jævnaldrende, der var interesserede i materialer. Lærerne tog sig tid til at forklare os, hvordan vi brugte dem.”

Rundt om ham i lejligheden er der møbler, han har lavet. En sort stol med et svunget armlæn (en her kommer jeg-agtig kurve ud i rummet), som han kærligt-kritisk anmelder:

“Den er måske lidt tantet.”

Der står bænke, der tilbyder en hvileplads, men næsten ikke tager plads selv. Og der er den grå sofa i stuen, han har lavet dyb nok til, at du kan sove i den. Inde i arbejdsværelset er stolen til Dronning Margrethe. Den tog seks år at lave i samarbejde med et hold af specialister, blandt andet fra Teknologisk Institut, der testede den til 140.000 sidninger. Fremstillet af bøg, for det foretrak Dronningen. Eg kunne have været lige så dansk, men for ham havde det ikke gjort det lettere med alle de knaster i træet. Bøg er let og stærkt i sit spænd.

“Som en ispind,” siger han.

I dette tilfælde klar til at tjene de næste 300 år. Sædet blev af hør, i samme røde tone, der findes i gobelinerne på Christiansborg. Det er flettet, så der er ventilation, når du sidder ned i tre timer til en statsmiddag.

“Går ikke at svede under en silkekjole,” siger han.

Desuden har stolen den effekt, at den gør dig fuldstændig rank. Godt støttet, men ikke så komfortabel, at du slumrer hen.

“Gæsten skal helst ikke falde sammen ved siden af sidemanden,” siger han.

Han har altid levet sig ind i kroppen, der møder den ting, han har formet. Da han skulle lave tallerkener en gang, gik han rundt i Illum og greb om tallerkener med lukkede øjne.

“Jeg ville vide, hvordan det er, hvis du er blind og skal have hold på en tallerken. Du tager udgangspunkt i din egen krop, når du forestiller dig, hvordan et andet menneske skal bruge, hvad du laver.”

Jeg ville have sagt det til mig selv, da jeg var 25, og jeg siger det til de unge, jeg kender: Slap af. Der er masser af tid.

Søren Ulrik Petersen

Små tegninger

Hans yndlingstræ er ahorn. Fordi det er så regulært, og når det tørrer, efter du har fældet det stadig-våde træ til møblet, sprækker det ikke så let som andre sorter.

Han siger, han ikke behøver lave endnu et møbel.

“Det har jeg gjort. Og det ville risikere at blive en gentagelse, hvilket ikke er så interessant.”

Han har gjort det i meget høj grad. Præsenteret og solgt verden rundt. Det var et arbejdsliv, hvor han på en messe i Paris blev bedt om at lave skærebrætter til en række restauranter og fik dem færdige inden for to uger. I Japan satte han stole i produktion. Og det var ham, man hyrede, når der skulle holdes en tale ved åbningen af en møbeludstilling hjemme i København.

“Nogle gange tænker jeg, at jeg måske ikke mærkede sclerosen, fordi jeg lavede alt det der, men at jeg faktisk havde den flere år inden diagnosen,” siger han.

“Da jeg fik den som 50-årig, blev jeg mindre ekstrovert. Jeg tror, at grunden til, at jeg håndterede den, var, at jeg begyndte at sige: Er det vigtigt? Eller er det ikke vigtigt? Hvis det er vigtigt, gør jeg det, resten lader jeg være.”

Han sørger for at tegne ved sit bord.

“En tegning er et lille projekt, og det er der en pointe i. Ikke at gøre projekter større, end at du kan lave dem.”

Bordet, han tegner ved, har han konstrueret uden en skrue, benene falder bare i hak under bordpladen. Nu interesserer det ham mindre at udtænke den slags gåder.

“Jeg vil gerne finde en ro. Jeg ville have sagt det til mig selv, da jeg var 25, og jeg siger det til de unge, jeg kender: Slap af. Der er masser af tid.”

Jamsession i stuen

Noget af det svære for ham ved at få sclerose var, at han skulle lære at spørge om hjælp.

“Det har jeg haft brug for at øve mig i. Men så ringer du, og så kommer der jo nogen.”

Han klarer sig uden hjemmehjælp fra kommunen. Hans børn er der. Ud over huskunstnerne, Carla og Louis, den ældste søn Marco, som er læge. Han kan snakke om sin medicin med ham. Lige nu nøjes han med panodiler, når sclerosen gør ondt.

Hans ekskone er til at fange og giver råd om, hvad han skal have på, når fotografen kommer.

“Min stylist,” kalder han hende.

Hver uge laver en af hans venner mad til ham nogle dage frem. Og hans bror bor i lejligheden ovenover og kan kigge ned, hvis det er.

“At noget sker. Det er det, det gælder om,” siger han.

Det kan være at tage imod en gæst. Eller køre en tur på elscooteren. Eller sætte Thomas Koppels sidste komposition på anlægget, ‘Improvisationer for klaver’, som han indspillede i sit kolonihavehus i Sydhavnen.

Lyden af Koppel bliver blandet op med et par toner, Søren spiller på sit eget klaver.

“Det er svært at lave toner, der er rene. Men der er god akustik her.”

Klaveret står over for de indbydende bænke, den trofaste sofa. Og i hjørnet en orgelpibe af metal, der peger tilbage til de tidlige dage i værkstedet.

“Da jeg læste til snedker, læste vi med dem, der skulle bygge orgeler til kirkerne,” siger han.

Han er i gang med at samle og vælge ud, hvad der skal blive.

“Du kan ikke efterlade det hele til børnene at rydde op i. Højst nogle pæne billeder. Eller en god historie.”